Slægts- og lokalhistorie
39 år på Midtjydsk Møbelfabrik.
af Leif Louring Petersen
Jeg er født 1927 i Hammel og udlært som møbelsnedker i 1945 hos A. Bach i Hammel. Efter min pensionering
i 1987 skrev jeg mine erindringer.
1941. I Lære.
Efter længere tids søgen efter en læreplads fik jeg lov til at prøve mine evner inden for møbelbranchen. Jeg
havde altid gerne villet være urmager, men det var umuligt at skaffe læreplads i min barndoms by, Hammel,
og pengene har nok også været små. Vi var jo en stor børneflok.
Prøvetiden faldt godt ud, jeg blev optaget som lærling 1/2 1941. Læretiden var 4 år. Leif Louring Petersen 2018
Min læremester A. Bach, Hammel, var en dygtig og god mester. Dog kunne han være streng, men til tider var vi (Privat foto)
nok også selv skyld i det. Vi lærte noget godt håndværk. Der var intet, der hed maskiner for os lærlinge. Vi lærte
det hele til bunds indenfor møbelbranchen. Om vinteren gik vi på Teknisk Skole. Det startede den 1/9 til den 1/5 fra kl. 17.30 til kl. 22.00. Der var fag som regning, skrivning, dansk, matematik, frihåndstegning, fagtegning og produktudvikling.
Senere i min læretid fik jeg lov til at lære maskinsnedkerfaget på den smule maskiner, der var (afretter, tykkelseshøvl, fræser, båndsav, langhulsboremaskine, båndpudser og slibemaskine). Det var ikke det store anlæg, men det kom mig dog til stor nytte senere hen. Der er nok at berette om under min læretid, såsom om vinteren lavede vi ski til dem, der havde lyst til at købe dem. Asketræsplankerne købte vi på Farre Møbelfabrik og hentede dem hjem på kælk. Fra Hammel til Farre er der ca. 7 km., så det var en god strækning. Ved min læreplads var der også møbelforretning, og i det sidste halve år fik jeg også lov til at passe forretningen. Det gav også et lille indblik i forretning.
Omkring 1. november 44 kom jeg på skole, hvor jeg skulle have den sidste afpudsning, inden jeg skulle i gang med udkast og arbejdstegning til
mit svendestykke. I marts var jeg klar til at begynde på selve møblet, som var et dameskrivebord. Den 1. maj 45 blev jeg udlært.
Jeg arbejdede som svend til den 20/12 45. Da følte jeg, at der skulle ske noget andet. Jeg fik arbejde på Ringkøbing Møbelfabrik til påbegyndelse lige efter nytår 46.
1946. På Ringkøbing Møbelfabrik.
Lige efter nytår rejste jeg fra Hammel til Ringkøbing. Det var med en vis spænding, at jeg ankom dertil. Jeg opsøgte straks direktør Skovgaard på møbelfabrikken, hvor jeg fik besked på at møde næste dags morgen kl. 7.00. Samtidigt fik jeg henvist et værelse nede ved havnen. Det var et loftsværelse uden kakkelovn. Der var bidende koldt. Jeg fik mig installeret, og så gjaldt det om at komme om på KFUM, hvor jeg blev godt modtaget, og jeg fik heldigvis lov til at spise der.
Min første opgave på fabrikken var at lave spiseborde, det vil sige, vi skulle jo bare samle dem. Senere kom jeg til at kantfinere bordplader. Det var et træls stykke arbejde. Efterhånden faldt jeg jo til og lærte, hvad det vil sige at stå på egne ben.
Jeg kom godt ud af det med bestyreren på pensionatet, og han lovede, at så snart der rejste en fra pensionatet, ville han tænke på mig, og allerede i februar var jeg heldig at få et værelse på KFUM. Forstå den glæde, det var at komme fra et lille og iskoldt værelse til et dejligt, stort, opvarmet værelse med centralvarme. Ja, alting blev helt anderledes.
På fabrikken arbejdede jeg sammen med en snedkersvend, som hed Clausen og hans søn, som var i lære. De startede senere en møbelfabrik i Silkeborg. Og så var der en, der hed Aksel Rasmussen, og hans bror blev senere en meget god ven af undertegnede og min kone.
