Slægts- og lokalhistorie
Tyven i Paradis
De stjålne kager
Af Ester Bukhave
I midten af 1900tallet kunne mange i Erslev fra deres barndom huske konen i Paradis, den rige Sine Legaard. Der blev stadig jævnligt snakket om hende, at hun blev taget for tyveri i Brugsforeningen og hængte sig ude i ”æ Huel” i Nykøbing.
Nielsine Larsen Legaard, som hun hed, var født 1863 i Frøslev, hvor forældrene Lars Nielsen Legaard og Johanne* Mortensen Hyldig dengang boede.
Lars Legaard ejede gården Vestergård i Frøslev, som han senere solgte til fattigvæsnet, som ville bruge den til fattiggård.
I stedet overtog han i 1875 sin svigermor, Maren Nielsdatters gård, Vester Sandal i Erslev. Den solgte han efter få år. Herefter købte han et mindre sted i nærheden af Erslev Skole. Få år efter solgte han også denne og købte i stedet i 1894 huset Paradis ( Præstbrovej 115). Han blev anset for at være en holden mand. I 1898 begik Lars selvmord ved hængning.
Johanne og datteren Sine - sidstnævnte var aldrig flyttet hjemmefra - blev boende i Paradis. Her boede de sammen - fra 1904 også sammen med Mads Jensen, som Sine da var blevet gift med. Sine overtog huset i 1908. Moren døde i 1915.
Ifølge folketællingerne levede Johanne og Sine af deres formue.
Sine gik ofte om i den nærliggende Erslev Brugsforening på den tid af dagen, hvor der ikke var så mange kunder, og uddeleren sov middagssøvn. Der var så kun kommisen i butikken. Sine skulle altid bare have en bitte smule gips, da der havde været en bitte mus og gnavet et bitte hul. Medens kommisen gik ud i baglokalet og vejede gips af, fik Sine travlt med at gemme varer i en lomme under skørterne.
Uddeleren fattede dog efterhånden mistanke, da der forsvandt en del varer. I stedet for at sove middagssøvn, satte han sig på lur for at se, hvad Sine bedrev, når kommisen var ude bagved.
Sine blev taget på fersk gerning og herefter sat i arresten i Nykøbing.
Ved den følgende ransagning af Paradis – hvor Morten Mikkelsen som sognefoged også deltog, viste det sig, at huset var fyldt med tyvekoster - herunder også ting, som Sine på ingen måde havde behov for eller kunne bruge til noget.
Bl.a. var her en stor mængde foderkage til kreaturer, ”kåeg”, som man dengang fik i plader og som kunne købes i Brugsforeningen, der dengang også handlede med foderstoffer. Disse plader stod stablet fint og sirligt i lange rækker oppe på Paradis’s loft. Mange af dem havde stået der så længe, at de var fordærvede.
Medens Sine sad ude i ”Hullet”, fik hun jævnligt besøg af sin mand, Mads Jensen. Han var med rutebil til Nykøbing, det samme var Ingvard Jensens døtre Else og Lise, der gik til klaverspil.
Rutebilen kørte ikke ret tit, så der var ventetid, når man skulle hjem. Pigerne fik tiden til at gå med at promenere på gaden og se på vinduer. Det havde de stor fornøjelse af.
Men glæden falmede, da Mads også begyndte at spadsere på gaden. Hver gang, han løb på dem, lettede han på hatten og hilste. De var meget flove over, at alle kunne se, at de kendte sådan en, hvis kone sad ude i Hullet.
Sine begik selvmord ved hængning i arresten i Nykøbing d. 28. august 1918.
I følge Hans Mikkelsen kom der besked til hans far, sognefoged Morten Mikkelsen i Erslev om, at Sine havde hængt sig i arresten. Det var sognefogedens pligt at underrette enkemanden.
Der var blot den hage ved sagen, at Mads ikke var hjemme. Morten vidste udmærket, hvor Mads opholdt sig, nemlig hos husmand Jens Sandal Olsen, hvis datter, Hanne (Johanne), Mads var blevet kæreste med.
Sådan noget kunne Morten ikke lide og brød sig derfor ikke om at skulle gå derop med beskeden. Han sendte så i stedet Hans og en anden ung mand, vist en af Aachmann'erne. Mads blev så glad over at høre, at konen var død, at han gav de to unge mænd en daler hver.
Efter Sines død blev Mads boende i Paradis. Hanne og Mads blev gift i 1920. Han døde i 1938, hun boede her til sin død i 1950.
Bemærkning: *Johanne var datter af Maren Nielsdatter i Vester Sandal i Erslev, som var gift 5 gange. Se artiklen her på hjemmesiden:
Samme generation i samme gård i Erslev i 91 år.
Kilder: Oplysninger fra folketællinger, kirkebøger og tingbøger.
Hvad min mormor, Else Bekhøj Jensen (Damgård, Præstbrovej 99), født 1901 har fortalt.
Hvad genboen til Paradis, gdr. Hans Mikkelsen (Nørrevænget 6), født 1892, har fortalt min far, Kristian Bukhave o. 1970.
Kage og kage.
