Afs. 4: Ikast Møbelfabrik 1950.

Jeg var med min far på møbelfabrikken for at bestille taburetter. Da var jeg bare 9 år, men jeg har altid villet noget med træ. Når talen var om min beslutning, kunne mine forældre bekræfte det. Jeg var med for at hente taburetterne og tænkte, her er rart at være. Jeg spurgte min far, om han troede, de kunne bruge en bydreng. Han sagde, at det jo ikke kan gøre noget at spørge. Nogen tid efter cyklede jeg derned. Det var Gunnar Tibergaard Nielsen, jeg talte med. Han sagde lad os prøve.

 

Jeg startede, aftalen var 3 kr. om ugen, og der var nok at bestille. Dengang var der ikke udsugning fra maskinerne. Spåner og savsmuld foran maskinerne skulle bæres/skubbes ind i fyrrummet. Det var en stor skovl lavet i birke krydsfiner, der blev brugt. Det var første opgave, når jeg mødte. Så gik turen rundt til alle svende for at spørge, om jeg skulle hente noget ved bager og købmand. Det var bager Mørup og købmand Beck i Bredgade, der var målet. De lå nær hinanden på hver side af gaden.

  

Lim til varm lim kom hjem i store lærreds sække. Før det kunne bruges i limspandene, skulle det lægges i blød i vand. Det blev min opgave. Der var lønudbetaling om torsdagen, så jeg cyklede i banken. Jeg mener, det var Folkebanken, den hed. Jeg medbragte en lille lædermappe til at fragte pengene i. Jeg har siden tænkt, at det var et stort ansvar for en lille dreng, men det var aldrig et problem.

 

Da jeg startede, var det stilmøbler, der blev fremstillet. Før afhentning blev hver enhed omhyggeligt indpakket. Det var med avispapir, bølgepap og sejlgarn. Indpakningen skete i det, der blev kaldt ”skuret”. Det var en træbygning vest for hovedhuset i fin stand. Her hjalp jeg Vagn Schmidt-Møller med indpakningen klar til fragtmanden.

 

I bygningen længst mod vest havde billedskærer Andy Nielsen indrettet sin arbejdsplads. Der var fyldt med modeller, tegninger og en masse spændende værktøj. Der stod også en feltseng. Andy boede i Randers og boede på værkstedet i ugens løb.

 

I bygningen var der også tre høvlebænke/arbejdspladser til forefaldende arbejde.

 

Nye tider, stilmøblerne er ude.

Det jeg husker her, er nye træsorter, en anden lugt/duft. Svendene talte også om hovedpine og kvalme, de stod jo også i støvet ved maskinerne hele dagen. Et problem de også talte om var, at værktøjet hurtigt blev sløvt. Teaktræ indeholdt meget kisel, som sløvede værktøjet.

 

I stedet for enkelte emner var der store stakke af ens bordplader, det var vel starten på ”møbelindustri”. Ingen avispapir, bølgepap og sejlgarn, den store eksport af møbler til USA var i kasser fremstillet til formålet.

 

Der har været mange kreative tanker for at få en sådan produktion op at stå. Der husker jeg særlig Axel Hansen. Han var udlært smed, men arbejdede som maskinsnedker og blev vores ”Ole opfinder”. Han blev ved til problemerne var løst.

 

Møbelsnedker skulle jeg ikke være, jeg fik læreplads som bygningssnedker hos William Larsen.

 

Rundgang på møbelfabrikken da jeg blev bydreng.

Skuret med billedskærerværksted har jeg været inde på. Nu vil jeg tage en tur i hovedbygningen. Indgang mod vest, lige indenfor th. et lille kontor hvorfra lønudbetalingen var om torsdagen. Lige frem trappe til 1. sal, th. for den, dør til fyrrum, døren var metalbeklædt og med smelteled.

 

Tv. mod nord maskinværksted med båndpudser, fræser, stødsav, tykkelseshøvl, afretter, og båndsav.