Sådan gik året 46, og i slutningen fik jeg meddelelse om at møde til militæret i Fredericia i maj 47. På en måde var jeg ked af det, for nu syntes jeg lige, at det gik godt. Efterhånden havde jeg fået noget lært og kommet godt efter det. Dejligt værelse, mange kammerater, men sådan er det jo. Jeg måtte sige min stilling op, og jeg rejste sidst i april 47 hjem til mine forældre, som var flyttet til Silkeborg, og meldte mig til Hæren ca. 3/5 47.
1948. Samler på Midtjydsk Møbelfabrik
Efter militærtjenesten (hjemsendt 10/3 1948) skulle jeg jo i gang med at søge noget arbejde, men det var ikke så nemt. Jeg søgte flere steder, men uden held. Det blev fagforeningen, der henviste mig til Midtjydsk Møbelfabrik ved S.E. Petersen, Ikast, et knapt 5 år gammelt firma.
Så jeg måtte jo ud at begynde. Det skete den 25/3 48. Efter en dags arbejde spurgte min far, om ikke jeg skulle have mit værktøj med, hvortil jeg svarede: Nej, der bliver jeg allerhøjest 8 dage!!! men det skulle gå anderledes. Jeg fik værelse hos mine forældre, Lyngbygade 94, og rejste med tog frem og tilbage.
Efter 8 dages forløb begyndte det at interessere mig. Arbejdet var meget håndarbejde. Der blev lavet spiseborde, spisebordsstole og dækketøjsskabe.
Jeg var jo ene om at samle. Mester lakerede selv og i maskinsnedkeriet var der en mand, der også var fra Silkeborg (Peter Vestergaard). Han startede selv senere egen fabrik i Silkeborg. Peter var en flink mand, men til tider kunne han godt være lidt selvrådig. Der var mange gange, vi tog en tørn, og hvis ikke mester snakkede os til fornuft, var jeg nok rejst flere gange. Det er klart, det kunne ikke gå i længden. Vi havde ikke altid lige meget at lave. I slutningen af 1955 var det småt, og i januar 56 fik vi alle en fyreseddel. Jeg fik den besked om muligt at begynde om ca. 14 dage, men det måtte jeg ikke sige til Peter Vestergaard. Da var jeg jo klar over, at bruddet var kommet. Jeg søgte ikke andet arbejde, jeg ventede på besked fra S.E. Petersen, som også kom 14 dage efter.
Til at begynde med var der ingen på maskinværkstedet, men den stilling blev besat af en mand (Schmidt Møller), der havde været med til at starte Ikast Møbelfabrik. Der kom lidt gang i det igen. Vi begyndte at lave skriveborde, og der blev ansat en samler mere. Ligeså blev der antaget en behandler. Det var Børge Olsen, som var med til at polere vore berømte birketræsdækketøjsskabe, som selvfølgelig var et stort stykke arbejde.
Den mand, der var antaget som samler, var dog ikke i firmaet ret længe. For som han selv sagde: Det lugter af gamle skriveborde. Det var både det første og sidste, han lavede, men alligevel et dejligt menneske.
Øverst fra venstre: Schmidt Møller, Et stykke tid efter den første brand.
Rasmussen, Børge Olesen, Leif Petersen, Det nye værksted set fra Skolegade.
S. E. Petersen.
Nederst fra venstre: Benny Søndergaard,
Leo Engedal. Ca. 1956.
Schmidt Møller, S. E. Petersen og jeg deltog i et kursus i maskinsnedkerfaget i en undervisningsvogn fra Teknologisk Institut. Undervisningen foregik om aftenen i 14 dage. Ca. 1957.
Allerede i Vestergaards tid var vi begyndt at lave hjørneskabe. Det var et møbel, hvor man virkelig havde brug for sine kundskaber som møbelsnedker. Men det gik bare ikke så godt med vores maskinsnedker. Det gik for langsomt, han havde for mange ideer om så mange ting. En skønne dag blev jeg kaldt ind til S.E. Petersen.
1957 formand og 1959 værkfører.
Samtalen med S.E. Petersen gik ud på, om jeg var interesseret i at overtage jobbet som maskinsnedker og i det hele taget stå for maskinsnedkeriet. Det gik ikke længere med Schmidt Møller.
Jeg greb naturligvis chancen, da jeg altid har haft en kærlighed for maskiner. Og helt uden erfaring var jeg heller ikke. Jeg havde lært noget under min læretid, og derforuden havde jeg deltaget i flere kurser i maskinsnedkeri i min fritid.