Morsø Folkeblad skrev udførligt om sagen.
Det var dog ikke bare den lokale Morsø Folkeblad, som interesserede sig for sagen. Mange andre aviser landet over – Thisted Amtstidende,
Randers Amtsavis, forskellige lokale udgaver af Socialdemokraten, JyllandsPosten osv. refererede til Morsø Folkebladets artikler.
Alle aviserne dvælede især ved, at man fandt gamle, uspiste og nu uspiselige konditorkager blandt Sinnes sager og spekulerede på, hvad dette kunne skyldes.
Om det så også var konditorkager, man fandt, er nok tvivlsomt. Mon ikke, det snarere var kreaturfoderkager – som også på dialekten, ligesom et brød kaldtes kåeg – som journalisten på Folkebladet (og hans kollegaer) opfattede som værende konditorkager.
Axel Sandemose har i ”En flygtning krydser sit spor” i afsnittet ”De gik hen og hængte sig” ladet sig inspirere af sagen:
” - Det var en kone ude fra landet, som blev arresteret for tyveri fra bageren. På loftet i hendes hus fandt de store bunker af tørt brød og rådne kager. Hun kom i Jante fængsel. Der tog hun sit strømpebånd og hængte sig så snart, hun var blevet alene. Jeg så hendes mand hente liget om aftenen, han var en lille grå bondemand. Han fik liget ud på sin høstvogn og kørte hende hjem igen”. Også her er der tale om bagerbrød/kage og ikke kreaturfoder.
Dødsannonce :
Morsø Folkeblad 30. august 1918.
Bemærk:
De små Paradishuse (antallet veksler over tid) var fra ca. 1780erne og et stykke op i 1800tallet særdeles berygtede på grund af deres ofte kriminelle beboere.
Da Fattiggården i Tødsø blev oprettet o. 1870, solgte Tødsø-Erslev sogneråd Paradishusene.
Det nuværende Paradishus, Præstbrovej 115, hvor Sine Legaard boede, blev bygget på grunden i ca. 1870erne
_____________________________________________________________________________________________________________________
Bilag 1:
Morsø Folkeblad d. 10. maj 1917:
Kleptoman
En Injurieproces og en højst mærkværdig Tyveriaffære.
Ved Høstarbejdet paa en Gaard i Erslev vilde Folkene gerne give deres Husbond det Indtryk, at Høsten var rigere end den egentlig var. De maalte derfor knapt i Sækkene og angav ogsaa et højere Antal Sække, end de virkelig havde baaret op. Herved opnaaede de at gøre Gaardmanden saa glad, at han gav et ekstra flot Høstgilde.
Kort efter opdagede Manden naturligvis, at der ikke var den opgivne Kornmængde; men han fattede så Mistanke om, at en Husmandskone i Nabolaget havde rapset af Kornet. Der skete Anmeldelse til Politiet, og Sagen blev grundig undersøgt. Det kunde ikke bevises, at Konen havde stjaalet, men da det blev oplyst, at hun uberettiget havde færdedes på Gaardmandens Enemærker paa alle Tider af Døgnet, sluttede Sagen med,
at Konen vedtog en Bøde paa en Snes Kroner for denne Forseelse.
Dermed var Sagen dog ikke sluttet. Der opstod uenighed mellem Husmandskonen og Gaardmandens Datter, og Gaardejeren søgte at faa Sagen rejst paany. Da dette ikke lykkedes, kom det til private Sammenstød mellem Konen og Gaardmandsdatteren, hvorunder sidstnævnte beskyldte Husmandskonen for at have stjaalet Korn m.m. Konen anlagde nu injurieproces mod Gaardmandsdatteren. Processen trak ud til for et par Uger siden, men blev saa afbrudt paa en ejendommelig Maade. Det var ikke lykkedes Gaardmandsdatteren at føre Sandhedsbevis for sine Beskyldninger, saa det syntes ganske utvivlsomt, at hun vilde blive dømt for Æresfornærmelser og hendes Udladelser kendt døde og magtesløse.
Men hør nu Magen (som Wessel siger) netop Dagen, som Dom skal gaa i Sagen - - kommer der Meddelelse til Politiet om, at Konen var grebet paa fersk Gerning i Tyveri fra Erslev Brugsforening.
Sagen har senere udviklet sig som en Lavine. Ved en indledende Husundersøgelse blev det konstateret, at Husmandskonen var skyldig i et ældre, uopklaret Tyveri, idet man i hendes Besiddelse fandt en Væv hjemmevævet Tøj, som for halvandet Aar siden var stjaalet fra en Købmand i Nykøbing.
Der blev endvidere tilvejebragt Grundlag for Formodninger om, at Konen havde flere Synder paa Samvittigheden, og hun blev derfor indsat i Arresten.
I Gaar Eftermiddags foretog Landbetjent Mortensen sammen med Statsbetjenten* og Sognefogeden en meget omfattende og grundig Husundersøgelse, hvorunder der kom mærkelige Ting for Dagen.
Det var en udbredt mening, at den baade bjergsomme og til det yderste sparsommelige Kone var meget velstaaende.
