Slægts- og lokalhistorie
Ikast Møbelfabrik A/S
af Frank Artved
Grundlæggelse
Ikast Møbelfabrik (IM), eller det der senere blev til Ikast Møbelfabrik, blev grundlagt af Christian Richard Schmidt-Møller
(SM). Han er født i Bregninge Sogn i 1904 men flyttede siden med familien til Kjellerup.
Da han i 1939 blev gift med Mary Poulsen, står han i kirkebogen anført som trævarefabrikant. Ved folketællingen i 1940
benævnes han igen som trævarefabrikant og bor Møllegade 46, Ikast. Samme adresse står i skattelisterne for 1940/41
og 1941/42.
I maj 1940 køber han et hus på Sportsvej 26 (Ikast, Suderbæk By, matr. 1kc) af væver Otto Landrock. Året efter er
fabrikken i gang. Der sker en ulykke, hvor en medarbejder får højre pegefinger skåret af i en maskine. I 1943 kom C.R. Schmidt-Møller
Vagn Schmidt-Møller til Ikast. Han blev ansat hos broderen, og han var på Ikast Møbelfabrik frem til 1970. (Privat foto)
I 1942 optager SM lån på i alt kr. 30.000 dels i Ikast Spare og Lånekasse og dels hos sin svoger Ole Vestergaard-Poulsen.
Lånene er måske til en om/tilbygning, da han efter 1942 bor på Sportsvej 26. I 1943 køber han en grund mere på Sportsvej af Vognmand Marius Christensen.
Ved 9. Almindelige Ejendomsvurdering i 1945 er der, siden 8. Almindelige Ejendomsvurdering i 1936, bygget beboelse og værksted på grunden. Værdiforøgelsen udgør 13.000 kr. Ved deres børns fødsel 1942, 1944 og 1949 samt i skatte listerne fra 1942/43 til 1950/51 bor SM og Mary her,
og han er alle årene trævarefabrikant.
I juli 1944 brænder SM´s trævarefabrik ned. Det opdages ved 02,30 tiden om natten, at det brænder. Huset består af en lang bygning med beboelse i den ene ende, fabrik og lager i den anden. SM får tilkaldt brandvæsnet, der redder beboelsesdelen, da der er brandmure mellem de enkelte dele, men hele fabriksdelen brænder ned. Bygningen er opført i masonit og lignende. Under branden eksploderer masonitpladerne med høje brag, og de blev slynget højt op i luften.
SM arbejdede indirekte for tyskerne, og branden var sabotage beordret fra Århus. Bernhard Larsen, der var en central person i modstandsbevægelsen lokalt, har i en udklipsmappe en oversigtsartikel om besættelsesårene, hvor der står, at en trævarefabrik i Ikast var udsat for sabotage.
En lille dreng, der er født i 1941, har fået en ny gyngehest. Benene på gyngehesten var for lange, så de skulle afkortes. Gyngehesten blev derfor afleveret til SM, den dag fabrikken brændte, og den lille dreng mistede sin fine, nye gyngehest i branden. Det passer med branden i juli 1944, for han kan stadig i 2017 huske det.
Den 17. december 1945 stiftes Ikast Møbelfabrik A/S. Stiftere og den første bestyrelse var snedkermester William Larsen (WL), fabrikant O. Vestergaard-Poulsen (OVP) og fabrikant Christian Richard Schmidt-Møller. Det var en indgift kreds, da WL var gift med SM's søster, og SM var gift med OVP's søster.
William Larsen blev ansat som direktør, og han var officielt direktør i hele IM´s levetid. SM blev ansat som driftsleder.
Baggrunden, for at Ikast Møbelfabrik blev startet, kan være, at Midtjysk Møbelfabrik, der blev grundlagt af møbelsnedker N. P. Sørensen i 1943, nedbrændte i februar 1945. I juni 1945 oplyste Sørensen, at genopbygningen trak ud, og at han i stedet overvejede at opføre en ny fabrik i Silkeborg. Virksomhedens speciale var rigt udskårne egetræs spisestuer.
