Bilag:
Bilag 1
Fyns Social-Demokrat 22/8 1912 - på forsiden
"Driftig Husmand.
Morsø Husmanden, der har eget Elektricitetsværk - Hans Kone har elektrisk Strygejern og Kogeapparat – Et Mønsterbrug.
En ganske almindelig Husmand er han ikke, Peter Arentzen i Erslev paa Mors, skriver Jens Glynge i Andelsbladet.
For det første har han nok godt 1 Td. Hartkorn - og det var jo i gamle Dage for meget til en Husmand. - Og for det andet har han 15 store Kreaturer, 2 jyske Heste og 40-50 Svin paa sine 11 ½ Td. Land.
Ny og anselige ligger hans Husmandshuse i tre Længer omtrent midt i hans Bedrift og midt paa Mors. Folk, der kommer ad Landevejen fra Nykøbing til Vildsund, og som har Øjnene med sig, kan ikke undgaa at lægge mærke til Peter Arentsens Husmandsbrug; thi ganske vist staar Avlen godt rundt omkring paa disse Morsøs gode Jorder, og ganske vist er han omgiven af dygtige Husmænd og Gaardmænd, men ingen avler dog som Peter Arentzen og det af baade Korn, Roer og - Lucerne.
Men ogsaa Husmandshusene vækker Opmærksomhed; thi han har en kraftig og anselig Mølle paa Laden, og saa har han alle sine Svin oppe paa 1. Sal oppe over Kreatur- og Hestestald.
Dertil har han Elektricitet indlagt i alle Husene saavel til Belysning som til Drivkraft. I en lille Kælder ude i Laden under Møllen staar Akumulator, der gemmer Elektricitet, som Møllen laver, og den er saa stærk, at den kan gemme Lys til over 10 dage selv i den mørkeste Vinter. Sædvanlig maa Møllen jo besørge al Trækarbejde, saasom Tærskning, Maling, Roeskæring, Hakkelsesskæring, Vand- og Ajlepumpning; men sker det, at der er temmelig lidt Vind, da maa Møllen først lave lidt Elektricitet, og derefter hjælpes de lidt med Arbejdet.
Inden Døre har ”Vor Mo`r ” foruden Lys naturligvis ogsaa elektrisk Strygejern og do. Kogeapparat.
Dette lille praktiske elektriske Anlæg har kostet godt 2500 Kr. Peter Arentzen regner med en Forrentning paa 5 pCt i alt 125 kr. aarlig, og mener, at det yder Anlægget rigeligt Vederlag for -foruden Behageligheden.
Fra Laden gaar vi ind i Staldene, først Hestestalden. Der staar to kraftige, jyske, røde Hopper, Moder og Datter.
I Kreaturstalden er alt sortbroget og præmieret. 4 Tyre, 4 Kvier og 7 Køer. Peter Arentsen er dog ikke helt tilfreds med sin Besætning i Aar. En udbredt Kalvekastning har hærget herinde, hvorefter Tyrene er under Lock-out og Mælkeydelsen er langt under Sædvane. Hele Besætningen indbragte da heller ikke mere end ca. 150 Kr. og lidt Sølvtøj i Præmie ved Skuet i Nykøbing i Aar!
Oppe paa Kreatur- og Hestestald har han som sagt sine Svin, for Tiden 40 – 50 Stk. Hvidkalket, ren, lys og godt ventileret er denne Svinestald som en Villa for Grisene – og lun og frisk er den om Vinteren, idet Kostaldens Varme gennem Ventiler i Gulvet kan strømme herop.
Her oppe findes Morsøs bedste Orne af Landracen. Saaledes blev den bedømt ved Skuet i Aar. Desuden findes der flere præmierede Søer. Paa en Bro føres Gødningen herfra og over paa Møddingshusets Tag, hvor den gennem Lemme styrtes ned i Huset.
Peter Arentzen har aldrig fortrudt, at han har indrettet sin Svinestald paa dette Sted.
