Slægts- og lokalhistorie
Da østrigerne var i Ikast under krigen i 1864
Indsamlet og redigeret af Ester Bukhave.
Indhold:
I Indledning
II Beretninger
01. Peder Holdgaard om østrigerne på Bøgildgård
02. Østrigerne på Hagelskjær
03. Østrigerne i Kirkegård
04. Ane Marie Vad om tyskerne på Højris
05. Ikast Mølle
06. Østrigerne og Godts begravelse
07. Lærer Aaboes dagbog
08. Østrigernes felttog gennem Vestjylland set med en tysk krigskorrespondents øjne.
III Et "østrigerbarn" født i Ikast. Uddrag fra Ikast Kirkebog 5. maj 1865
IV Bilag til erstatningssagerne
_____________________________________________________________________________________________________________________
I: Indledning.
I Ikast Kirkes våbenhus er indemuret en sten med inskriptionen:
ANNO 1864 VAR OSTERRIGERNE HER
Den glemte besættelse af Nørrejylland
Nørrejylland (fra Skagen til Kongeåen) var fra februar 1864 delvist - og fra 14 juli helt -
besat af preussiske og østrigske tropper, som først forlod landet igen i slutningen af november.
Mange af vore tip- og tiptipoldeforældre har set dem drage forbi, haft indkvartering, kørt ægt-
kørsel, smagt vin, blevet bestjålet, hørt Radetzkymarch, ydet leverancer, betalt skat til dem osv.
(Billedet er fra Bernhard Larsen: Ikast sogn).
Preusserne var mest i Østjylland (Randers, Århus, Horsens), medens østrigerne ud over Kolding og Vejle mere var i Vestjylland (Holstebro).
Begge parter kom dog over det meste af Jylland ad flere omgange, men som oftest ikke samtidigt, da de ikke tålte hinanden særligt godt.
Den anden uge i juli 1864 drog ca. 12-15000 østrigere fra Vejle over Holstebro mod den vestlige del af Limfjorden.
I den forbindelse kom der den 8 – 9 juli og igen den 16 juli flere tusind østrigske soldater gennem Ikast, herunder de for hestetyverier så berygtede liechtensteinske husarer.
Hvad skulle østrigerne ved Limfjorden?
Østrigerne var trådt ind i krigen som den militære stormagt i forhold til Preussen, men sejrene ved Dybbøl og på Als var preussernes værk og ikke deres.
Da de mente, at dele af den danske hær stadig befandt sig på Mors, ville de, dels for at sikre ryggen mod et evt. dansk angreb, men også for at ”vinde hæder” sætte over Limfjorden ligesom preusserne gjorde ved Alssund
Til det formål slæbte de ca. 100 store robåde på hestevogne op gennem Jylland – for straks efter endt brug at slæbe dem sydpå igen - til brug for evt. landgang på Fyn.
En anden grund var at skaffe forsyninger til hæren – herunder især heste.
Kødleverancerne.
I Ikast så man ikke mere til østrigerne under krigen, men flere gange i løbet af sommeren og efteråret 1864 tvangsafleverede man store mængder af kød til østrigerne i Holstebro og Vejle. Først i november 1864 forlod de sidste østrigske og preussiske tropper landet. Godt et år efter, i 1866, var de to lande i krig med hinanden.
Holstebro Feltslagteri. Illustrirte Zeitung 1864.
Ved lov af 17. nov. 1865 stillede den danske statskasse 6 millioner rigsdaler til rådighed som krigsskadeserstatning til Jyllands beboere. Den skulle dække leverancer, ægtkørsel, indkvartering, røvede husdyr samt betydelig skade på bygninger, marker etc. – men ikke værdigenstande og indirekte
tab.
I februar 1865 indleverede sogneforstanderskabet i Ikast via herred og amt lister til staten med erstatningskrav fra sognets beboere, herunder også tyverier fra deres hjem. Listen synes lang, men sammenlignet med andre steder, hvor der var fremmede soldater i længere perioder, var skaderne
trods alt begrænsede.
Ikast sogneforstanderskab udbetalte d.16. juli 1866 erstatning fra den danske stat til de skadelidte beboere: 1400 rigsdaler i statsobligationer og 644 rigsdaler i kontanter - for dog ved samme lejlighed af samme at opkræve en ekstraskat, indkomstkrigsskatten for 1864-1865 på 364 rigsdaler.