Der var altså et ledigt marked og ledige medarbejdere med speciale i den type møbler, som Ikast Møbelfabrik producerede i starten.
De første år
I 1946 solgte SM 2/3 af grunden på Sportsvej 26 til WL og OVP, og der blev bygget en
fabrik på grunden.
I stueetagen var der maskinværksted og samleværksted. På 1. sal var der i gavlen tv. på billedet lakrum og lager af lak og kemikalier. Der var trælager i siden mod Stensbjerg Alle
og behandlerværksted i modsat side. Når møblerne var færdiggjort, blev der fjernet nogle sektioner i gulvet, møblerne blev firet ned, båret ud og klargjort til fragtmand.
I den lille træbygning der hed "skuret" (det flade tag mod Stensbjerg Alle) var der billedskærer værksted. Her var der også tre høvlebænke samt pakkeri.
Billedskæreren, der hed Andi Nielsen, var fra Randers, han boede i værkstedet, sov på en feltseng og rejste hjem fredag aften.
Stueetagen primo 1950érne iht. Eigil NIelsen.
(Ikke målfast skitse f. Artved)
Møblerne der blev produceret var ”klassiske stilmøbler”. I IM´s katalog nr. 1 fra 1949 (Bilag 1) ses hele sortimentet. Her spisebord og stol
fra side 7.
Med SM som driftsleder kom IM i løbet af nogle år op på at have 10-12 ansat i produktionen men ingen på kontoret.
De økonomiske resultater var dårlige. Der var underskud hvert år, og i 1951 var ca. 84% af aktiekapitalen på 100.000 kr. tabt. WL og OVP måtte indskyde private midler for at holde driften i gang.
På en generalforsamling i marts 1951 fratrådte SM som driftsleder. Han blev i bestyrelsen frem til 1954, hvor Gunnar Tibergaard Nielsen indtrådte i stedet. På dette tidspunkt solgte SM den sidste 1/3 af grunden på Sportsvej til OVP og WL.
Schmidt-Møller blev siden ansat som værkfører på Midtjydsk Møbelfabrik, men han døde allerede i 1957 som kun 53-årig.
1950- og 60érne
I september 1951 blev Gunnar Tibergaard Nielsen (TN) ansat som driftsleder. Han overtager også driftslederens bolig på fabrikken.
Tibergaard var født i 1920 i Brædstrup, han var udlært som snedker og havde kun arbejdet som snedker. Fra 1948 var han ansat som maskinsnedker på Ikast Møbelfabrik.
I jobbet han nu overtog skulle han udover produktionen også varetage både design, salg og bogholderi til trods for, at han hverken havde uddannelse eller erfaring indenfor disse områder.
Han fik styr på produktionen, designede et helt nyt produktsortiment og opdyrkede eksportmarkederne. Herudover lærte han sig bogholderi.
Produktsortimentet han designede, var med sine enkle linjer og sit funktionelle design helt i tidens ånd. Det er stadig i 2017 internationalt anerkendt som ”Danish Design”, og hans møbler sælges til gode priser i Danmark og udlandet. Skrivebordet herunder ca. 26.000 kr. Sortimentet bestod bl.a. af skriveborde, chatoller og reoler, i teak, lys eg, palisander og nød.
Den engelske hjemmeside retroliciusltd.com skriver om
chatollet til venstre (min F.A. oversættelse):
”1960érne bragte os en af de mest ikoniske design epoker
med fantastiske linjer og dristige nye designere i den stadigt
mere dansk dominerede designstil. Ikast Møbelfabrik er
utvivlsomt en af de største designere i denne epoke med sin
unikke stil, der har skabt dette vidunderlige chatol med den
store skrivebordsplade og 2 store opbevaringsskuffer
hvorunder de ikonisk lige ben. En perfekt arbejdsplads til
enten en tablet eller bærbar computer, den store skriveplade
er ideel til arbejde, brevskrivning eller til at lave scrapbog
og har en lille split-niveau hylde til venstre.”