Hun svarede efter Selvangivelse Formueskat af 16.000 Kroner. Ved Husundersøgelsen blev det imidlertid konstateret, at hun var Ejer af mindst 75.000** kr. i rede værdier. Hun undgaar nu ikke tiltale for Skattesvig. Desuden var Huset stuvet fuldt af Liggendefæ*** . Hun havde 20 - 30 kjoler, som næppe har været paa Kroppen, Snese af Strømper og Sokker, Bunker af Uldtøj og Lærred. Huset duftede af Naftalin. Desuden havde hun imponerende Beholdninger af Mel, Sukker, Chokolade og mange andre Ting. Som det ellers er Dyrtid paa.
Mellem alt dette og mellem meget nyt Husgeraad fandtes ogsaa det mest værdiløse gamle Ragelse, ubrugelige Pjalter, gamle Søm og en masse ældgamle Konditorkager, som antagelig er indkøbt før Prisstigningerne , og som hun ikke har nænnet at spise.
Konen har drevet sine Tyverier saa rationel, at de maaske næppe kan forklares som Udslag af Kleptomani.
Under sit Skørt havde hun altid en stor Pose, hvori hun førte Tyvekosterne hjem. Hun viste sig meget lidt ude om Dagen, men opererede paa
Egnen ved Nattetide.
I Nykøbing var hun efterhaanden blevet kendt som Betlerske. Hun forstod til Fuldkommenhed at vække Folks Medlidenhed, blandt andet ved at
tale om sine Børn, skønt hun ingen Børn har.
Der er vel næppe tvivl om, at Konen er unormal og ikke fuldt tilregnelig. Hendes sygelige Sparsommelighed giver sig ogsaa mærkelige Udslag i Arresten. Saaledes havde hun ytret Ønske om at faa Eftermiddagskaffe, men da det gik op for hende, at hun selv skulde betale den , bad hun
sig fritaget.
Konen, der nu er 54 Aar gammel er af udmærket Familie og var i sine unge Dage en fejret Skønhed. Hun blev gift for 10 Aar siden. Hendes Mand har hidtil intet vidst om hendes mærkelige Tilbøjeligheder.
Efter et Forhør i Eftermiddag er der afsagt Arrestdekret over Konen.
Bemærkninger: * Statsbetjent = kriminalbetjent
** 75.000 kr. var et meget stort beløb i datiden. Det svarer til adskillige millioner i dag.
***Liggendefæ = noget kostbart, ting eller penge
_____________________________________________________________________________________________________________________
Bilag 2:
Morsø Folkeblad d. 28. august 1918:
Konen fra Erslev død.
Stine* Legaard fra Erslev er i Middags død i Nykøbing Arrest.
Det er et mærkeligt og trist Liv, der hermed er afsluttet. Hun var af udmærket Familie og ejede en betydelig Formue; men en mystisk Drift, der
fra først af gav sig udslag i overdreven Sparsommelighed, drev hende senere ind paa Forbryderbanen. I uforklarlig Angst for at komme til at lide Nød samlede hun de mærkeligste Ting og tilegnede sig ofte andres Ejendom. Med stor Snedighed forstod hun at skjule Tyverierne og Byttet selv
for sine nærmeste.
En Dag blev hun tyvtet af en Naboerske og anlagde derfor Injurieproces. Ved denne Lejlighed kom mangeaarige Tyverier for en Dag. Størstedelen var ret værdiløse Ting, som ingen havde savnet; men der fandtes også meget af betydelig Værdi. Alt var behandlet og opbevaret med stor Sans
for Orden, og Huset var rent og nydeligt.
Stine Legaard blev nu indsat i Arresten og sad der længere Tid, men blev saa løsladt. Da meget tydede paa, at hendes mentale Tilstand ikke var ganske normal, blev hun anbragt til Observation paa Sindssygeanstalten i Viborg. Efter et Ophold her paa 3 - 4 Maaneder blev hun hjemsendt
med Erklæring om, at hun maatte anses for tilregnelig. Kort efter faldt hendes Dom, som lød paa 180 Dages Fængsel. Halvdelen af Straffen var
nu afsonet.
I dyb Fortvivlelse over sin Skæbne har hun gentagne Gange gjort Forsøg paa at berøve sig selv Livet. Det er et saadant Forsøg, der nu -- trods al Paapasselighed - er lykkedes. Som eneste Arrestant for tiden var hun næsten uafladeligt under Opsigt. Det er et enkelt kort, ubevogtet Øjeblik, hun har benyttet til at gøre en Ende paa det liv, der for hende selv ikke længere havde nogen værdi.
For Sindssygelægen havde Stine Legaard saa god Forstand, at hun maatte staa til Ansvar for sine Handlinger. Folk, der kendte hende, ansaa
hende ikke for normal. Det hedder sig, at hun ikke har været helt rigtig, siden hun som ung Pige var angrebet af Tyfus. Før havde hun været
frisk og livsglad og fejret for sin skønhed.
Bemærkning: * Morsø Folkeblad – og hermed også de andre aviser - kalder hende fejlagtigt for Stine. Hun hed Nielsine og blev kaldt Sine.
Ester Bukhave, juli 2025.