 

Mod syd: Samleværksted med stor limeovn i midten, med uret rundt finerpresse, som blev betjent af Knud Resen, finerbord, Wedel Pedersen som ”rev” finer sammen, længst nede Knud Mikkelsen, han udvandrede senere til USA. I miden mod syd: Nedgang til finerkælderen under privatboligen, dernæst Tage Rasmussen, Erik Pedersen, lærling, Peter Pedersen, lærling, Niels Søndergaard, lærling.

 

Op ad trappen til 1. sal. tv. mod nord: Træ lager, bag trappen forskellige emner til billedskæreren. Th. mod syd, behandlerværksted, syd østlige hjørne sprøjtekabine, som blev betjent af Hansen, der var københavner. Jeg bar mange gange emner ud derfra. I det sydvestlige hjørne var der depot for lak og andet brandfarligt.

 

To personer jeg husker derfra var, Lars Peter Meldgaard og den anden var døvstum, fantastiske håndværkere.

 

Nogle ting der huskes tydeligt.

Jeg mødte efter skoletid, der var kødrand omkring båndsaven, fordi man havde savet i noget hårdt. Det viste sig at være en spydspids. Den havde siddet i træet, da det var ungt, og så var træet vokset over det.

 

En dag stod jeg bag saven og så svenden save sin tommeltot af.

 

Der var meldinger om transportskader på møbler til USA. Et færdigpakket møbel blev løftet op på taget af skuret, tippet ud over kanten. Det hele holdt.

 

Det var fem glade år på Ikast Møbelfabrik.

 

 

Afs. 5: Min læretid hos William Larsen.

Jeg kom i lære 1. maj 1956, jeg var 14 år, blev 15 år den 12. november. På grund af min unge alder var læretiden 4 år og 6 måneder. Den første tid var det mest som arbejdsdreng, sådan var det dengang.

 

Det var ikke let arbejde. Der var to trækvogne, den ene med træhjul og bladfjedre, den anden var med gummihjul og mere behagelig at køre med. Om vinteren var der en stor slæde til at fragte materialer på, men problemet var, at der hvor der var fjernvarme tværs over vejen, der var der ingen sne. Her måtte jeg siksakke slæden over. Jeg har grædt mange modige tårer over de opgaver, jeg fik. Nogle dage var det at hjælpe Fru Larsen med storvask, bære træ til gruekedlen. Her var jeg uheldig/heldig at spilde savsmuld på noget rent tøj, så blev jeg sat fra bestillingen, og en anden lærling kom til.

 

Jeg var meget lille, 156 cm, den næstmindste da jeg blev konfirmeret, desuden havde jeg meget sygefravær. Jeg havde hovedpine med opkast. I dag ville man sige, at det var migræne. Jeg var hos vores læge flere gange, han sagde: ”Knejten skal nok vokse fra det”. Efter et halvt års prøvetid ville William Larsen opsige lærlingekontrakten. Han ville, at jeg skulle vente et år med at starte min læretid. Jeg blev meget ulykkelig og ked af det. Det så vores mestersvend Axel Kallesøe. Han var en ældre og meget venlig herre, men også én, der var meget respekt om. Kallesøe gik ind til mester og sagde: ”Jeg tror på Eigil”. Og sådan blev det. Jeg fik lov at fortsætte min læretid. Ja og pludselig forsvandt alle skyer. Som andetårs lærling voksede jeg 17 cm. Og jeg har egentlig aldrig været syg siden.

 

Da jeg startede, var vi fire svende og fire lærlinge. Vi lavede alt mellem himmel og jord, lime gamle stole, reparation af vinduesrammer og nyt glas i med kitfals. Vi cyklede ud til kunderne med vores værktøjskasse, manglede vi noget, så hjem igen.

 

Noget jeg syntes var hyggeligt, var når vi sad på høvlebænkene med vores termokaffe og leverpostej- madder. Her kunne vi tale om alt mellem himmel og jord.