Naturligvis har han et tæt og rummeligt Møddinghus samt store Ajlekummer. Gødningen sorterer han saaledes, at i den Tid, da Kreaturerne fodres med de korsblomstrede Roer (Kaalrabi og Turnips), lægges Gødningen ved en Side, og i den Tid, der fodres med Runkelroer eller Gulerødder, lægges Gødningen ved den anden Side. Ved Udbringningen af Gødningen om Foraaret tager han da Runkelroegødningen til Kaalrabi og Turnipsmarken og omvendt. Saaledes paastaar han bestemt at kunne værge sig mod den Svampsmitte, der nu næsten alle Vegne plager de korsblomstrede Roer. Og det betyder ikke lidt for en Husmand som P. Arentzen, der har omtrent Halvdelen af sin Mark med Roer.
”Nu er du vel ogsaa snart ved Toppen af din Drift?” spørger jeg, idet jeg ser ud over den enestaaende Frodighed, der viser sig paa hver eneste Plet.
”Aa nej,” svarer han, der er endnu langt igen. Jeg har f. Ex. hidtil ikke kunnet drive min Jord til at yde mere end godt 700 Tdr. Roer pr. Td. Land, men nu ser jeg, at der er enkelte, der er naaet til ca. 900 Tdr; og det maa jeg sikkert ogsaa kunne naa. Dernæst er det først i de senere Aar, at jeg har lagt mig efter Lucerne; men jeg skønner nu, at der er en overordentlig taknemmelig og værdifuld Plante. Som du ser, ligger der 2 Lucernemarker. Den ene fra i Fjor og den anden fra i Aar. De staar jo begge godt, skønt jeg næsten har snydt mig til den fra i Aar.
Saa lidt Jord, som jeg har, krymper jeg jo mig ved at lade selv et nok saa lille Stykke ligge uden Udbytte en Sommer.
Da jeg derfor havde brugt min grønne Rug som Staldfoder, fik jeg pludselig den Idè at saa Lucerne i Stedet for Turnips. Og det er lykkedes fuldt ud efter Ønske”.
Og deri har han Ret. Der staar en ualmindelig kraftig og tæt Lucerne, der nu næsten dækker Jorden, endda der er 13 Tommer mellem Rækkerne.
”Hvordan går det nu med Regnskabet,” spørger jeg. ”Kan det bære sig?”
”Ja helt nøjagtigt Regnskab har jeg desværre ikke ført endnu”, svarer han, ”men fra 1. August i Aar skal ogsaa den Side af Bedriften være i Orden.
Saa meget kan jeg dog sige, at Bedriften har baaret sig selv frem. Alt, hvad der findes her, har Bedriften selv bekostet.”
”Og hvad er saa det hele værd nu?” spørger jeg videre.
”Ja, det er jo ikke saa godt at sige” svarer P. Arentzen med et Smil, ”men dog fik jeg lidt at vide herom i Fjor, da jeg kom i Tanker om at gøre Laan. Man taxerede det hele med Besætning til 37.000 Kr . og uden Besætning til 25.000 Kr.”
”Hvor stor Aarlig Omsætning har du vel?”
”Ja nu er den vel oppe ved 10.000 Kr.”
”Der kommer vel en hel Del fremmede for at se Bedriften?”
”Ja, vi har næsten daglig Besøg, saa af Foreninger og saa af Enkeltmænd. Og det tager ikke saa lidt af min Tid.”
Og heri har han Ret. Ikke rettere jeg ved, havde han endog i Foraaret Besøg af Mænd som Professorerne Bøggild og Dr. Kølpin Ravn. Men Peter Arentsen er nu heller ikke nogen helt almindelig Husmand.”
Bilag 2
Forsiden af Morsø Folkeblad 26/4 1916: Mester Arent og hans Søn.
Johan Skjoldborg skriver efter at have besøgt Peter – med en del digteriske friheder og fantasier - om Arent og Peter
"Mester Arent og hans Søn
Smed Arent Andersen fra Limfjordsøen Mors døde for fire Aar siden hos sin Søn Peter i Erslev.
Arents mange Opfindelser, hvoraf nogle har haft stor Betydning for det danske Landbrug, kunde vel nok, forretningsmæssig dyrket have indbragt ham Millioner, men Arent tænkte kun paa at lære sin Opfindelse fra sig, for at saa mange som muligt kunde faa Gavn
af den.
For – som Sønnen sagde til mig – det behøves da ikke at vride den yderste Øre ud af al Ting, naar En ellers er lykkelig paa Jorden.