Der fulgte en dejlig tid herefter. Det varede ikke længe, inden vi måtte have mere mandskab, og lærling fik vi også, så det gik støt fremad.
Ildebrand har firmaet ikke været forskånet for. Jeg tror, der var 13 eller 14 gange. Første gang var den gamle fabrik. Det var jo oprindeligt en hestestald, der var blevet pudset og istandgjort og samtidig bygget maskinværksted til. Men i alt fald kunne jeg ikke finde døren om morgenen, da jeg kom. Til al held var der færdigt maskinarbejde i maskinværkstedet. Det var skriveborde, de var næsten færdige til samling.
Vi lånte et værksted hos Rasmussens møbelforretning i Herning. Skrivebordene skulle pudses og samles. Der stod jeg så et par måneder, medens fabrikken blev bygget op igen.
Der var som sagt mange brande, men det skyldtes sikkert det farlige spånfyr.
Det var efterhånden hver gang, brandsirenen lød, at alle folk sagde: ”Det er selvfølgelig nede ved Petersens møbelfabrik”. Men så galt var det dog ikke.
Virksomheden voksede, og der blev flere ansatte. Lige før mit 10 års jubilæum blev jeg spurgt, om jeg ville have ansvaret som formand, og dette valg modtog jeg. Og sådan gik der et par år.
I 1959 kom sønnen Gert Petersen i lære som møbelsnedker. Samme år blev jeg værkfører, da der efterhånden var meget at se til.
I mellemtiden havde vi jo fået bygget til, så der var dobbelt så meget plads som før.
1960erne. Udvidelser.
I min læretid ved A. Bach, Hammel lærte vi håndpolering. Det blev til mange stykker møbler, der fik den behandling, men det var en interessant måde at behandle på. Jeg fik da også brug for det senere ved Midtjydsk Møbelfabrik, ellers var det nærmest cellulose-lakering, som jeg dog også havde lært på min læreplads. I Ringkøbing var det mest afsyring eller ludbehandling. Så kort og godt fik jeg jo det hele lært.
I slutningen af 60érne blev pladsen efterhånden for trang.
Vi fik Teknologisk Institut til at se på forholdene, og de kom
med følgende punkter:
1) Pladsbehov
2) Stambilag for produktionsplanlægning,
3) Tidsregistreringssystem
4) Kalkulationer
5) Produktions- og salgsbudgetter
6) Udvidelse af virksomheden
7) Likviditet
8) Konklusion.
Der har aldrig været langt fra ord til handling her i firmaet. Det blev besluttet at bygge til samleværkstedet og bagefter maskinværkstedet. Vi fik faktisk dobbelt så meget plads, end vi havde før. Dernæst gik vi i gang med at se på produktionsplanlægning – og et tidsregistreringssystem. I det hele taget en gennemgribende undersøgelse og tilrettelægning.
Det lod til, at det begyndte at gå godt fremad. Vi begyndte på andre modeller såsom: Small Telster, Rack, videoreoler, video vogne, computerborde, tv reoler, tv videoreoler med plads til radio, grammofon, tv recorder og bånd. Vi lavede jo også soveværelsesmøbler. Derimod var hjørneskabe en saga blot. Men de var jo også lavet i 28-29 år. Det kan man kun sige var flot.
Det gik virkelig godt. Vi havde meget at lave, også så meget at vi måtte have andre til at lave 2 af vore modeller. Det blev Rudolf Feldborgs møbelfabrik i Herning, og han fik Small telster og Rack. Senere fik han også videoreoler, men da var firmaet reduceret og var kommet til at hedde Dema Herning. Men det er så en anden historie. Det var en travl tid. Til at begynde med skulle de jo have færdigt finérarbejde og lister leveret. Ligeså skulle de informeres og faktisk oplæres i så mange ting. De havde været vant til at lave lud og afsyrede egemøbler, så det var nogle travle, men dog også sjove år. Turen imellem Ikast og Herning har jeg kørt mange gange. I dag er det et firma med fremdrift, så man kan jo spørge sig selv, hvis og hvas, ja hvad – det skal man nok lade hvile.
Det er vist en hel del møbler, som vi har lavet på Midtjydsk Møbelfabrik, og da vil jeg nok sige,
at hjørneskabene er den model, som vi har lavet flest af. Vi lavede dem helt op i halvfjerdserne.
