Hosekræmmerne
af Frank Artved

Hosekræmmerne eller uldvarehandlerne er et folkefærd, der i de fattige hede egne i Midtjylland stod og stadig står i et helt særligt positivt lys.

Al handel var tidligere stærkt reguleret, men i 1741 fik hosekræmmerne fra de 4 herreder Hammerum, Lysgård, Bølling og Ulfborg tilladelse til
at sælge husflid udenfor deres eget herred. Jorden på egnen var mager og sandet hede jord, så landbruget alene ikke kunne brødføde familierne. Man holdt får, kartede, spandt og strikkede uldvarer (strømper/hoser), som sognets mænd derefter rejste ud for at sælge.

For at vandre rundt som uldkræmmer skulle man have et uldkræmmerpas. Det var et  legitimationskort, som skulle indløses hos herredsfogden. Uldkræmmere skulle bære det på sig under deres vandringer. Det gav tilladelse til at vandre i specielle egne eller i hele landet, men kun tilladelse
til at handle med egne hjemmeproducerede varer.

Med uldkræmmerpasset i lommen kunne unge bønderkarle fra de 4 herreder så tage uldpakken på nakken. De vandrede rundt på gårdene og
købte op og drog rundt i landet for at sælge. De skulle omgås fremmede og handle med dem. Dem, det lykkedes for, kunne tjene gode penge,
og forstod man at holde på pengene, kunne de skabe grundlag for en fremtid enten i de hjemlige egne eller i det fremmede.

Her skal blot nævnes to af dem:

Søren Truelsen (1795–1876): Han startede som fattig uldkræmmer, men satte egnens fattige bønder i fast lønarbejde med at strikke uldvarer for sig. Hans handelsfirma, Truelsen & Søn, flyttede i 1883 til Herning, hvor det blev byens første, større tekstilvirksomhed.

Niels Krøjgaard (1891–1973): Han kom fra trange kår, arbejdede som hyrdedreng som 8-årig, og som 19-årig i 1910 drog han ud som uldkræmmer. I 1918 etablerede han Niels Krøjgaards Trikotagefabrik i Herning. Forretningen voksede eksplosivt, så han i 1930'erne var blevet Hernings rigeste mand.

Der var imidlertid også en anden side af uldvarehandlerne. Mange havde ikke deres uldhandlerpas på sig, hvis de havde et, og måske endnu
flere handlede med andet end hjemmestrikkede uldvarer fra de 4 herreder.

Der opstod fabrikker med billige uldvarer, som det kunne være fristende at tage med, andre beklædnings genstande, damepynt og ure af gult
metal var også nogle af de ulovlige varer, der blev fundet hos uldvarehandlerne.

Unge mænd der vandrede rundt med lidt penge på lommen, kunne falde i druk, de kunne fristes til at stjæle noget, de så kunne sælge et andet sted, eller der kunne være ”andre fristelser”, der ses mange efterlysninger af skyldige alimentanter.

I pressen var der mange advarsler mod disse omvandrende handelsmænd. F. eks. havde ”Randers Dagblad og Folketidende” flere artikler om
dem, her et udsnit af en. (Læs hele artiklen ved at klikke her)   

”Randers Dagblad og Folketidende” den 28.04.1900:
”... Personen hed Carl Thorup, født i Faurholt, Ikast Sogn, 1864. Han opgav for Retten, at han kun havde været straffet 3 Gange med mindre Mulkter for Gadeuorden. Det har imidlertid vist sig, at han har været straffet ikke mindre end 34 Gange, heriblandt 8 Gange med Fængsel på
Vand og Brød for Ildspaasættelse, Bedrageri, Spaaen, Hasardspil, mange Gange for Vold og 9 Gange for ulovlig Omløben med Varer. Han blev
i Gaar for sidstnævnte Forseelse, 6. Gang begaaet, idømt en Mulkt af 400 Kr.

Man kan ikke noksom advare Befolkningen imod slige ”Handelsmænd”, som foruden at bedrage og gøre Egnene usikker, ofte optræde på en
brutal og voldsom Maade”.
(Bem.: Der findes ikke en Carl Thorup, født i Faurholt, Ikast Sogn, 1864, så hvem der er tale om, er ikke afklaret.)

Det var ikke kun i Jylland man blev advaret, også i København advarede pressen mod disse uldkræmmere fra Jylland. Her en advarsel fra Ove Rode. Han var en fremtrædende politiker, gruppeformand, politisk ordfører og indenrigsminister for Det radikale Venstre. Han var ansvarshavende redaktør på Politiken, men havde tidligere sit eget dagblad ”København”. Her et udsnit af en artikel, der viser hans holdninger overfor uldkræmmerne. (Læs hele artiklen ved at klikke her)

”København” den 17. februar 1891:

”... Saa er der de jyske Bissekræmmere tilbage; de angiver at forhandle Hus-flidsarbejde fra Hammerum og Ikast Herreder  og  andre Steder 
i det mørkeste  af Jyllands Fastland,  og  det  har de lov  til;   men  i  Virkeligheden  har de nok ikke saa rent Tøj i Posen, idet man vil vide, at
deres Varer produceres i Forretninger paa Nytorv og i Silkegade og kun for et Syns Skyld sendes paa en lille Rundrejse til Jylland, omtrent
ligesom uægte Bremercigarer først sendes til Havana og derpaa vender tilbage som ægte.

Selv den røde Traad, der gaar igennem det ægte jyske Husflidsarbejde, skal disse lumske Forretninger vide at efterligne. Der paatænkes derfor
nu at indføre Stempler, der forventes at ville afgive større Garanti.

       Maaske!”

Det var måske ikke helt uretfærdigt med disse advarsler. I Politiets Efterretninger er der mange uldvarehandlere, der efterlyses for større eller mindre kriminalitet.

Her nogle eksempler. (Klik på navnet for at læse personens livshistorie):

Søren Christensen (1860-1944): Oprindeligt fra Rom Mark i Ikast. Han vandrede som uldkræmmer, inden han overtog nogle mindre ejendomme i Ikast. Endte sit liv som rentier med en mindre formue.

Carl Thomsen Vaad (1864-1922): Småkriminel handelsmand ”havde ikke tid til at afsone sin Højesteretsdom om sommeren”  

Christian Moeslund Petersen (1860-1912): Efter en kriminel ungdom endte han som frugt- og grønthandler I København.

Christoffer Sebastian Dyhr Christensen, kaldet Birk (1867-1939): Flygtede fra tvangsarbejdsanstalten gennem et kloakrør.

Carl August Christensen, kaldet Birk (1870-1936): Brandstifter, beskrevet i fængslet som professionel tigger og vagabond.

Der kan efterhånden komme flere historier til.

Tekst: Frank Artved, juni 2026

Noter: 

1. Politiets Efterretninger blev fra 1867 udsendt af Københavns Politi til alle landets politikredse flere gange om ugen. De indeholdt en lang række oplysninger og                      efterlysninger om personer, som landets politikredse havde interesse i. Efterretningerne er søgbare på kbharkiv.dk frem til 1921.

2. Skyldig alimentant = Skylder børnebidrag.