Hans Kendingsnavn ”Mester Arent” blev givet ham af de andre nordjyske Smede for hans Opfindelsers og hans tekniske Evners
Skyld.
Morsø Folkeblad 26/4 1916
Arent havde aldrig lært andet end Grovsmederiet og uagtet store Drømme og Anelser drog gennem den unge Svends Tanker, saa ønskede han dog kun at blive Landsbyhaandværker, men af de sjeldne og kunstfærdige Folk, der i Stilhed gennem Tiderne ved deres Snille og Haandværkskunst er med til at brede og forplante et Folks Kultur.
Da Arent som 22-aarig ung Mand agtede at bosætte sig med sit eget Værksted, ønskede han sig et Boreværk, som han selv havde konstrueret. Derefter skar han Modellen ud i Træ og mente saa at faa det Schmidtske Jernstøberi i Aalborg til at støbe den.
Det var en streng Vinter, og Limfjorden var tillagt med Is. Han lavede sig da i Hast en Kælk og to lange Pigkæppe, og saa susede han langs med Limfjorden den lange Vej til Aalborg næsten i Bilfart.
Men Værkføreren paa Støberiet sagde, at det kunde ikke støbes, Modellen var ikke rigtig. Jo, mente Arent, naar I bærer Jer saadan og saadan ad, saa gaar det nok . . . . Der kom Bud efter Modelsnedkeren. Han troede heller ikke, det kunde lade sig gøre. Jo, mente Arent, naar I bærer Jer ad paa den og den Maade, saa gaar det nok. Der kom Bud efter Direktøren. Den samme Historie gentog sig. Men Arent vilde ikke gaa. Direktøren smilede og saa skulde Støberiet prøves.
Da Arent efter en Tids Forløb afhentede Boreværket, kaldte Direktøren ham ind paa sit Kontor og spurgte ham, om han ikke havde Lyst til at blive knyttet til Støberiet. Nej, Arent vilde være Landsbysmed på Morsø. – Jamen han skulde faa stor Løn. Nej, hans Forældre var gamle, og han vilde hjem til dem. Direktøren gav ham yderligere Udsigter som mulig Parthaver. Nej, Arent vilde Hjem og stifte Bo med sin Morsøpige; - det sidste sagde han ikke, men han tænkte det.
I 10 Aar gik det strygende for Arent i Erslev Smedie, og han blev vidt bekendt. Da blev han imidlertid svagelig, en Svagelighed, der holdt sig til hans høje Alderdom. Men hans lyse Aand var lige frisk og udviklingsdygtig. Og Sønnen Peter styrede, da han var konfirmeret, sammen med Moderen det lille Landbrug saa godt, at de efterhaanden deraf rigeligt havde det daglige Brød.
Det morsomste, Arent har fundet paa, er maaske hans Almanak-Ur med arbejdende Smedeværksted. Han arvede et Ottedagsværk og fik saa lyst til at gøre noget ud af det. Han udhamrede smaa Relieffer i Messing af en Ambolt, paa hvilken to Smedesvende hamrede ved Kvarterskifte, ved siden af dem staar Drengen og trækker hele Tiden, mens Pendulet gaar, i Blæsebælgen, og Mester staar for sig selv og slaar ved fuld Time paa en Klokke.
Arent vilde have en Urmager til at sætte alt dette her i Forbindelse med -værket; men Urmageren kunne ikke finde ud af det. Saa satte Arent sig til at spekulere to Døgn i et Træk, og saa sagde han, at nu havde han to Maader, Spørgsmålet kunde blive løst paa. Da han nu var kommen i Gang med det, saa lavede han endvidere paa Skiven en Messingmaane, der bag en sort Sky viste Ny og Næ og desuden fremstillede baade Maanedens Navn og det sidste Tal i Aarstallet. Alt foregaar nøjagtigt den Dag i Dag, og da vi sidst naaede Nytaarsnat, og Mesteren slog sine 12 Slag paa Klokken, foregik der en Bevægelse paa Skiven af sig selv, og nu stod der Januar 1916.
Man kommer til at tænke paa de gamle sydlandske Mestre, og Arent har dog kun lært Grovsmedeprofessionen paa Mors.
