Danmark var ved periodens start, slutningen af 1600 tallet, præget af stor fattigdom, og mange tiggere. Hidtil havde den eneste fattigforsørgelse bestået i, at værdigt trængende fattige, der ikke kunne arbejde, skulle forsørges via tiggeri. Ikke værdigt trængende tiggere skulle bortvises eller tvinges til at arbejde.

For at afskaffe tiggeriet indførte kongemagten i 1708 en forordning, der forbød tiggeri, men skulle sikre de fattige offentlig forsørgelse. Det skulle ske ved, at alle var ”forpligtet” til, ”frivilligt” at give almisser til fattigkasserne. Man troede, at almisserne samt tiggernes tak mv. var en genvej til Guds nåde, så man i den sidste ende kom i himlen.

Ordningen kom aldrig til at fungere. Befolkningen ville hellere selv give direkte til de fattige, så de kom i himmelen. Måske derfor fik man mange steder ikke iværksat den nye fattigordning, og den gamle skik, at de fattige selv gik omkring og tiggede i stedet for at få fattighjælp, fortsatte.

Fra slutningen af 1700 tallet steg befolkningstallet i Danmark. Omkring 80% af befolkningen boede i landdistrikterne. Det betød, at der kom et befolkningsoverskud, der ikke kunne få en levedygtig gård. De sociale skel var store. De, der havde en levedygtig gård, var normalt sikrede. De, der ikke havde, var ofte afhængige af at kunne få et mindre husmandssted og supplere med dagleje eller et håndværk. De dårligst stillede havde kun dagleje og fattighjælp at eksistere for. Var man først på samfundets bund, var det næsten umuligt at stige op igen.

Det var derfor nødvendigt at regulere forsorgen for de fattige, og sikre at fattigforsorgen kunne finansieres. Den 5. Juli 1803 kom:

”Reglement for Fattigvæsnets provisoriske Indretning og Bestyrelse paa Landet i Danmark”

I hvert sogn blev der nedsat en Fattigkommission med sognepræsten, en blandt de største lodsejere og nogle af fattigdistriktets beboere som medlemmer. Den administrerede fattigforsorgen.

Finansieringen skulle ske ved at:

                                    ”i den Forsamling, som holdes først i December Maaned, fremlægger Præsten et udførligt Forslag til Fattig-Forsørgelsen
                                     i det paafølgende Aar, og i samme anfører:
                                     ……
                                     c) hvorledes denne, for saavidt den af Sognet, enten i Fødevarer eller Penge, bør udredes, kunde paa dets Beboere
                                     være at ligne, i Forhold til enhvers Vilkaar.”

Nu skulle det altså ikke længere være ”frivilligt” at bidrage, men Fattigkommissionen fik bemyndigelse til at udskrive en ”Fattigskat”.

                                    ”De Trængende” blev inddelt i klasser, alt efter hvor værdigt trængende de var:

                                    ”III. De Trængendes Inddeling og Forsørgelse efter deres forskiellige Trang.
                                     § 11
                                     De Fattige, som antages til Understøtning, inddeles i 3de Classer:

                                     Til 1ste Classe henhøre alle saa gamle og syge, eller paa Helbred, Førlighed, Sandser og Forstand saaledes svækkede,
                                                at de aldeles intet, eller kun saare lidet, kan fortiene til Livets første Nødvendigheder.
                                     Til 2den Classe henhøre Børn, som ere Fader- og Moderløse, eller hvis Forældres Forstand, Helbred eller Sæder ere                                                           saaledes beskafne, at Børnenes Opfostring og Opdragelse ikke til dem bør betroes.
                                     Til 3die Classe henhøre saadanne Familier eller enkelte Personer, som formedelst Svagelighed, mange Børn, tiltagende                                                     Alder eller andre saadanne Aarsager, ikke ere i Stand til at fortiene saa meget, som behøves, til deres eller deres                                                   Børns nødtørftige Underholdning.”

Om børnene siger §13:

                                    ”De til 2den Classe henhørende Børn besørger Sogne=Commissionen indtingede i et eller andet Huus, til Opfostring og                                           Opdragelse for Distriktets Regning, indtil de kunne sættes i Tieneste, eller paa anden Maade vorde forsørgede. Og har
                                     da Sogne=Commissionen bestandigt Tilsyn med Pleieforældrene, at de tilbørligen opfylde deres Pligter mod Børnene;
                                     ligesom og Fattigvæsenet beholder Tilsyn med de allerede forsørgede Børns Underviisning og Opdragelse, indtil disse
                                     ere confirmerede.”

Børnene skulle således være sikret en ordentlig opdragelse. Om det også skete, kunne være en anden sag.

Den, der søgte fattigforsorg, skulle henvende sig til præsten. Fattigforsørgelsen skulle i princippet tilbagebetales. Hvis man havde modtaget fattigforsørgelse, som ikke var tilbagebetalt, tilfaldt ens ejendele derfor fattigkassen ved døden.

                                                                                           ---%---

I min farmors efterladte papirer fandt vi, hvad min far kaldte moster Valborgs papirer. Hun var min farmors moster. Der var nogle af hendes gamle skolepapirer, men også en udskrift af Gamtofte Kirkebog og en anbefaling fra en fiskehandler til en ”Rasmus Jørgensen”. Det var jo spændende, så jeg undersøgte, hvem Rasmus Jørgensen var.

Jeg fandt hurtigt ud af, at hans mor var Ane Hansdatter, og at hun var interessant at arbejde med. I Højesteret blev hun i 1837 idømt kagstrygning (piskes offentligt) samt livsvarigt fængsel i Kjøbenhavns Tugthus for en række mindre tyverier.

Mine undersøgelser er gået både efter Ane Hansdatter og hendes mand Jørgen Rasmussens ophav, deres liv, hvordan en retssag forløb og deres dom. Herudover hvad der, med den opvækst, blev af deres børn.

I beretningen er hovedvægten lagt på retssagens forløb, Anes forklaringer om tyverierne samt tugthusopholdet.

Under sagsbehandlingen ved retten er spørgsmålet: Er sagen forgået på en "ordentlig" måde, eller har man blot taget nogle fra samfundets bund og dømt dem?

Kunne deres børn få et rimeligt voksenliv, eller var de dømt på forhånd på grund af deres forældre?

Af kilder har jeg bl.a. haft adgang til domsakterne fra Højesteret, ca. 140 folioark med gotisk håndskrift. Jeg har ikke kunnet tyde alt. Der mangler enkelte ord hist og her, men det ødelægger ikke den overordnede forståelse.