 

Mange ting gik langsomt og besværligt i halvtredserne. Ikast Andelsbolig Selskab opførte boligblokke på Vinkelgade. Vi havde snedkerarbejdet, og meget af materialerne blev kørt derned på hestevogn. Det var Mads Toustrup, der også havde Ceres øldepot, der kørte, ellers var det mig med trækvogn og muskelkraft.

 

Tiderne skiftede, der blev indkøbt en folkevogns pickup, værkstedet skulle have den om formiddagen, og møbelforretningen resten af dagen.

 

Træ til vinduer og døre, blev fragtet fra vores trælade til værkstedet. På 1. sal var der tørreovn, hvor træet blev pindet op for udtørring. Efter nogen tid blev der målt på vandindhold, og så kunne det anvendes.

 

I kælderen var der presser for limning af døre og låger, her var der også dørtvinger til limning af bordplader. På den tid var det normalt, at det var fyr, som blev lakeret eller blev bejdset og derefter behandlet med rå linolie. Her tilbragte jeg uger og måneder lidt kedeligt og lidt afsondret, men værkstedets toilet var også her, så der kom da jævnligt besøg.

 

Under møbelforretningens lager var der samleværksted. Her blev der samlet vindueskarme og vindues-rammer i stor skala. Dernæst tilpasning af vinduesrammer, det var med en langhøvl, en rubank. Dernæst montering af hængsler og andet beslag. Så var de klar til maler, de blev båret over i det lave skur, i daglig tale pladeskuret eller malerskuret. Her fik de grundmaling og var klar til at blive kørt til byggepladsen. Efter monteringen blev der stoppet mellem karm og mur med kapok. Kapok var et affaldsprodukt, som vi hentede på spinderiet. Det minder om, hvad der findes i vattæpper.

 

Jeg var ikke meget ude at arbejde i min læretid, hvad jeg følte var en mangel, men sådan var tiden. Indvendige døre i mahogni blev meget populære, de blev oliebehandlet med teakolie, det var et hestearbejde for en lille knejt.

 

Teknisk skole var mandag fra kl. 13,00 til kl. 20,00 og onsdag fra 18,00 til 21,00. Lørdag arbejdede vi til kl. 12,00, så var det med hurtigt at feje og rydde op, og så teknisk skole fra 13,00 til 18,00. Jeg var meget glad for at gå på teknisk skole, en venlig lærer som hed arkitekt Jensen. Noget jeg syntes var mærkeligt, jeg var bare 15 år, og han sagde De og Nielsen til mig.

 

Det blev tid til svendeprøve, det blev en udvendig dør i teaktræ, samt en vinduesramme med krydssprosse i egetræ. Døren fik jeg lov at lave i mål, så den passede i mine forældres hus på Grønnegade 17. Den sidder der endnu, jeg var lige forbi i 2017. Det hele lykkedes, opgaven blev antaget med ros, og jeg fik mit svendebrev 1. november 1960, tolv dage før jeg fyldte 19 år.

 

Afs. 6: Udlært bygningssnedker og så soldat

Jeg blev udlært 31. oktober 1960, og fik så lige 5 måneder som svend. Lønnen var 167,00 kr. om ugen, ung svendeløn!

 

Jeg havde indkaldelse som soldat til Nørrejyske Artilleriregiment i Århus på Vestre Alle. Jeg skulle møde 1. april 1961. Det blev en god tid for mig. Jeg fik lært at holde orden, lægge tøj sammen og blive mere voksen.

Jeg vil ikke bruge så mange ord om den tid, men lige nævne, at det altid har været en stor fordel for mig med min uddannelse som bygningssnedker.

 

I en lang periode var jeg lånt ud til staldene. Der var der fire dragoner, der var udlånt fra dragonregimentet i Næstved, for at passe officerernes heste. Fra gammel tid var der en ridebane og ridehal. Her var der forskellige forhindringer med bomme, plinte og andet, som skulle vedligeholdes. Jeg var i skoven efter rafter til bomme. Hjemme igen kunne jeg stå ude i solen med bar mave og afbarkningsjern og nyde det.