Men Mester Arents nyttigste Opfindelse er den berømte Morsøplov.
Indtil Midten af det forrige Aarhundrede benyttedes de gamle besværlige Hjulplove. Da opfandtes Svingploven. 1858 fik Arent den første Svingplov til Istandsættelse. Arent saa straks, at den var meget mangelfuld, at den næsten var uden Betydning. Muldfjælen var aldeles plan; den kunde derfor ikke vende Furerne ordentlig, og der var ikke Tanker om, at den kunde holdes ren.
Da besluttede Arent at fremstille en ny Plov, der baade kunde udføre godt Arbejde og samtidig arbejde let. Det voldte ham megen Møje og Hovedbrud og i lange Tider laa han vaagen om Natten og kunde ikke sove for Spekulationer over Sagen. Men da fandt han paa at sno Muldfjælen. Endelig stod Ploven færdig og det fuldstændig. Morsø-Ploven, som den kaldtes, blev prøvet, og det viste sig, at den var aldeles fortrinlig. Opgaven var løst. Mester Arent havde fremstillet den første virkelig brugelige Svingplov.
Morsø-Ploven vandt hurtig en vid Udbredelse og kunde ved Enerrets-Patent have skaffet sin Opfinder en Formue. Men Arent lærte beredvillig de andre Smede, hvorledes de skulde lave Muldfjælen, i Glæde over at have fundet paa noget, der kunde tjene Menneskene.
Senere fandt han paa den dobbelte Ukrudtsharve ”Duplex”, ”Morsø Ailespreder”, en Forbedring af Blæsebælgen, den første fyldestgørende Svenskharve og mange andre Ting.
1891 modtog han en Hædersgave fra Landhusholdningsselskabet , et Sølvdrikkehorn med Indskrift for fortrinlige Plove og Landbrugsredskaber. Og da han var 80 Aar, modtog han Dannebrogsmændenes Hæderstegn som et Udtryk for, hvad Samfundet var ham skyldig.
Men Mester Arents største Glæde var de stille Timer, naar han efter meget Hovedbrud vandt Sejr over det genstridige Stof, da lyste hans milde og gode Øjne af Lykke.
Det er ingen Skade til i vor hastende Tid et Øjeblik at standse ved en Skikkelse som Mester Arent og løfte sin Hat.
Men har Mester Arent skænket vort Land den første fortrinlige Svingplov, saa har hans Søn Peter sandelig vist os, hvorledes en Plov skal bruges i den danske Jord.
Peter Arentsens nybyggede Gaard – det er det samme Sted, hvor Arent havde Fædrehjemmet – er vel med Hensyn til Skønheden af samme ringe Værdi som almindelige moderne Bygninger. Men man mærker straks, at her er noget ualmindeligt nærværende. Allerede i Forstuen hænger paa venstre Væg Mester Arents Klokker og Bjælder – han var nemlig ogsaa en fin Klokkestøber – og til højre Sønnens Diplomer for ypperligt Husdyrbrug, 150 Diplomer i alt. Se, det er en Fader og en Søn, der paa en fremragende smuk Maade repræsenterer to Slægtled af dansk Landalmue.
Peter Arentsens Brug er kun paa ca. 11 Tdr. Land. Men derpaa holdes 2 jyske Heste, 15 store Kreaturer og 40-50 Svin (de sidste bor paa 1. sal over Køerne, hvor der lunt). Han har sit eget Elektricitetsværk, der har kostet 2500 Kr. (hvilken Sum, han har faaet ind i Præmier). Der er elektrisk Lys baade i Stuehus, Udhuse og paa Gaardspladsen, ”vor Mo´r” har saa galt et elektrisk Strygejern. Det økonomiske Resultat er glimrende. Ejendommen er vurderet til 40.000 Kr., og Peter Arentsen er en velstaaende Mand. Det lille, storartede Landbrug besøges hvert Aar af mange Fremmede baade fra Indland og Udland …
Se, det er en kort Fortælling fra det virkelige Liv om en Plov, og hvordan den skal bruges, en lille Skitse om to betydelige Mænd, der blev forfinede i deres Hjærne og Hjærte, blev dannede og personlige ved Forholdet til deres Arbejde. To Mænd, der i Følelse af egen Styrke ærekært og uegennyttigt satte bevægende Motiver ind i Tilværelsen, to Mænd, der i deres daglige Gerning ikke alene saa et Grundlag for timelig Næring, men tillige en Kilde til Personlighedsudvikling.