Der blev for det meste arbejdet på akkord.
I 1961-62 fik firmaet forbindelse med Mogens Jensen om at lave møbler til de amerikanske soldater
i Tyskland.Det begyndte vi med, og det var noget helt nyt. Der var mange forskellige møbler, men
alligevel en helhed. Det var nærmest kassemøbler, ligeså var der også noget, der hed no. 85, 86, 87
og dertil alle småtingene.
Der var rigtig kommet gang i salget, og vi havde meget travlt. Pladsen blev hurtigt for lille. Der
skulle ske noget. Der blev købt industrigrund ved Eli Christensens Vej 88, hvor der blev bygget
samleværksted, sådan at Skolegade udelukkende skulle være maskinværksted. Det færdige
produkt blev kørt op til samleværkstedet i en pick-up folkevogn. No. 85, 86 og 87.
Den første hal blev bygget ca. i 1966. I 1969 blev der bygget maskinværksted, og det var klar til indvielse den 10/10 1969.
Den 15/11 69 fik vi lejlighed her på Skolegade 37. Det var jo et mærkeligt sammentræf, at vi skulle få lejlighed her på Skolegade, når fabrikken flyttede. Men de første par år havde vi dog stadig finérværksted her på Skolegade.
Den 10. oktober 1970 havde firmaet 25 års forretningsjubilæum, så det var jo en stor dag for firmaet, og selvfølgelig for os alle.
Jeg kunne fortælle mange sjove og svære opgaver. Der var for eksempel silo…., men også det blev der taget højde for. Vi fik container og mere moderne udsugning. Meget af vores affald blev afbrændt udenfor. Det gav jo megen røg og gene for de omkringboende. Det var jo industriområde, men ak, kommunen må jo have lavet en fejl, for pludselig var der villakvarterer omkring os. Så blev det med at brænde affald af også forbudt.
Jeg har prøvet mange ting i min tid på Midtjydsk Møbelfabrik. Jeg kan nævne: Nedrivning af mure, muring af huller omkring rør, reparation af tag, reparation af gulv, reparation af vinduer og ikke mindst reparation af alle vore maskiner. For som tiden gik, havde vi naturligvis fulgt med i udviklingen af nye maskiner. Det var jo det primære i hele foretagendet.
1948– 1963 med toget fra Silkeborg.
Som allerede omtalt rejste jeg jo frem og tilbage mellem Silkeborg og Ikast. Vi skulle afsted kl. 4.45 om morgenen og skulle fra Ikast kl. 17.15 om aftenen. Somme tider var vi ikke hjemme før 18.30 - 19.00 tiden. Mange af os, der rejste på denne måde, vil sikkert mindes vintermorgener i de kolde tog. Det var jo godstog med kupé-vogne, træbænke og kakkelovn, der sjældent var meget varme på. Ganske simpelt fordi der manglede brændsel, men det fandt
vi ud af. Når vi kom til Moselund, sprang vi ud efter tørv, og I kan tro, vi fik varme på.
Sådan gik årene, og det var mange gange træls. Vi søgte også om at få rutebiler til at køre om
morgen og få lov til at tage toget om aften. Der blev søgt længe, så endelig blev det godkendt.
Herefter skulle vi med rutebil kl. 6.30 mod Ikast og igen fra Ikast kl. 16.40 med toget. Det betød en forkortelse på dagen ca. 2-3 timer. Det var vi meget glade for. Man skal jo huske på, at der var ca. 3 rutebiler fulde af folk, inden de nåede Ikast om morgenen.
Jeg blev gift den 23. oktober 1955 med jordens dejligste pige. Vi fik en søn den 14. september 1956 og en datter den 17. april 1960. Vores første lejlighed var Danmarksgade 4, og så flyttede vi til Vandværksgade 17, og derefter boede vi en kort tid på Dalsvinget. I mellemtiden havde vi søgt lejlighed her i Ikast. I oktober 1963 lykkes det os at få en lejlighed på Vinkelgade 17 i Ikast. På en måde var vi glade for det, men det betød jo også, at vi skulle forlade Silkeborg. Men på den anden side skulle jeg jo ikke rejse mere, og det var jo selvfølgelig en stor lettelse for mig. Rejst i godt 16 år og så pludselig være fri.