Den ”turn-around” som Tibergaard gennemførte medførte, at resultaterne blev positive fra 1952.
I 1958 var der ca. 25 ansatte. Se navnene og billede i bilag 2.
IM deltog hvert år på møbelmessen i Fredericia og efter deltagelse i den internationale møbelmesse i Köln i 1958 kom der gang i eksporten. Eksporten gik herefter til 19 lande med Vesttyskland som det største.
I starten af 1960’erne var der en rivende udvikling. Omsætningen steg, så den i 1963 var på 2 mill.kr. Der var nu 45 ansatte.
Jysk Aktuelt omtaler fabrikken i rosende vendinger:
I 1963 blev fabrikken udvidet med to fløje mod øst (på tegningen mod højre) den nordlige på 30 m. og den sydlige på 40 m.
(Ikke målfaste skitser F. Artved. Efter udbudsmateriale i forbindelse med salg af Hjemmeværnsgården)
Efter færdiggørelsen af byggeriet var der i stuen i den nordlige bygning råvarelager og maskinsnedkeri. I mellembygningen værksted og fyrrum, samt en spånsilo ud for den vestlige facade. I den sydlige bygning pladelager, finerlager samt limeområde.
På 1. sal i den nordlige bygning var der samleværksted. I mellembygningen værksted. I den sydlige bygning var der behandlerværksted, lager og pakkeri og i det sydvestlige hjørne en sprøjteboks.
Der blev installeret et transportbånd, som de færdige møbler kunne køres ned ad til pakkeriet i stuen. Det var nu ikke længere nødvendigt at fjerne gulvsektioner for at hejse de færdige møbler ned. Når materialer skulle fra stuen (maskinsnederiet) op til møbelsnederiet på 1. sal, blev de på paller fragtet med en vareelevator, der blev placeret i hjørnet af maskinsnederiet.
Tibergaards hidtidige bolig på fabrikken inddrages til kontor, så han byggede villa på Toftevænget lige over for fabrikken.
I 1965 blev Ole Vestergaard-Poulsen ansat som direktør sammen med William Larsen. Deres 2 sønner Kaj Vestergaard-Poulsen og Helmer Larsen blev indvalgt i bestyrelsen, så den herefter bestod af 5 medlemmer.
Hverken OVP eller WL havde imidlertid overskud til at deltage i den daglige drift. De havde begge deres egne virksomheder at styre, og OVP havde også sit politiske virke. WL kom på fabrikken 1-2 gange om ugen. For at sikre sig mod overraskelser krævede de derfor en statsautoriseret revisors underskrift på regnskaberne. De har også bedt revisor om at gennemgå kalkulationerne og at lave halvårs regnskaber for selskabet.
Efter fabriksudvidelsen steg omsætningen og antal ansatte igen, så omsætningen lå på et niveau omkring 4 mio. kr. og der var nu ca. 80 ansatte heraf 10 funktionærer. Der var et stort antal ungarbejdere og lærlinge.
Udviklingen fra en produktion på ca. 2 mio.kr. til ca. 4 mio.kr. fra 1963 til 1966 ses i ”Skematisk oversigt over produktion, omkostninger og nettofortjeneste” vedhæftet som bilag 3, som er udarbejdet af selskabets revisor.
Det ses, at ifølge regnskaberne har selskabet, på trods af nybygning og ansættelse af mange nye medarbejdere, kunnet fastholde et materialeforbrug på ca. 37 - 40% og en direkte arbejdsløn på 19% af produktionen alle årene. Overskud (”Til disposition”) før selskabsskat mv.
har udgjort mellem 9 og 14% af produktionen alle årene. Ifølge WL selv har han givet udtryk for, at et overskud på 10% var naturligt for en virksomhed af denne størrelse.