Sergenttutten fik spiritusbevilling, jeg blev spurgt, om jeg kunne lave en bar/amerikanerbar med baldakintag over. Jeg sagde selvfølgelig ja. Med en lille forsinkelse, jeg var på skydeøvelse i Oksbøl, stod den klar. Jeg var med til indvielsen, og blev selvfølgelig fuld.

 

En gammel tradition i artilleriet er trompeterkorpset. Der var optagelsesprøve, og jeg bestod prøven. Der kom en musiker fra Århus Byorkester en time hver dag og lørdag to timer. Carlsen var en lille rund venlig mand. Dengang var jeg ikke klar over, at trompeteren var oberstens ”kæledække”, en trompeter blev aldrig straffet.

 

Hjemme på orlov fortalte far, at William Larsen var forbi. Han sagde til far: ”Når ham knejten er hjemme på orlov, kan du så ikke bede ham komme op for at tale med mig”. Det var jeg, og aftalen blev, at jeg startede efter hjemsendelsen.

 

Hjemsendelsen var 29. juni 1962.

 

 

Afs. 7: Hjemsendt og start ved William Larsen.

Jeg startede ved William Larsen igen juli 1962, det var med spænding, jeg syntes ikke, jeg kunne særlig meget. Sådan er det nok altid.

 

Det var ikke bare en ny begyndelse for mig, det var også en helt ny tid, meget havde ændret sig.

I halvtredserne, husker jeg, sad arbejderne og klunsede om øl efter fyraften, i stedet for at gå hjem til konen. Men nu suste de ud ad døren for at støbe sokkel og bygge på deres parcelhusgrunde. Det var en god tid med optimisme, fart og glæde. Jeg startede de første måneder på værkstedet, som var udvidet til det dobbelte, mens jeg var soldat.

 

Efter nogle måneder kom jeg ud at arbejde, det var opstilling af inventar i Ikast Sparekasse på Bredgade.

Det var i 1963, hvor jeg blev gift den 20. juli.

 

 

Afs. 8: Reparationsvogn.

                                                                                       Efter et par år, hvor jeg en dag gik og stillede køkkener op, kommer William Larsen ud                                                                                         til mig. Han siger til mig: ”Eigil den er helt gal, hver anden gang jeg tager telefonen,                                                                                           er det en skideballe. Folk siger: ”Ja I vil gerne bygge nyt, men vi kan ikke få lavet                                                                                               reparationer”. Vi har talt om, at hvis vi køber en reparationsvogn mere, om du så vil
                                                                                       køre den”. Jeg takkede ja. Nogle måneder før var en af mine kollegaer startet med at
                                                                                       køre en lignende. Der blev bestilt et ”folkevognsrugbrød”, som jeg fik indrettet med
                                                                                       hylder til søm, skruer, beslag og håndmaskiner. Desuden værktøjskiste og opstillingsskamler, og på taget forskellige stiger.

Der var nok at tage fat på. Det blev almindeligt kendt, at nu var det bare at ringe, så kom vi. Stakkene af arbejdssedler voksede, det blev virkelig en succes. Det virkede sådan, at vi på arbejdssedlen bare skrev de medgået materialer. Vores kontormand kunne så bruge arbejdssedlen som kladde til regningen.

 

Det blev en meget spændende tid. Ombygninger af butikker i Bredgade var en stor del.

 

Noget af det første var Ikast Avis, jeg mener det var i 1965. Når man trådte ind ude fra gaden, var det, som når vi ser Matador i fjernsynet. Adskillelser med glasvægge hvor personalet sad ved deres skriveborde og talte i telefon. Alle de mange glasvægge blev fjernet, men ikke uden problemer. Gamle Bernhardt Jensen gik og skældte ud på mig dagen lang, han kunne ikke klare alt det rod. Men så var der Tine, en gammel skrap, men meget elskværdig dame. Tine var der meget respekt omkring, hun sagde hele tiden til Bernhardt Jensen: ”Eigil skal du ikke skælde ud på, han udfører bare sit arbejde”. I det ene hjørne blev der indrettet kontor til sønnen Preben Jensen, der havde overtaget roret. Over tid blev det til mange opgaver til mig, det var et spændende sted at arbejde, der var en speciel atmosfære over stedet. Det blev til mange opgaver over årene i takt med mere moderne teknologi.