Nye produktionsmåder.
Firmaet var også blevet medlem af Danske Møbelproducenters Kvalitetsmærkning, som består af, at møblerne skal være førsteklasses arbejde, hvorved man kunne stemple dem med en kvalitetsmærkning. Der kom en mand rundt og så efter, om det nu også var, som det skulle være. Det havde jo en vis indflydelse på kunderne.
Vi havde altid selv skåret vores spånplader, men efterhånden blev det jo rigeligt, så derfor fik vi spånpladefabrikken Engesvang til at skære dem ud i de stykker, som vi skulle bruge. Derfor skulle der laves skitser af stykkerne inddelt i plademålene. Det blev dog ændret i halvfjerdserne, da spånpladefabrikkerne tilbød at levere de stykker, man skulle bruge. Ligeså skar vi jo også alle vore lister, rammetræ, skuffetræ og meget andet selv. Sommetider var det nogle store læs træ, der kom. Men også det blev ændret. Der blev tilbudt færdige lister, færdigt rammetræ, færdigt skuffetræ efter de mål, man havde brug for.
Jeg tror ikke, der er nogen, der i dag, 1987, kan forstå det enorme slæb, der var dengang. Men det var mere interessant dengang at få lov til at mærke kævlerne, træet og plankerne i sine fingre. Det at være snedker i dag er ikke, hvad det var dengang. Man havde kontakt med det hele.
Samtidigt med at vi var begyndt at lave møbler til Tyskland, begyndte vi så småt at lave reoler. Det var så en ny udvikling, der startede på fabrikken.
1973. 25 års jubilæum.
Den 25. marts 1973 kunne jeg holde mit 25 års jubilæum. Som sædvanligt mødte jeg på min arbejdsplads om morgenen, og kl. 7.30 blev jeg kaldt over på kontoret, hvor både hr. og fru Petersen samt Gert og Åse Frølund var til stede. Vi fik vores morgenkaffe, og jeg fik overrakt et telegram med pålydende: En telefon opstillet gratis i mit hjem. Derudover var der ca. 3000 kr. Ligeså havde alle arbejderne samlet ind. Jeg holdt fri resten af dagen, og til aften kom familien og venner. Så det blev en stor dag.
Tiden gik, det ene år efter det andet, og vi havde stadig lige travlt.
Igennem årene er det utroligt, alle de mennesker jeg har haft med at gøre. Nogen gad ikke bestille noget, andre kunne ikke noget, andre igen fik eksem, og andre igen fik ondt i ryg og lemmer. Men selvfølgelig var der også folk, som både ville og kunne noget. Dem er der trods alt en hel del af, som efterhånden har været i firmaet i adskillige år.
Lærlinge har der jo også været mange af. Også mange dygtige unge mennesker, som senere er blevet til noget. Jeg kan da nævne nogle her:
Leo Engedal har egen fabrik i Bording, Jørn Larsen er driftsleder på Komfort i Bording, Lindy Hansen har egen fabrik i Kjellerup, Svend Erik havde en overgang egen fabrik, Ole Knudsen og Bruno Nielsen er begge to stadig på Midtjydsk Møbelfabrik og Hans Chr. Jeppesen, som i dag - januar 1988 - er værkfører på Midtjydsk Møbelfabrik, efter at jeg er gået af, men det er så en lidt senere fortælling.
Op i firserne havde vi stadig travlt på fabrikken. Og stadigvæk havde vi underleverandører. En overgang havde vi også møbelfabrikken Viking her i Ikast, men det gik ikke så godt. Vi følte, at der var for meget arbejde i at lære en fabrik den samme kvalitet, som der nu engang skal være. Så vi nøjedes med Dema i Herning, som virkelig havde fået styr på alting.
Vi var begyndt at snakke om, at det kunne være rart med en ny finérpresse, da den gamle efterhånden ikke var hurtig nok. Men da pladsen også begyndte at være lidt trang, var vi klar over, at der nok skulle bygges til. Der blev snakket en del om dette, og i juni 1984 var alt klar til at begynde. Der blev købt et stykke jord af Venøs Auto, sådan at den nuværende hal kunne udbygges i forlængelse, og derudover blev der bygget en hal ved siden af. Så det var jo en ordentlig mundfuld.