I bilag 1 - 9 er opgørelser mm. vedr. krigsskader etc.
I opgørelserne er der ud over kød, foder, ægtkørsel osv. nævnt mange røvede genstande: piber, skjorter, en kikkert osv.
Det var dog ikke bare for østrigerne, at bønderne fra Ikast og alle andre steder i Jylland måtte køre ægtkørsel. I forsommeren 1864 kørte de også for den danske hær, som da trak sig tilbage op gennem Jylland.
Ester Bukhave, april 2024
______________________________________________________________________________________________________________________
II: Beretninger:
1. Peder Holdgaard om østrigerne på Bøgildgård:
Peder Holdgaard (Hans Peter Jensen) er født 9/11 1847, søn af gårdmand Jens Sørensen Holdgaard og hustru Bodil Rasmusdatter i Hesselbjerg, Ikast sogn.
Fjender i Landet.
Medens Peder tjente i Bøgildgaard i 1864, kom der en Høstdag 6000 østerrigske Soldater og slog sig ned i Ikast. 300 Menige og en Del Officerer kom til Bøgildgaard, de Menige skulde lejre sig o æ Grøn, men Officererne vilde ligge på Halm i Storstuen. Stuen havde man, men man havde ikke Spor af Halm, thi man havde just tækket et Hus samme Sommer.
Peder gik og pløjede Brakjord med et par gamle, sorte Heste, da Østerrigerne hjemsøgte Gaarden, men det varede ikke længe, inden der kom en Korporal og to Menige hen til ham. De spændte Bæsterne fra og pegede hen mod Gaarden, og det betød, at han skulde køre hjem med Hestene. Ved Gaarden stod en gammel sjællandsk Vogn, denne skulde Hestene spændes for, og saa pegte Officererne hen mod en Gaard, der laa den anden side Mosen. Omsider fik Peder dem gjort begribelig, at man ikke kunde køre igennem den bløde Mose, man skulde om ad Bøgild Kro, men paa Vejen opdagede de Lindbjerggaard, og nu vilde de derhen.
Tronhjem paa Lindbjerggaard var gal, da man forlangte at faa Halm udleveret, og først da Soldaterne havde haft fat i ham, fandt han det klogest at lukke op for Laden. Og nu kan det nok være, Soldaterne fik travlt med at læsse paa Vognen.
Det saa ikke godt ud, da de kom hjem til Bøgildgaard, thi Fjenden havde som en Græshoppesværm ædt alt: Brød, Ost, Kød, Æg osv., og de havde naturligvis drukket al Mælk, Øl og Brændevin, de kunde faa fat paa, saa der ikke var en Bid til Husets egne Folk. Men senere fik de laant lidt Brød i et afsides liggende Hus, som Fjenden ikke havde hjemsøgt, og saa malkede de Køerne og fik derved deres Sult stillet.
Gaasedam.
Uden for Gården lå der en Gosdam, der var ca. 1½ Alen Dyb. Nogle af Soldaterne trak af deres Tøj og gik ud i Dammen, hvor de vaskede deres Skjorter, trods Vandet var temmelig beskidt. Saa trak de atter i Skjorterne, saa vaade, som de var, og det øvrige Tøj udenpå!
Enkelte Mænd havde været saa heldige at faa deres Heste forvaret ude i Moser og Krat, inden Fjenden kom, men alle, hos hvem man fandt Heste, maatte næste Dag køre med Østerrigerne, og det tog otte Dage, inden de kom tilbage med Køretøjet.
I Bøggildgaard var der to Karle. Den anden Karl kom til Køren med ovennævnte to sorte Heste. Senere kom der en mindre Kolonne til Bøgildgaard, hvor de søgte efter et Køretøj, og da de fik Øje paa et Par Treaarsplage, gav de Peder Ordre til, at han skulde stille med dette Spand ved Ikast Kirke – hvis han ellers havde sit unge Liv kært – han skulde derfra køre videre med nogle Officerer.