Noget, der i vore Dage så frygteligt savnes”.
Bilag 3
Peter og Peter
Fra Bornholms Tidende 24/6 1921.
”- - - Paa Søndag fylder Rentier Peter Blem, tidligere Værmelandsgaard, 70 Aar - - -
- - I 1915 var meddeleren heraf i Jylland og gæstede da også det afsides liggende Mors. Skønt ikke Landmand, blev jeg af Læreren, som jeg besøgte, foreslaaet at vi skulde besøge en Husmand Peter Arentsen i Erslev, og jeg traf i ham et Billede af Peter Blem, saa jeg vil gerne tillade mig først at fortælle en Smule om denne Fremskridtshusmand. Hans Fader havde været Smed og for Resten opfundet Morsøploven. Sønnen Peter arvede Barndomshjemmet, men viste mere Lyst til Landvæsenet, saa han købte efterhaanden mere Jord og havde 1915 en Lod på 12 Tdr. Land, med en besætning paa 11 brogede Køer, 2 do. vældige Tyre, 5 Søer, 1 Orne og godt 50 Grise. Smedehuset blev jo snart for lille, og han havde faaet opført en stor Staldlænge med Svinehus ovenover Stalden for Varmens Skyld, en lidt mindre Ladebygning og til sidst et pænt Stuehus. Jeg mindes ikke, at jeg saa Heste, men en stor Del af Arealet laa ogsaa med frodigt Kløver. Ja han avlede ogsaa en mængde Roer, ca. 800 Tdr. pr. Td. Ld. Som Drivkraft i Hjemmet havde han en La Cour-Mølle, Vindmotor, elektrisk Anlæg og Akkumulator. Hele Anlægget havde kostet ca. 3000 Kr., men der var ogsaa elektrisk Lys alle Vegne. Og hvor var Manden utrættelig i at fortælle. Jeg indskød af og til: ”Men kommer vi dog ikke til ulejlighed?” – ”Nej paa ingen Maade”, var Svaret. Til sidst skulde vi have Kaffe, men det havde vi besøgende ikke Tid til.
Da han fulgte os paa Vej var mit sidste Spørgsmaal: Kender De Peter Blem ovre paa Bornholm? Ja det gjorde han da.
Mon nu ikke Læserne kan finde Lighedspunkter mellem disse to Navnebrødre. - - - ”
(Desværre er forfatterens navn ikke nævnt).
Bilag 4
Galtrup og Omegns Kontrolforening. Middeludbytte 1925 – 1927.
Oversigt over de enkelte medlemmers mælke- og smørudbytte, forbrugte foderenheder, køernes antal og race, vedtegninger om mund- og klovesyge mm.
Bemærk, at det kun er besætninger, som er med i kontrolforeningen, som er medtaget her.
Mange besætninger (de fleste) var ikke med i en kontrolforening.
Bilag 5.
Morsø Landboforenings indstilling af Peter og Dorthea Arentsen til Sølvmedalje for Landboflid.
”P. Arentzen og Dorthea (f. Kjær), Erslev Mark. Indstillet 1926 af Morsø Landboforening.
Født 1867 i Erslev. Faderen drev den Ejendom, P. Arentzen senere fik, men var først og fremmest Smed og Opfinder. Han lavede Modellen til Morsø-Ploven og opfandt Ukrudtsharven ”Duplex” med vendbare Tænder.”
P. Arentzen var hjemme hele Barndoms- og Ungdomstiden. 1896 overtog han sin Fødegaard, der da var paa 11 Tdr. Ld. med 4 Køer, 2 Ungkvæg og 2 Grise.
1907 ombyggedes hele Ejendommen, og Arentzen var en af de første, som indrettede Svinestald ovenpaa Kostalden. 1909 anlagdes eget Elektricitetsværk og ½ Td. Ld. stor Frugthave.
