Christian Moeslund Petersen (1860-1912)
Endte som frugt- og grønthandler I København
af Frank Artved

Christian Moeslund Petersen blev født den 8. februar 1860 i Ravnholtlund, Bording Sogn. Hans forældre var Peder Christian Petersen (1808-1889) og Maren født Christensdatter (1820-1899). Her voksede han op, og han blev konfirmeret i 1874 i Bording Kirke. Herefter kom han ud at tjene, først på Sejlgaard i Funder et halvt år herefter i Svostrup.


Christian begyndte efter nogle år at vandre som uldkræmmer. Om Christian ikke havde fået et uldkræmmerpas, eller om han medbragte andet end egne hjemmeproducerede varer er ikke undersøgt, men han kom tidligt i myndighedernes søgelys.

I 1883 den 5. april, da han var 23 år, blev han efterlyst af Byfogden i Odense. Der skulle forkyndes en stævning i en sag om ulovlig omløben
med varer. Byfogden udbad sig oplysning om hans opholdssted. Den 10. juli var han endnu ikke antruffen, men Byfogden kunne oplyse at han
den 7. juli var rejst fra Middelfart til Kolding. Byfogden antog at Christian forsætlig vil unddrage sig stævningens forkyndelse. Byfogden skrev:
”I antræffelsestilfælde bedes hans Tilstedeblivelse sikret”. Den 14. juli var stævningen blevet forkyndt.

Ved Overretten blev Christian dømt til at betale en bøde på 30 kroner, salærer på 30 kroner samt omkostninger. Byfogden i Odense mente
herefter, at Christian ville unddrage sig forkyndelse af dommen. Så for at dommen kunne blive forkyndt, udbad Fogeden sig oplysning om
Christians opholdssted pr. telegram, og så ville han sende dommen.

Fogeden efterlyser ham så et par gange. Den ene gang skriver han, at ”I Antræffelsestilfælde bedes det samlede Beløb affordret ham, og i
Mangel af Betaling Exekution foretaget for Omkostningerne og Paagjældende hensat til Afsoning af Bøden i Henhold til Amtets Ordre af 27.
Oktober f. A. Det bemærkes, at der ikke kan gives nogen som helst Henstand, og at Paagjældendes Tilstedeblivelse sikres, da han på ethvert
Trin af Sagen har søgt at unddrage sig Retsforfølgningen. (Byfogeden i Odense)”

Christian blev herefter taget i Aarhus i begyndelsen marts 1885, hvor han betalte de samlede omkostninger på 33 Kr. og 86 Øre. Selve bøden
på 30 kroner blev ved en misforståelse ikke betalt. Byfogeden i Odense må derfor fortsat efterlyse ham. Senere på måneden blev han taget,
og han fik betalt sin bøde.

I april 1886 skete der en usædvanlig begivenhed. Ved Svendborg fandt man i et vandhul ”en ulden strikket Herre-Undertrøje, et Par hvide
linnede Herre-Underbenklæder, 2 sorte strikkede uldne Dametørklæder og 2 Par linnede Damestrømper
”. 2 anholdte piger tilstod, at de havde stjålet det Langfredag Nat fra Christian Moeslund og en anden uldvarehandler. Derfor eftersøgte man nu de to, for at få deres forklaring på det skete.

Senere i 1886 skete ”det modsatte”. Han blev i oktober eftersøgt for at have stjålet en pakke uldtøj i Silkeborg. Hans signalement var: ”ca. 25
Aar gl., middelhøj, blond krøllet Haar, uden Skjæg, iført mørkegraat Tøj og Kaskjet med stor Skygge”
. Han blev hurtigt taget, for allerede
den 2. november blev efterlysningen aflyst og Birkedommeren i Silkeborg efterlyser hans straffeattest.

I marts 1888 blev han fængslet i Slagelse, hvor man søger oplysninger om ham fra Fogeden i Silkeborg.

I november 1893 efterlystes han, for at møde i Retten i Vordingborg, hvor han den 31. januar 1894 bliver dømt for ulovlig omløben med varer.
Han møder ikke op, så han efterlyses igen senere på året. Hvad der så sker – nok ingenting – for 16 år senere, i 1910, aflyses efterlysningerne.

Christian bliver i april 1888 udlagt som barnefader til ugift Laurine Jakobsens barn uægte Anna Marentine Pedersen. Hun er forsørgelsesberettiget
i Slagelse. Det er bekræftet af Slagelse Byråd den 23. juli 1888. De to bliver gift den 31. december 1889, men allerede ved folketællingen den 1. februar 1890 er han bortrejst på rejse i Jylland, så Laurine bor alene med pigen i Kerteminde.

Det viser sig, at Christian har været bortrejst under hele ægteskabet.

Hvor han har opholdt sig frem til 1894 er ikke klarlagt. Han har haft kortere eller længere ophold både i Kjellerup og i Hammerum Herred i
perioden fra 1891 til 1893, for opholdene har fået følger. Han efterlyses flere gange som skyldig alimentant (har ikke betalt børnepenge) de pågældende steder.

Laurine flyttede ind til sin far, der var værtshusholder i Kerteminde. Her døde hun den 21. november 1900. Præsten noterer, ”gift med bortrejst Uldhandler Christian Moeslund Pedersen”.

Fra 1894 til hustruens død i år 1900 har Christian opholdt sig i København. I de 7 år har han boet på 16 forskellige adresser og kun været fraværende fra København i 3 perioder fra nogle uger op til ca. 3 måneder.

Han kan ikke have fortsat som omvandrende uldvarehandler. Politiet registrerer hans erhverv som tilskærer, maskinarbejder og handelsagent.
3 meget forskellige levebrød, men en uddannelse som maskinarbejder har han ikke. Mon ikke det er maskinstrikker, så kan det passe.

I 1897 boede Christian på Fredensgade 3, 1. sal, hos Jensen. I Fredensgade 4B stuen flyttede Petrea Marie Caroline Albertine Østergaard ind i
løbet af efteråret 1897. Der gik så ikke lang tid, inden Christian også var flyttet ind i nr. 4B Stuen. Petrea var født i Stouby ved Horsens i maj
1870, så hun var 27 år og han 37 år, da de flyttede sammen.


Hvornår de blev gift, er ikke afklaret, men i folketællingerne 1906 og 1911 bor de
som ægtepar på Saxogade 5, 4 sal, og det er noteret, at han var frugt- og grønt-
handler med forretning i Knarbostrædet nr. 14.


Om det er hans tidligere omstrejfende tilværelse, der er skyld i, at hans helbred
ikke er godt, kan naturligvis ikke afklares, men han bliver kun 52 år gammel.
Han døde på Rigshospitalet den 19. oktober 1912 af urinforgiftning.
Adressen var stadig Saxogade 5, 4 sal.


I løbet af efteråret 1913 flyttede Tegner Hans Andreas Hansen, født i Nakskov i 1879, ind hos Petrea. Året efter blev de gift i Stouby.
Deres videre liv er ikke undersøgt.

Tekst:    Frank Artved, juni 2026

Kilder:   Politiets Efterretninger, Kbharkiv.dk

             Politiets registerblade, Kbharkiv.dk
             Kbhbilleder.dk
             Arkivalier Online, Div. kirkebøger og folketællinger.