Om Foraaret havde man prøvet at vænne de to unge Heste, men det mislykkedes, de skjænd for dem, og saa holdt de op. Naa, her var ikke nogen Vej uden om, og Peder stillede med Hestene ved Kirken. Den ene var imidlertid fuldstændig hwinsk, og den løb fra dem. Paa samme Tid skulle Godt på Højris begraves. Følget var ved Kirken, nogle af de fine Gæster kunde tale Tysk, og de fik Østerrigerne gjort begribeligt, at Hestene slet ikke var kørevante. Saa slap Peder endelig for videre Tiltale.
Kilde:
De to afsnit om østrigerne i Ikast 1864 er fra H. P. Hansens samtale/artikel med/om Peder Holdgaard i anledning af 90års fødselsdagen 1937.
Trykt i Herning Folkeblad over 2 gange (4. og 6. november 1937) under overskriften Hjemstavnsbilleder.
Senere trykt i H. P. Hansen: De Gamle Fortalte. Midtjyske Kulturbilleder II, 1941 s. 235ff.
2. Østrigerne på Hagelskjær.
Da Dannevirke faldt i februar 1864 strømmede de fjendtlige soldater op i Jylland og nåede også frem til Ikast Sogn. 300 tyske soldater var indkvarteret i 3 dage i Gl. Hagelskjær i 1864.
Laust Johansen Hagelskjær (1821 - 1904) var gift med Marie Jensdatter Thygesen (1825 – 1912). De boede i gården Hagelskjær.
Et af børnebørnene, Lars Bækgaard Hagelskjær, fortæller i bogen om Slægten Hagelskjær følgende om sine bedsteforældre:
Laust Hagelskjær kunde være lun og træffende, men var som nævnt ikke meget talende. Det kunde derimod ikke siges om min Bedstemor, Marie, f. Jensdatter. Hun var fuld af Liv, Lune og Humør. Hun var en god Fortæller og havde en gevaldig Hukommelse, saa man vil forstaa, at vi, hendes Børnebørn, tit og ofte søgte om i Aftægtshuset, hvor vi altid var velkommen. Med Glæde fortalte hun om sine Oplevelser fra et langt Liv. Noget af det, der havde gjort mest Indtryk paa hende var Tyskernes Indkvartering i Hagelskjær i 1864.
En Dag kom Laust ind og fortalte: Dybbøl er faallen og æ Tyskere æ paa Vej heropad. No ska æ Wonni slavtes, for no ka´ der træf o blyw Brow for en. Ornen kom i Saltkarret, og et Par Dage efter havde de Tyskerne, der dog viste sig at være Østrigere. Det varede ikke længe, før de kom og vilde købe Spæk. Laust satte sig paa Sulekarret og flinsede løs, og i Løbet af et Kvarter var Ornen af Saltkarret igen. Bedstemor tilføjede: Men føj i Hywwer Navn hu de lovt, da di stejt æn her om østen for æ Gor´. Vi fik kun Sovekammeret og Køkken, og da vi gerne vilde staa os godt med Officererne, dækkede vi op for dem i Dagligstuen. Men Serveringen blev vi hurtigt træt af. Alt forsvandt efterhaanden som vi satte det frem, og saa overlod vi Serveringen til dem selv.
Jeg stod i Køkkenet og Vinduet ud til Gaarden stod aaben, da en Officer kom hen til den og tyskede op i en farlig Tid. Til sidst forstod jeg, at Manden var tørstig, og jeg hentede et Fad Mælk i Mælkestuen. Da jeg kom med den, kommanderede han: Trink Mutter! Jeg svarede ham, at det jo var ham, der var tørstig, og bød ham værsgo, "men saa sku´ I ha´sjæt ham, de gall Spektakkel, han brølt ind i æ Huer o mæ: Trink Mutter! og saa svong han hans Savvel ovver æ Huer o mæ, saa a tænt ve mæ sjæl: Gu naa mæ val, no gor di Hue, Mari. Naa, men a beholdt æn da den Gaang, for a drok en Par gue Slork aa æ Far o saa ka I ellers trow, han ku drek æ gue Kaal. Han trow a vil forgi ham. A saa aasse te ham, huen han da ku´ trow saa ild om mæ! Ja, saadan kunde Bedstemor paa sin djærve Maade, blive ved at fortælle, og vi Børn morede os kongeligt. Om Natten sov Officererne i Stuen, hvor der var slæbt Halm ind, mens Soldaterne sov i Laden og her var Baal hele Natten. ”A saae aasse te Laust, bare de no et svier æ Gor aa”.