 

På Ikast Avis blev Preben Jensen, i daglig tale til Preben Bogtrykker. Preben og Ritta bygede hus på Fuglsangs Allé. Underetagen står næsten rå. Det er her, jeg kommer ind i billedet. En stor del bliver indrettet til gildesal, her ønsker de gode mennesker en bar. Preben siger så: ”Hvad så Eigil, har du en ide, hvordan vi laver sådan en? ” Vi taler frem og tilbage om det, og enden bliver, at Preben giver mig 300,00 kr. og siger: ”Så kan du køre til Herning og besøge alle barer, der findes der, og få nogle ideer”. I al beskedenhed vil jeg sige, det blev meget fint. Selve baren blev lavet på vores værksted i Hestlund. Det var Svend Erik Andersen, der udførte det fine arbejde, loft og belysningen udførte jeg.

 

Det blev også en slags venskab med traditioner. I mange år, når juletræet skulle på fod, blev jeg hentet og bragt. Efter veludført arbejde fik vi en dejlig frokost, dejligt med gode minder.

 

Omkring 1971 ophørte jeg med at køre reparationsvogn, jeg begyndte med ”almindeligt” arbejde.

 

Afs. 9: Phønixteateret og Viggo Siefert.

På Phønixteateret kom jeg til at bruge mange timer, og med meget glæde. Phønixteateret og Viggo Siefert
var samlingspunkt for alle børn i Ikast. Det var for vi børn og unge den eneste forlystelse. Hjemme fik vi
først TV i 1958. Det første år, hvor jeg kørte reparationsvognen, fik jeg en opgave i biografen.

Jeg gik sammen med Siefert nede i biografsalen. Han sagde så: ”Jeg får mange klager over, at folk ser for
dårligt fra deres siddepladser. Jeg har talt med arkitekt Jensen om problemet, men han havde ingen
løsning”. Arkitekt Jensen var min lærer på teknisk skole, han var meget gammeldags. Jeg tror ikke han kom
i biografen. Jeg svarede meget modigt, at jeg troede, jeg kunne løse problemet.                                             (Foto: William Larsen)

 Dengang missionshuset Ansgar blev bygget, blev der startet ungdomsklub i underetagen. Jeg startede med at komme der, da jeg var 14 år, senere blev jeg frivillig medarbejder. I den store sal i øverste etage så vi nogle gange film, og her fandt vi drenge ud af at stille stolerækkerne i ”sildebens facon”. På den måde kunne man se mellem dem, der sad foran.

 

Siefert og jeg aftalte, at jeg afmonterede nogle stolerækker, og jeg lavede en prøveopstilling. Han var med det samme meget positiv, indtil jeg fortalte, at det var noget med at fjerne 4 stolerækker. Jeg forklarede ham så, at vi den nye generation er nogle høje mennesker, og der er for lidt benplads, så skal vi lave det helt rigtigt, skal vi sænke gulvet. Gulvet i biografsalen var udført som følge:  På murede søjler, ca. 90 cm høje, var der et bjælkelag, herpå var der lagt bøgeparketgulve. Grunden til, at der var lavet, det vi kalder ”krybekælder”, var, at der var blæsevarme under gulvet. Det var ikke mere i brug.

 

Vi aftalte, at vi i en periode lukkede biografen. Jeg fortalte William Larsen om planen, og at jeg fik brug for to mand til at hjælpe mig.

 

Biografsalen blev ryddet, stolerækkerne blev båret ud i sidegangen. Fra den sydlige indgangsdør og frem til scenen blev gulvet brækket op og bjælkelaget fjernet. Højden på de murede søjler blev ændret, så gulvet frem til scenen blev sænket ca. 60 cm. Nyt gulv blev lagt, og stolerækkerne monteret. Det blev 5 stolerækker, der blev fjernet.