I forbindelse med retssagen mod Tibergaard - der vil bliver behandlet længere nede - udarbejdede Kriminalpolitiets Rejsehold en opgørelse for årene 1965 - 1969, der viser, at der i de 5 år samlet var et underskud på 740.000 kr., hvor regnskaberne viser et overskud på 1.068.000 kr.
Produktions/salgsstigningen fra ca. 2 til ca. 4 mio. kr. i en ny fabrik samt udvidelsen af antal ansatte op til ca. 80 mand har måske betydet, at Tibergaard har mistet overblikket over og styringen af virksomheden. Han var stadig alene om ansvaret for alle områder. I et så stort firma er der er normalt flere om at dele ansvaret. Arbejdsbyrden må have været for stor for én mand. Under retssagen var der uenighed, om bestyrelsen tilbød Tibergaard hjælp, som han afviste eller, om Tibergaard bad om hjælp, og det blev afvist af WL.
Der blev hele tiden talt om at pengebindingen i varelager og debitorer var for store. Kreditterne i banken var trukket helt op og der blev etableret en eksportkreditgaranti. Det blev af Tibergaard forklaret med dels, at de store lagre var nødvendige på grund af de store seriestørrelser i produktionen og dels, at lange kreditter var nødvendige på eksportmarkederne.
Herudover forklarer TN, at de ansatte ikke bruger af lagret af halvfærdigvarer, men de producerer nyt hele tiden på trods af hans ordre om det modsatte.
For at reducere lageret begynder Tibergaard, at forudfakturere varer. I december 1965 faktureres varer for ca. 0,3 mio. kr., der først bliver leveret
i 1966. For at kunne imødekomme WL´s krav om et overskud på 10-11% af omsætningen, begynder han samtidigt at opskrive lagrene. Det er skruen uden ende, da forud faktureringen og opskrivningen det ene år mangler det næste år.
I 1970 kan det ikke længere skjules, Tibergaard bliver fyret og politianmeldt. Fabrikken må træde i likvidation. Der var ca. 50 medarbejdere, heraf var en tredjedel lærlinge. Da Ikast Møbelfabrik lukkede mistede byen en af sine vigtige arbejdspladser. Tibergaard var vellidt og under hans ledelse havde IM udviklet sig til en stor arbejdsplads, med et godt arbejdsmiljø. De fik en god løn, og mange blev i firmaet i mange år. Der var arbejde til de unge, der fik både job og uddannelse.
De mange snedkere mm., der blev udlært her, har siden været kernemedarbejdere mange andre steder i byen. Mange fik en ballast, der gjorde, at de selv startede egen virksomhed, og derved skabte nye arbejdspladser og indtjening til Ikast.
Tibergaards design har slået Ikasts navn fast både i Danmark og i store dele af udlandet.
Da Tibergaard blev for overbebyrdet, mistede han overblikket, og så ikke anden udvej end at ”fifle” med regnskaberne. Det har haft store konsekvenser for Ikast, der mistede en stor arbejdsplads, for ejerne, der led økonomiske tab, og for ham selv, der blev straffet, mistede sit job og sit gode omdømme.
Efter straffen var udstået, blev familien boende villaen på Toftevænget. Her drev Tibergaard handel med tekstiler. Da hans forældre døde nogle år senere, overtog han deres hus i Brædstrup. Her boede Tibergaard til sin død.
I 1972 købte Ikast Kommune møbelfabrikken og den har siden huset Civilforsvaret, Hjemmeværnet og Ungdomsskolen. Fra 2015 har bygningerne rummet den islamiske "Ikast Faith Camii Moské".
Dobbeltlamel-Fabrikken A/S
I 1960 etableres en produktion i Nygade med navnet Dobbeltlamel-Fabrikken A/S, som Ikast Møbelfabrik A/S herefter registrerede som binavn.
Ideen var, at lamellerne i en sengebund ophænges i elastikker, så sengebunden bliver mere eftergivende. Der var taget patent på løsningen, og Niels Bonde stod for produktionen.
Efter 4 år, hvor der blev tabt næsten 200.000 kr. stoppede produktionen, og binavnet blev afregistreret.
