01. Indledning
Ane Hansdatter er min 2 tipoldemor på min farmor Ellen Julie Jørgensens side. Ane stammer
fra Raahauge Huuset i landsbyen Aborre i Gamtofte Sogn på Vestfyn nord for Assens.
                                                                                                         
Fra slutningen af 1700tallet steg befolkningstallet. Omkring 80% af befolkningen boede i
landdistrikterne. Det betød, at der kom et befolkningsoverskud, der ikke kunne få en
levedygtig gård. De sociale skel var store. De, der havde en levedygtig gård, var normalt
sikrede. De, der ikke havde, var ofte afhængige af at kunne få et mindre husmandssted
og supplere med dagleje eller et håndværk.
De dårligst stillede havde kun dagleje og fattighjælp at eksistere for.

Den sociale deroute kan være tydelig, når vi fx ser på Ane Hansdatters far Hans Larsens opvækst og hans voksenliv. Han mister
kontakten til sin fødegård og måtte fæste et næsten jordløst hus og leve som daglejer og af fattigforsorg. Hans Larsen voksede op
i den bedste ende af bondesamfundet, medens han som voksen nærmede sig samfundets bund. Var man først på samfundets bund,
var det næsten umuligt at stige op igen. Der ser vi på hans efterkommere.

I slutningen af 1700tallet blev der indført en fattigforsorg i København og den 5. Juli 1803 kom:
                  Reglement for Fattigvæsnets provisoriske Indretning og Bestyrelse paa Landet i Danmark

Her blev ”De Trængende” inddelt i klasser, alt efter hvor værdigt trængende de var:

                  III. De Trængendes Inddeling og Forsørgelse efter deres forskiellige Trang.
                                                                       § 11
                  De Fattige, som antages til Understøtning, inddeles i 3de Classer:

                 Til 1ste Classe henhøre alle saa gamle og syge, eller paa Helbred, Førlighed, Sandser
                                        og Forstand saaledes svækkede, at de aldeles intet, eller kun saare
                                        lidet, kan fortiene til Livets første Nødvendigheder.
                Til 2den Classe henhøre Børn, som ere Fader- og Moderløse, eller hvis Forældres
                                       Forstand, Helbred eller Sæder ere saaledes beskafne, at Børnenes
                                       Opfostring og Opdragelse ikke til dem bør betroes.
                Til 3die Classe henhøre saadanne Familier eller enkelte Personer, som formedelst
                                       Svagelighed, mange Børn, tiltagende Alder eller andre saadanne
                                       Aarsager, ikke ere i Stand til at fortiene saa meget, som behøves,
                                       til deres eller deres Børns nødtørftige Underholdning.

Både Jørgen Rasmussen, Ane og deres børn er vokset op under fattiglovgivningen.

Om om disse børn siger §13:

                    ”De til 2den Classe henhørende Børn besørger Sogne=Commissionen indtingede i et
                   eller andet Huus, til Opfostring og Opdragelse for Distriktets Regning, indtil de kunne  
                   sættes i Tieneste, eller paa anden Maade vorde forsørgede. Og har da Sogne=   
                   Commissionen bestandigt Tilsyn med Pleieforældrene, at de tilbørligen opfylde deres
                   Pligter mod Børnene; ligesom og Fattigvæsenet beholder Tilsyn med de allerede
                   forsørgede Børns Underviisning og Opdragelse, indtil disse ere confirmerede.”                                                                      
                                                                                                  

Børnene skulle således være sikret en ordentlig opdragelse. Om det også skete, kunne være en anden sag.

Det var fattigkommissionen, med sognepræsten, en blandt de største lodsejere og nogle af fattigdistriktets beboere som medlemmer,
der administrerede fattigforsorgen. Den der søgte fattigforsorg skulle henvende sig til præsten. Fattigforsørgelsen skulle i princippet tilbagebetales. Hvis man havde været på fattigforsørgelse tilfaldt ens ejendele derfor fattigkassen ved døden.

Jeg har fundet Ane spændende at arbejde med, da hun i 1837 blev idømt kagstrygning (piskes offentligt) samt livsvarigt fængsel i
Højesteret for en række mindre tyverier.

Mine undersøgelser er gået både efter Ane Hansdatter og hendes mand Jørgen Rasmussens ophav, deres liv og dom, samt hvad der
med den opvækst blev af deres børn.

Under sagsbehandlingen ved retten er spørgsmålet: Er sagen forgået på en "ordentlig" måde, eller har man blot taget nogle fra
samfundets bund og dømt dem?

Kunne deres børn få et rimeligt voksenliv, eller var de dømt på forhånd på grund af deres forældre? 

Af kilder har jeg bl.a. haft adgang til domakterne fra Højesteret ca. 140 folieark med gotisk håndskrift. Jeg har ikke kunnet tyde alt.
Der mangler enkelte ord hist og her, men det ødelægger ikke den overordnede forståelse.