 

Det hele endte lykkeligt. Siefert blev meget tilfreds, det blev biografgængerne også, og jeg fik afprøvet ungdommens mod.

 

Næste opgave blev at indrette/ombygge 1. salen. Siefert boede i det lille lave hus ved siden af Phønix- teateret. Det blev udlejet til Kofods Farvehandel.

 

Siefert havde nogle gamle almuemøbler, så det blev stilen. Der blev monteret snydebjælker for at få det rigtige udtryk. Jeg havde en arbejdsdreng til at holde i den ene ende, det var meningen han skulle i lære. Men han virkede altid meget fraværende, så det blev ikke til noget. Desværre fandt jeg ud af, at han var syg. Nogle måneder senere døde han af en svulst i hjernen. Sådan noget er jo lige til at tude over, et ungt menneske, der dårlig nok er startet på livet.

 

Efter indretningen af 1. sal savnede familien at kunne gå lige ud i det fri. Jeg foreslog, at vi byggede en terrasse ud over eksisterende halvtag. Jeg gik i gang med opgaven, og enden blev, at den blev overbygget. Tiden var knap, det var snart ferietid, så jeg aftalte med William Larsen, at jeg brugte de fleste aftener før ferien, og den blev færdig.

 

Aftalen var den, at jeg kunne holde 3 ugers ferie. Det blev en dejlig ferie i Syditalien. Det var sommeren 1966, hvor der kun var 14 dages ferie, så mange spurgte, hvordan jeg kunne få lov til det? Men noget for noget, sådan var William Larsen.

 

Siefert var et meget politisk menneske. Stort var det for ham, da han i et optog sammen med statsminister Stauning gik op ad Bredgade. Derfor tænkte han tanker om Christiansborg. Ved siden af biografsalen var der den lange gang, hvor vi i pausen i filmen stod med sodavand og slik. En dag sagde han til mig: ”Eigil vi skal have lavet en lang bordplade, 60 cm bred i hele rummets længde”. Det skulle være som vandrehallen i Folketinget. Sådan blev det, den blev monteret i en højde på 1,15 m., det skulle være sådan, at man kunne hænge op af den.

 

På et tidspunkt siger Siefert, at vi skal have monteret et stort spejl ude ved garderoben, det skal være fra gulv til loft. ”Hvorfor er du kommet på sådan en tanke”, spørger jeg. ”Det skal jeg sige dig”, siger han, ”så ser det ud til, at der er mange flere der skal i biografen”, hvorpå han flækker af grin. Men sådan blev det. Først skulle der monteres nogle naturtræspaneler. Siefert ville selv være med til at udtage panelerne, så turen gik til Reimar Nielsens Tømmerhandel på Århusbakken i Silkeborg. Vi bestilte nogle fine asketræspaneler, og fint blev det.

 

Angående fint, så havde Siefert givet mig titlen og udnævnt mig til ”Hofsnedker”. Så kan det vist ikke blive finere.

 

Siefert fortalte gerne om hans liv i politik, om politiske møder og taler, politiske finter og meget mere. Jeg husker, at han fremhævede flere gange, at på et vælgermøde bliver taleren afbrudt af en meget støjende person, der står og bryder ind. Folk råber, sæt dig ned, hvorpå taleren siger: ”Lad bare den herre stå, det er en skrædder, der har rejst sig op for at hvile sig”.

 

Jeg tror politik nogle gange var hårdt ved ham. Han fortalte, at han nogle gange efter et møde kunne ligge vågen hele natten og tænke, hvis jeg havde sagt sådan og sådan, så var det bedre.

 

Siefert tænkte meget over tingene. En dag siger han til mig: ”Eigil går du til fodbold?”  ”Ja det gør jeg”, svarede jeg. ”Det kan jeg ikke forstå, for det må være idrættens grundidé, at 22 mand ser på at 2.000 mand spiller fodbold”.