Fabrikkens lukning - Sagen mod Gunnar Tibergaard Nielsen
William Larsen skriver i et ikke dateret notat:
”Den 28/4-1970 kl. ca. 9,30 ringede revisor Laursen, Silkeborg, til fabrikkens kontor, hvor jeg netop var til stede og omtalte en faktura vedrørende et firma i Tyskland. Tibergaard Nielsen kunne ikke gøre rede for denne faktura og blev mere og mere nervøs. Da samtalen var sluttet, spurgte jeg T. N. ”Hvad er der med denne faktura, hvorfor sælger vi varer på den måde. T. N. tog sig til hovedet og sagde omtrent ordret: Nej Larsen det er ikke blot denne faktura det drejer sig om, det er millioner, det hele er brudt sammen for mig, familie m.m. og jeg har flere gange tænkt på at tage mit eget liv.
Ja sådan lød T. N.´s tilståelse.”
Det var starten på den sag, der skulle involvere Tibergård Nielsen, revisor Poul Laursen, Ole Vestergaard- Poulsen, William Larsen og deres 2 sønner i bestyrelsen.
Straks den 28. april 1970 blev der holdt møder med resten af bestyrelsen, banken og revisor. Tibergaard erkendte at have udstedt fiktive fakturaer for ca. 1,2 mio. kr. og at have opskrevet lageret med 0,3 - 0,4 mio. kr. Balancen blev gennemgået med revisoren, og man vurderede, at selskabet stadig var solvent. Det blev derfor besluttet at fortsætte driften og at lade Tibergaard deltage i Møbelmessen i Bellacentret nogle dage senere for at prøve at redde firmaet igennem krisen.
Efter hjemkomst fra møbelmessen gik WL og et par svende i gang med optælling af varelagrene. Det blev herefter vurderet, at lageret var optaget 1,8 mio.kr. for højt i balancen. Ukurante varer for et større beløb var vurderet som værende kurante, bl.a. var finer i småstykker, der ikke kunne indgå i produktionen, vurderet som kurante.
Bestyrelsen besluttede på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at fortsætte virksomheden. Tibergaard blev politianmeldt og fængslet. Den 29. maj 1970 trådte selskabet i likvidation.
Under sagen erkendte Tibergaard, at han havde forud faktureret ikke leverede leverancer. Kontorpersonalet forklarede, at Tibergaard hver gang kom med et koncept til fakturaen. I starten var det hele ordrer, der var klar til levering. Senere blev det indgåede ordrer og endnu senere forventede ordrer eller blot lovede rammeordrer.
Fakturaen blev dateret og bogført men ikke sendt til kunden. Ved varens forsendelse blev fakturaen på ny dateret og sendt til kunden. Ved delleverancer blev disse manuelt afskrevet på den oprindelige faktura, så der altid var styr på, hvor meget der var forudfaktureret.
Tibergaard forklarede ligeledes under sagen, at der ikke havde fundet en total lageroptælling sted siden 31. december 1964. Ved hvert hel- eller halvårsregnskab siden vurderede han lagerets størrelse men skelede også til, at resultatet kunne blive som bestyrelsen ønskede.
Under sagen konstaterede Kriminalpolitiets Rejsehold, at de for meget fakturerede beløb fra 1965 til 1969 i alt udgør 1.600.979 kr. og, at varelagrene har været opskrevet hvert år. Ved udgangen af 1969 var opskrivningen 206.632 kr. I alt udviste regnskaberne et overskud, der var 1.807.611 kr. bedre end det reelle resultat.
Regnskaberne for de 5 år har udvist et overskud på 1.067.526 kr., hvor det virkelige resultat var et underskud på 740.085 kr.
Direktion og bestyrelse har godkendt regnskaberne, der er revideret af en statsautoriseret revisor. Regnskaberne kunne derfor uden problemer danne grundlag for at få øget kreditterne i banken og til at få en eksportkredit garanti. De har ligeledes dannet baggrund for udbetaling af tantieme til Tibergaard.