Kvægbesætningen er Malkekorthorn: 11 Køer, 4 Avlstyre, 7 Ungkvæg. Siden 1915 har Arentzen haft Svineavlscenter, der holdes 3 store Orner, 10 Stamsøer, 15 Ungsøer og 60 Ungsvin til Avlsdyr. Salget af Avlssvin indbragte 1925 14.735 Kr.
Gennem Aarene har Besætningen hjembragt over 200 Præmier.
Indtægt fra 1-7-25 til 1-7-26: 20.273 Kr. Udgift 9.075 Kr. Overskud 11.198 Kr.”
Morsø Landboforening 1844-1944, side 177-178.
Bilag 6
Uddrag af tale holdt ved overrækkelsen af Sølvmedalje for Landboflid til Dorthea og Peter Arentsen i oktober 1926
holdt af Jens Houmøller, Outrup.
Bemærk den lidt specielle måde at lave driftsregnskab på ved at ”glemme” væsentlige poster.
” - Sædskiftet er ikke fast; men Reglen er, at der, naar der ikke er Græs, skiftevis er Roer og Korn. I al Vaarsæd, der ikke følges enten af Hvede eller Udlæg, saas Sneglebælg. Gennem mange Aar er ikke købt Kvælstofgødning. Den store Besætning bidrager også til, at dette ikke er nødvendigt. Det er værd at se, hvor store og langstraaede Vaarsædsafgrøder, der hos Arentzen kan ”staa op”. Karakteristisk for hans Jordbehandling er, at han om Foraaret behandler Jorden meget lidt.
Af Harver bruges næsten kun Ukrudtsharve. Dog er Jorden bekvem og saa ren, at der paa mange af Markerne skal ledes for at finde Ukrudtsplanter.”
”Kvægbesætningen består af Malkekorthorn. Der er for Tiden 11 Køer, 4 Avlstyre, 7 Stkr. Ungkvæg. Igennem Aarene er solgt ikke saa faa 1. Klasses Avlsdyr fra Besætningen, der også en Tid var blandt dem, Foreningen af jyske Landboforeninger har under Tilsyn.
Siden 1915 har Arentsen haft Svineavlscenter. Der holdes for tiden 3 store Orner, 10 Stamsøer, 15 Ungsøer til salg samt 60 Ungsvin, der saa at sige alle skal være Avlsdyr. – Endvidere hører til Besætningen 2 Heste og en god Hønsebesætning.
Ikke mindre end 200 Præmier har Besætningen gennem Aarene trukket hjem. Det samlede Landbrug er 5 Gange præmieret med 1. Præmie indenfor Konkurrencer mellem hele Landbrug i Morsø Landboforening.
Arentzens Landbrug er driftsmæssigt meget rentabelt. Fra Svinebesætningen er der til Avlsbrug i :
1923-24 solgt 19 Orner, 50 Søer
1924-25 14 Orner, 44 Søer
1925-26 12 Orner, 47 Søer
Desforuden er solgt enkelte Leverancesvin og Smaagrise.
Uddrag af Driftsregnskabet for sidste Aar (Juli 1925 til Juli 1926. Mælkeregnskabet er dog fra Oktober 1924 til Oktober 1925.
Indtægt.
Salg af Kreaturer 790
Salg af Avlssvin og Grise 14735
Salg af Mælk 4695
Salg af Æg og Fjerkræ 693
Kartofler og Havesager 150
I alt 20273
Udgift.
Indkøb af Kraftfoder:
Oliekager 3600
Korn til svin 3565
Folkeløn (Kontant) 1760
Kunstgødning: 15 Sække
Sup. + 2 Sække Kali 150
I alt 9075
Driftsoverskud 11198
Avlens Størrelse 1925: Ca. 240 Tdr. Korn, 2800 Tdr. Roer samt Græs og Hø.
Køernes Gennemsnitsydelse var i 1924: 168 Kg. Smør og i 1925:155 Kg. Smør. Fedtprocenten henholdsvis 4,29 og 4,15. I 1925 var Besætningen ikke normal, idet den var angrebet af Mund- og Klovesyge. Et par Tdr. Land Engjord og Tørvegrave har Arentsen lavet om til Kulturjord. - -”
Morsø Folkeblad 1/11 1926
Bilag 7.