 

En dag spørger Siefert mig: ”Tænker du på, hvem du drikker sammen med”? Jeg svarede, at det gjorde jeg ikke. Han fortalte så om en hændelse, da han var farende svend. De var nogle, der havde siddet i et muntert lag. Han bliver inviteret med hjem af en af svendene. Her finder han kone og børn liggende på gulvet på avispapir. Det satte sig nogle spor.

 

Noget, der var fast i bybilledet, var Peter Poulsen og Viggo Siefert, og der er mange anekdoter. Noget der var fast var, at Siefert sov middagssøvn. Når han så kom ned til mig i biografen, råbte han: ”Hvad, er du her endnu”? Og så grinede han. Men en dag kom han helt stille, jeg spurgte ham om, der var noget i vejen? ”Ja, det tror jeg nok, jeg tror jeg kom til at genere Peter, så han er vist gal på mig”. ”Det tror jeg ikke på, I er da altid gode venner”. ”Jaaa” siger Siefert, ”Peter havde været til læge og fået konstateret slidgigt, og der kom jeg til at sige: ”Det kan da umuligt passe, for du har jo aldrig i dit liv lavet noget””.

 

Siefert kørte ikke selv bil, men talte mange gange om steder, han havde været og gerne ville gense. Det blev sådan, at på 1. maj dage startede vi i min NSU Printz 4 til steder, han havde læst om i avisen, eller steder han havde været som farende svend. Vi kørte et sted, jeg mener, at det var ved Grindsted, så siger han :”Drej ind til denne kro”. Vi kommer ind i krostuen, så siger han: ”Det bord, der står her, er det samme, som da jeg kom her som ung svend. Vi sad en flok svende her, pludselig kom der en ind og fortalte, at der var en gård i nærheden, der var brændt. Alle fik travlt med at komme af sted for at finde ud af, hvem der fik arbejdet med at genopføre og ved dem søge arbejde”.

 

På vores vej ud i landet tændte jeg for radioen. Der var taler og sang fra Fælledparken, og når de kom til Internationale så sang Siefert, så forruden duggede.

 

 

Afs. 10: Erhvervsskolen, Hagelskærvej, Ikast

I årene 1963 – 1964 blev Pigeskolen/Erhvervsskolen bygget. Den blev bygget og drevet af Direkto-
ratet for Børene – og Ungdomsforsorgen. Det var arkitekterne Friis og Moltke, der var idémændene
bag byggeriet. Ved rejsegildet på Hotel Medi fremhævede Friis, at tanken bag var en firelænget gård.
For byggeriet fik de Træprisen det år.

 

På arbejdstegningerne stod der Pigeskolen, men det blev hurtigt ændret til Erhvervsskolen. Det
første havde for dårlig en klang.         

Snart kom jeg ind i billedet, der var meget, der skulle ændres. Der blev indrettet systue, så der blev     (Foto: William Larsen)                                      samarbejdet med flere tekstilfabrikker. Det kom til at køre til stor glæde for alle parter. Jeg fik jobbet   

med at montere hylder, stille skabe op og meget andet.

 

Når der bygges med så meget træ, er der meget, der kan gå galt. Træ er jo levende. Ud til atriumgårdene var der nogle store døre i massiv eg, når sådanne kraftige dørrammer får sol og varme, sker der noget. Mange af dørene vred sig, når de blev åbnet, med det resultat at glasset revnede, og mange punkterede. Det tror jeg ikke, der var mange, der havde set komme. Alt glas var monteret i termokit, og det blev hurtigt meget stift.

 

Det var bare én af de ting, som jeg over tid baksede med. Jeg vil ikke komme ind på det hele. Noget der var vanskeligt, var utætte tage, paptag med ral på.

 

Skolen var nomineret til 40 piger, der var afdeling A, B, C, og D, med 10 piger på hver afdeling. De mest barske på afdeling A. Derfra blev de sluset ud til de andre afdelinger. Det var nogle frygtelige ting de fortalte mig, om misbrug og om svigt. For mig, jeg var bare 25 år, var det helt ufatteligt.