Tibergaard forklarede under sagen, at han har mistet overblikket over selskabets økonomiske status, og at han troede, at der havde været overskud i perioden.
Gunnar Tibergaard Nielsen idømmes 2 års fængsel for bedragerierne.
Efter denne sags afslutning blev der rejst tiltale mod Ole Vestergaard-Poulsen og William Larsen og deres 2 sønner, Kaj Vestergaard-Poulsen og Helmer Larsen, der alle sad i bestyrelsen.
De blev tiltalt for ikke at have ført fornødent tilsyn med virksomheden, så Tibergaard kunne forvanske selskabets bogholderi, så det udviste et for godt resultat, og at selskabet måtte træde i likvidation.
Kaj og Ole Vestergaard-Poulsen samt Helmer Larsen blev frikendt, William Larsen fik en bøde på 5.000 kr.
WL fik bøden for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn med aktivernes tilstedeværelse og bl.a. at have underskrevet varelageropgørelserne uden at kontrollere dem.
Efter disse sagers afslutning kunne sagen mod statsautoriseret revisor Poul Laursen, Silkeborg indledes i 1974. Sagen har først været behandlet i FSR´s Responsumudvalg. I retten blev han anklaget for ikke at have revideret fabrikkens regnskaber tilstrækkeligt i perioden fra 1965 til 1969.
Revisor erklærede sig uskyldig og blev frikendt, bl.a. da han har udarbejdet en revisionsplan for selskabet, og den var i fuld overensstemmelse
med ”god revisionsskik”.
4 år efter sagens start er den endeligt afsluttet.
Bilag:
Tekst: Frank Artved. 2017.
Kilder: Oplysninger fra:
Bjarke Skovgaard Andersen,
Eigil Nielsen,
Kurt Larsen,
Jens Arne Krøjgård Poulsen
Familie til de involverede.
William Larsen, ikke publiceret hæfte: WL a/s fra start 1/10-33 - 1/10 1985. Foto fra 1 - 188
Google-søgninger på Tibergaard, der viser at hans møbler sælges på auktioner for op til over 10 - 20.000 kr.
Ikast Avis, Herning Folkeblad, Silkeborg Avis: Diverse udklip fra hele perioden.
Jysk Aktuelt 27.02.1963.
Kompas. Indeks over Danmarks Industri og Næringsliv. 7. udgave København 1967.
Telefonbog, vejvisere, skatte- og adressebøger for Ikast.
Arkivalier online:
Kirkebøger Ikast Sogn og Ring Sogn,
Folketælling Ikast 1940,
Digitaliserede tingbøger Ikast, Suderbæk By.
9. Alm. Vurdering pr. 1/10 1945 Ikast Kommune.
Bernhard Larsens udklipsmappe: Ikast ved Nytaarstid 1945-46, Smaatræk fra besættelseaarene. Herning Folkeblad 1946.
Udbudsmateriale i forbindelse med salg af Hjemmeværnsgården, Ikast. Januar 2014.
Ikast Møbelfabrik A/S, Ikast. Driftsregnskab og status pr. 31. december 1966.
Ikast Møbelfabrik A/S, Ikast. Genpart af revisionsberetning for 1966.
Diverse analyser og oversigter udarbejdet af selskabets revisor for året 1966.
Udskrift af retsbogen for straffesager for retten i Ikast: Anklagemyndigheden mod Gunnar Tibergaard Nielsen.
Udskrift af dombogen for straffesager for retten i Ikast: Anklagemyndigheden mod Gunnar Tibergaard Nielsen.
Rigspolitichefen, Rejseafdelingen Rapport vedrørende Gunnar Tibergaard Nielsen.
Et ikke dateret notat fra William Larsen.
Tilsigelse om at møde i Retten i Ikast samt Anklageskrift mod:
I Ole Vestergaard-Poulsen, II William Larsen, III Kaj Vestergaard-Poulsen, IV Helmer Larsen