I den store Kobberkedel i Bryggerset kogte de gule Ærter, og da de skulde bruge Suppekvast, løb Køgemesteren om i Haven, hvor han spurgte Johanne (senere gift med Anders Svendsen)om en afblomstret Paaskelilje var ”Porre”. Da hun bekræftede dette, maatte Paaskeliljen strække Hals, men de maa senere have opdaget Fejltagelsen, for ”A fæk en gue Posjon aa æ Ærter o di smajt hverken a Lilli eller Wonni. De var gue” Den sidste Morgen, da de skulde rejse, kom Kommando-officeren, der var en meget flink Mand og vilde dele et Glas med mig til Afsked, men ”A saa, skal a haa Vin, ska´ Laust aasse, og a hint saa trej Glas. I ka´ trow, de var vard o smaag o; nær a sjel ska´ sej et, tøvs a nok a haar ku lavet Vin, men de hæer, de var ligodt bejer”.
Dagen efter kom Hestfolket (Trænet). De kamperede oppe paa Svogeren, Carl Knudsens Mark, hvor nu Nørregade og Enghavevej ligger. Da nu Laust Hagelskjær fik Øje paa dem, sagde han: A mo ha mi Kornsæk´ fovaaer, hejsen taaer di mi Kuen. Og ganske rigtigt, saasnart Laust havde faaet Kornsækkene gemt, var der et par Tyskere i Gaarden, som vilde have Korn til Hestene. Laust maatte vise dem Korndyngen, men overfor Spørgsmaalet om Sække, stod han uforstaaende, han hentede i Stedet en Spand. De rystede paa Hovedet og forsvandt, og vi beholdt vort Korn. Vi skulde samme Dag stakke Kløverhø omme sydøst for Gaarden. Da nu tyskerne opdagede de første Stakke, kom en hel Kommando for at hente dette til Hestene, og de forsvandt med det saa hurtigt, det blev stakket. Da Laust Hagelskjær saa, hvordan det spændte af, sagde han: Vil de no ha mier Hye, saa kommer de sjel te o stak´ et, vi ska´ et ha´ mier stakket i Dav.
Næste Dag kom der Bud, at en Karl med Heste og Vogn skulde følge Tyskerne. Det varede længe, inden Karl og Køretøj vendte tilbage. Vi havde næsten opgivet Haabet om at se det mere, men saa en Dag kom Karlen kørende, meget sejg af sin Bedrift. Han havde en Nat snydt sig fra Tyskerne ved Holstebro.
Kilde:
Uddrag af Elvig og Bernhard Larsen: Hagelskjær-Slægterne. Historie og Stamtavler. 1944. S. 198-201.
3. Østrigerne i Kirkegård.
I 1864, da Tyskerne nærmede sig østfra, blev Knud (en af sønnerne) sendt til Hest til Silkeborg efter 600 Rdl. til Herredskontoret paa Nørholm. Han naaede det i sidste Øjeblik. I den følgende Tid udfoldede der sig nu et broget Lejrliv omkring Kirkegaard, der vistnok var Tyskernes Hovedkvarter. Det var ikke behagelige Gæster, de udskrev Fødevarer, Kvæg og Fourage til Hestene, og smaarapse vilde de ogsaa. De stjal Fjerkræ, Æg og andet godt. Men paa den anden Side straffede de ogsaa haardt, naar de fik fat i de skyldige, og de medførte til dette Brug en Vogn, læsset med Hasselstokke; thi Straffen var Rotting. De udskrev Køretøjer til Videretransport, og Knud maatte køre med dem i 14 Dage, helt op til Limfjorden.
Kilde:
Uddrag af Elvig og Bernhard Larsen: Hagelskjær-Slægterne. Historie og Stamtavler. 1944. S. 183.
I Hagelskjær bogen kan man også læse om gården Kirkegaard (nu Kirkegade 6) og dens ejer Carl Knudsen (1807 – 1889) og hustru Ane Hagelskjær (1816 -1861).