Martin Sørensen skrev følgende nekrolog over Peter Arentsen i Morsø Folkeblads d. 5/7 1928:
”P. Arentsen
Proprietær Martin Sørensen, Peterslund, sender os følgende smukke Mindeartikel om P. Arentsen:
Peter Arentsen er død. Hvor er det underligt at tænke sig, at denne livfulde, virksomme Mand ikke er mere. For kort Tid siden sad han frisk og rask her i min Stue og drøftede det ny og spændende Spørgsmål, Sukkerroedrift her paa Mors. Begejstret, varm og ildnende lød hans Tale, en Tale hvis Pointer han understregede med livlige Armbevægelser. Naar han saadan talte og gestikulerede, var der noget temperamentsfuldt livligt over hans Ansigt og Minespil, han lignede ikke rigtig en af os sindige overvejende Morsingboer, men mindede snarere om en energisk, varmblodig Sydlænding.
Hos P. Arentsen var der intet tøvende eller stillestaaende , alt var i Bevægelse, altid var han optaget og først og fremmest af Dagens Gerning i egen Bedrift og de mindste Detailler deri; men ogsaa optaget af alt det nye, der kom frem.
Han var en herlig Mand for unge Folk at tale med, selv ungdommelig i Sind, Tanke og Talemaade. Vi bøjer os i Beundring for alt det, P. Arentsen fik udrettet; men noget af det mest beundringsværdige er maaske hans store Taalmodighed og Udholdenhed over for unge, videbegærlige Standsfæller, der besøgte ham og besaa hans Bedrift. Dag efter Dag, Sommer og Vinter, Aar efter Aar gik der en Strøm af Standsfæller til P. Arentsen, han tog vel imod dem alle, altid venlig, altid oplagt og interesseret, altid givende uden at trættes, Morsø Landmænd har meget at takke ham for.
Hvilken Betydning P. Arentsen har haft for Mors og for Landet kan jo ikke saadan maales og gøres op i Penge. Naar der tales om, hvilket Fremskridt Landbruget har gjort indenfor et vist Tidsafsnit, er det jo ikke let at finde alle Kilderne til Fremskridtet. Det er dog vist ret anerkendt, at Fremskridtet ikke opfindes og føres frem i Spidsen af os alle i Flok og Følge, det begynder som Regel hos den enkelte.
Vi Landmænd er forsigtige og tilbageholdende, naar det gælder at gaa over til ny Driftsmetoder af den ene eller anden Art. Selv det skrevne og talte Ord har vanskeligt ved at overbevise ikke kan maales. os om Rigtigheden af det ny, og det er vel godt, at det er saaledes. Vi vil se det med vore egne Øjne, se det prøvet hos andre, vi vil have et levende Eksempel, det kan lettere overbevise os end en grafisk Tavle.
Her er det, at en Mand som Peter Arentsen har gjort en Livsindsats mellem Standsfæller, en Indsats, hvis værdi for Fremskridtet ikke kan maales.
Hans Bedrift laa i Spidsen og laa aaben for enhver af os. Dørene var slaaet op baade til Hjem og Bedrift.
Det levende Eksempel stod der, vi behøvede blot at se og høre for bagefter at tage det med os, der passede bedst for hver især af os efter vore egne Forhold.
P. Arentsens Bedrift har været en slags praktisk Landbrugsskole for os Morsø Landmænd, ja for danske Landmænd, idet mange rejsende Landmænd baade enkeltvis og i Hold har besøgt Arentsens Standardbrug og medtaget værdifulde Impulser til Fremgang i deres eget.
P. Arentsen er død; men han har gennem sin Livsgerning sat sig et Mindesmærke, der aldrig vil dø.
Morsø Landmænd, unge som ældre, hvis trofaste Ven, han var, vil bevare Mindet om ham i Taknemlighed, og vi har den dybeste Medfølelse med hans Hustru og Datter, der saa brat maatte miste Mand og Fader.
Peterslund, den 4. Juli 1928
Martin Sørensen”


Har du spørgsmål eller kommentarer, klik her:
Copyright © Ester Bukhave og Frank Artved. Alle tekster, tegninger og fotos er underlagt ophavsret
Korte uddrag kan benyttes med tydelig kildeangivelse