Byggeriet var færdigt til november, og vi fik vores ny gennemløbspresser godt i gang i 84. Derudover fik vi 2 ilæggere, henholdsvis en til dobbelttapper og en til kantlimer, så nu var der lagt op til det store sus igen.
Men desværre var mit helbred begyndt at svigte. Det havde knaget noget de sidste ti-tolv år. Jeg kunne jo selvfølgelig godt mærke, at jeg ikke var en ung mand mere, men som oftest glemte man det i travlheden, og naturligvis kom smerterne, når man endelig holdt fyraften.
1984. Driftsleder.
I december 1984 blev jeg spurgt, om jeg ville overtage hele ansvaret for maskinværkstedet, finérværkstedet og finering plus tilsyn med samleværkstedet. Samtidigt skulle Hans Chr. Jeppesen overtage tilsynet med alle maskiner og virke som formand.
Det var selvfølgelig en lettelse af mit arbejde, som jeg havde været vant til. Til gengæld gav det meget mere kontorarbejde, da vi var begyndt at lave finérarbejde for andre virksomheder. Jo, man kedede sig aldrig.
I den tid jeg har været på Midtjydsk Møbelfabrik, har jeg været fraværende 14 dage til genindkaldelse i hæren, 14 dage på grund af svigtende ordrer, 4 uger på grund af indlæggelse på hospitalet – og igen ca. 4 uger på hospitalet, og allerede 1 måned efter måtte jeg afsted igen, denne gang i 3 uger, og et par år efter måtte jeg igen på hospitalet, men denne gang dog kun en uge. Ellers har der ikke været noget. Jeg har altid begyndt ca. en times tid før de andre. Det skulle være sådan, at folkene kunne komme ind, når de kom.
1987. Afsked med Midtjydsk Møbelfabrik efter 39 år.
I sommeren 1986 begyndte jeg at spekulere på, om jeg skulle holde op til februar 1987. Jeg ville jo blive 60 år den 22/1 87. Mange gange var det en stor pine at være på arbejde. Benene og venstre arm var ikke gode mere. Til at begynde med skød jeg tanken til side, for jeg syntes jo også, det var for tidligt, men om natten, når man ikke kunne sove for uro og smerter, ja så ville man holde op.
Omkring første november 1986 tog jeg endelig min beslutning. Jeg ville holde op til den 1. april 1987. Dette meddelte jeg så min gamle mester. Han skulle være den første, der fik besked. Han ville selv meddele det til sønnen Gert. Firmaet var jo omdannet til et aktieselskab for en del år siden. De var måske nok lidt overraskede, men kunne da også forstå, at jeg ville holde op, når jeg havde det på den måde.
Men spørgsmålet var naturligvis hvem, der skulle overtage arbejdet efter mig. Jeg ved ikke, om det var et held for dem, at der var en kraftig afmatning på salget af møbler til USA, men selvfølgelig noget kedeligt for firmaet. Men der var i hvert fald ikke så meget at lave, så det var naturligt, at Hans Chr. overtog en del af mit arbejde, og hovedkontoret overtog det meste af kontorarbejdet, som jeg plejede at lave. Det var en sær fornemmelse at gå med at vide, at om et par måneder var det slut.
Fra firmaets side blev der holdt en afskedsfest. Det skete fredag d. 27/3 1987 kl. 13.45. Der var mødt hele personalet, S. E. Petersen, Gert Petersen, Bent Pedersen fra Ludvig M. Larsen, Gravesen fra Dema, Verner Hessemand fraDema, Grønning fra Listefabrik, Christensen fra Hans Andersen, Silkeborg Sliberi. Fra personalet fik jeg en bordlampe i marmor, og så fik jeg et utal af flasker.Fra firmaet fik jeg en check med et beløb på. Vi fik et par stykker mad og dertil øl og vand. Der blev sagt nogle pæne ord, og det var selvfølgelig vemodigt at stå der og tage afsked med det firma, som havde været min arbejdsplads i 39 år. Jeg begyndte d. 25/3 1948. Det er mange år, så det var svært at sige farvel.
Det er andre, der skal svare på, om det havde været bedre, om jeg var blevet urmager. Det at være snedker og opleve så mange skønne oplevelser, der er i at arbejde med træ - jeg føler i dag, at jeg er godt nok tilfreds. Der kunne sikkert nok fortælles mange andre ting om et liv som snedker i så mange år.
Leif Louring Petersen, 2018