4. Ane Marie Vad om tyskerne på Højris.
Uddrag af interview med Ane Marie Vad, Rom Mark, Ikast i anledning af hendes 89 års fødselsdag d. 22/2 1932:
- - I 1864 tjente Ane Marie og Niels på Højriis. Om dette Krigens Aar kan hun fortælle interessante Ting. To Gange i Løbet af Sommeren havde de stort Rykind af Tyskere, den ene Gang havde de tyske Krigere 80 Køer og Kvier samlet sammen i Laden. - Vi var tre Piger paa Gaarden, og vi fulgtes altid ad til det udvendige Arbejde, det tyske ”Pak” kunde nemlig ikke lade os gaa i Fred, og selv om vi var Tre, kom de og slog os paa Skulderen eller tog os i Armen og sa’ Gesluffen, Geschluffen, hvilket betød saadan noget som: Vil du sove med mig i Nat? Jeg og den ene af Pigerne forstod ikke deres Sprog, men Stine Borup forstod det og sagde: Nej, gu’ vil vi et!
Naar saa Krigsfolket skulde flytte fra Gaarden, skulde der jo køres med dem; Niels fik Ordre til at skulle køre til Holstebro og længere Nordpaa, men da de paa Vejen til Holstebro holdt Hvil i Sunds, saa han sit Snit til at slippe fra dem, og kom lykkelig og vel hjem til Højris.
En anden Gang skulde han køre for dem til Horsens eller ind ad den Kant til; det var lige i den travle Høslet; han spændte da et gammelt svejrygget Øg og en afdanket Vrinsker for Vognen og tænkte, at med den Befordring kom han nok ikke med ret langt. Det slog også til, thi da de naaede Vrads, gav Kommandanten ham fri, og han kunne køre, hvorhen han vilde.
Ejeren af Højris, Godt, døde ogsaa den Sommer – han blev begravet den 7. Juli, netop i de Dage, da vi havde Tyskerne - -
Kilde:
Herning Folkeblad d. 19. febr. 1932.
5. Ikast Mølle.
Møllen byggedes 1862-63 af Hans Hansen; men han havde Besvær med at komme i gang, da Tyskerne i 1864 slog Lejr på ”Kirkegaard”s Mark og rekvirerede hele hans Kornbeholdning til deres Heste. Hans Hansen kunde ikke forstaa Tyskernes Sprog, men saa meget kunde han dog forstaa, at de sagde, at Kong Christian skulde betale. Han fik dog vistnok aldrig nogen Betaling for det leverede Korn.
Kilde:
Uddrag af lille artikel af Bernhard Larsen om Ikast Mølle i forbindelse med nedrivningen af denne.(Herning Folkeblad 21/5 og Ikast Avis 22/5 1942).
(Mølleren hed Jens Hansen og ikke Hans Hansen, som her ovenfor skrevet. Han fik også erstatning, hvilket fremgår af bilagene).
6. Østrigerne og Godts begravelse.
Jørgen Chr. Godt, ejer af Højris blev i følge Ikast kirkebog begravet på Ikast Kirkegård d. 9. juli 1864.
J. Chr. Godt døde 1864, mens Ikast var besat af østrigske tropper. Officererne benyttede lejligheden til at spise middag på Højris, men de lokale folk gik hjem fra kirken.
Kilde:
Bernhard Larsen: Ikast Sogn. 1967 s. 168.
7. Lærer Aaboes dagbog
Lærer Aaboe i Engesvang fortæller i sin dagbog sommeren 1864 om de fremmede tropper, som kom gennem Pårup og Engesvang.
I en enkelt sætning nævnes også Ikast:
Mandag d. 11. juli 1864: I Fredags og Lørdags drog flere Tusinde Østerrigere over Lille Hølund mod Nordvest igennem Ikast Sogn efter Ringkøbing og Holstebro.
Kilde:
J. P. Aaboe: Fra Kragelund Sogn. Nogle Dagbogsoptegnelser gennem Aarene 1858-81. Fra Viborg Amt 1931, s. 77-129.
8. Østrigernes felttog gennem Vestjylland. Juli 1864 - set med en tysk krigskorrespondents øjne.
Fra Vejle til Holstebro.
Østrigernes march mod Limfjorden og det vestlige Vendsyssel var ganske vist ingen af blodige fægtninger ledsaget ekspedition, men vel rig på strabadser, da tropperne derved i 6 dage over 18 mil tilbagelagde, og dette på slette sandede hede veje og i en hede, som i Syden ikke stærkere kunne være. Egnen, som de skulle gennemskære, hørte til den fattigste og uskønneste Jyllands, det til dels skovbevoksede bakkelandskabs Østkystens blegnede bag os, og der begyndte de høje landrygge den cimbriske halvøs der næsten kun hede og mose, indimellem en kummerlig bevoksning af dværg eg og fyr viser og kun hist og her af en frugtbar ådal med landsbyer eller enkelte gårde bliver gennembrudt. Ofte ophører opdyrkningen på vide strækninger og milevidt ser man intet end rødbrun hede eller sort morads, milevidt hører man kun den melankolske stemme af sumpfugle eller knæbren af den sorte stork, som her, af den hvide undgået, har sin hjemegn.
I denne ensomhed gjorde de lange troppetog med deres blinkende bajonetter og de vældige vognkolonner et særligt indtryk. Endnu aldrig havde disse landstrækninger kejserlige tropper set, i århundreder overhovedet ingen krig.
Nu lærte også vestjyden, hvad det betød, med tyskerne krig at føre. På den anden side af Nørre Snede rider vi forbi en forladt bivuak de forud dragende østrigeres. Indhegningerne, med sandvolde og krat indfattet, var med sammentrådt strå og lejrildens kul dækket.
Længere fremme drev soldater i grå frakker en flok okser hen ad vejen. Ved Ikast indhentede vi et anlæg riflede fire- og otte pundiger.
Hele tiden levende livligt og broget formede sig det krigeriske billede, til hvilket den øde fredelige hede pludselig havde forvandlet sig. Vi passerer ambulancevogne og et ikke ende villende tog af hestekøretøjer med pontoner og fiskebåde, vel 100 stk. dels medbragt af 6. østrigske armekorps, dels rekvireret i landsbyerne ved Slien. Ordonnanser og stafetter jager forbi os. Igen en infanterikolonne, så igen kanoner, herunder preussiske af svært kaliber. I mønsterværdig orden bevæger alle sig fremad og kun sjældent støder videremarchen, hvor den af regnskyl de sidst forgangne dage udvaskede vej aldeles for slet er på en flække. Soldaterne er i godt humør, nogle afdelinger synger, alle håber på nye sejre og deres belønning.
Endelig er den høje landryg overskreden. Mærkbart sænker terrænet sig mod vest og ved Avlum bliver det helt fladt. Men endnu længe fører vejen gennem intet uden hede og kun sjældent ser man noget andet af menneskelig foretagsomhed end tørvegraven, hvilken den omtrent helt skovløse, ja næsten træløse vestlige Jyllands brændsel leverer.
Men efter nogle timers videre marcheren forvandler sig omgivelserne lidt efter lidt på ny.
Ganske vist forbliver de tillokkende bakker fra Vejle forsvundet. Alt er fladt og ensformigt. Men der bliver dog igen enge og kornmarker sigtbare.
Boghvede, lige i blomst, rugagre, af Vinden bevæget kommer til syne, på engene går velnæret kvæg, en lille flod med løvbevoksning på sine bredder og længe savnede skygger slynger sig gennem landskabet og efter 18 timers ridt i stegende sol ser vi foran os i gult aftenlys vores næste rastested, den venligt beliggende lille by Holstebro, som os fra sine grønne trærige omgivelser efter vores hede fart som en oase i ørkenen smiler i møde. - -
Kilde:
Uddrag fra Illustrirte Zeitung, Leipzig d. 6. august 1864.
(Oversat fra tysk af Ester Bukhave).
III: Et "østrigerbarn" født i Ikast
Ikast Kirkebog. Fødte Quindekiøn 1865:
Bodil Johanne Nielsen, Født 5. maj 1865, døbt 14. maj.
Forældre: Ugift Fruentimmer Nielsine Bøgeskou, hjemme for hendes Fader Jens Nielsen Bøgeskou i Remmehuus og en østerrigs Soldat.
Moderen 24 Aar gl.
Opholdt sig på 10 Måneders Dagen før Nedkomsten i Silkeborg.
Kilde:
Ikast Kirkebog 5. maj 1865