 På grund af min unge alder, tror jeg, fik mange af pigerne tillid til mig. Så pludselig var det ikke mere ham håndværkeren, så kaldte pigerne mig ”storebror”.

 

Ja, og det er klart, nogle gange var der nogle af pigerne, der skulle afreagere. Det kunne gå ud over loftplader og meget andet. Noget, der var meget udbredt, var tændstikker proppet ind i låsecylinderne, det var altså træls.

 

Skolen købte et gammelt hus ved Sminge sø nedenfor Gjern Bakker. Det skulle bruges som koloni. Det var meget forfaldent, det var med forskalling og pudsede vægge indvendigt. Alt puds blev banket af og båret ud, derefter blev det erstattet af gipsplader, et hestearbejde. Det var et stort arbejde og strakte sig over lang tid. Den bil, jeg kørte i, blev hurtig døbt ”prærieexpressen” af mine arbejdskammerater. Det blev også til at bygge bådebro. Det var lidt besværligt, nogle steder var der 50 – 60 cm dynd på bunden.

 

Søen gennemstrømmes af Gudenåen. En dag i middagspausen blev Tommy, min lærling, og jeg enig om, at vi ville prøve at sejle på Gudenåen ned til Svostrup Kro. Halvvejs dernede gik det meget hurtig, vi drejede skuden, men ak og ve vi kunne ikke ro opstrøms. Vi fik jollen på land og bar den over vores hoveder, hjem over engen. Sådan er det jo, den der intet vover, intet vinder.

 

Det blev til mange lærerige år på Erhvervsskolen. Dejlig var også omgang med flinke medarbejdere og forstanderen.

 

 

Afs. 11: Arbejdskammerater

 Arbejdskammerater, det var vi virkeligt hos William Larsen. Jeg arbejder på Ikast Avis, en af svendene, Henning Pedersen, siger til mig: ”Eigil når du nu går og arbejder dernede, kan du så ikke spørge, om de vil indrykke en annonce, angående om der er nogle firmaer, der vil være med til at spille fodbold”. Jeg ved ikke, om det var det, der virkede, men vi og VVS firmaet Åge Andersen fik gang i det. Det blev starten på firmaidrætten i Ikast. Snart var der 10 firmaer med. Førnævnte Henning Pedersens svoger stod for turneringsplan. Vi startede helt i det små, men vi fik William Larsen til at betale for nogle fodboldtrøjer, det var stort. Stort var det også, at vi i vores turnering blev nr. 2. Nr. 1 blev fangerne på Kærshovedgaard, som var kommet med.

 

Der var Jysk mesterskab i firmafodbold i Kolding, men her fik fangerne ikke lov at komme med, så derfor blev det nr. 2, William Larsen, der skulle deltage. Vi rykkede ind på campingpladsen i Kolding med vores villatelte, og her blev der meget hygge om aftenen. Det var med indmarch på stadion og tale af borgmesteren. Fodbold gik det ikke særlig godt med, vi tabte alle kampe. Jeg tror det var noget med for meget hygge dagen før. Ove Hvergel kom til firmaet, han var god til at sætte gang i fodbolden, han fik os meldt til indendørs fodbold, det havde vi meget fornøjelse af.

 

Jeg ved ikke, hvordan det opstod, eller hvem, der foreslog det, men i 5 vintre var vi 6 par der gik på danseskole sammen. Det var ved Evy, en sød dame fra Århus, der havde danseskole i Ikast. Det var en helt ny måde at være sammen på. Der var mange billige grin, men også det at her kunne vores kvinder lære hinanden at kende.

 

En af mine arbejdskammerater var Helge, han var en lun person. Han fortalte om sin læretid på Fyn. Hans mester kunne sige til ham: ”Helge, det er noget lort, du laver, det er godt, du ikke laver mere”. Han kunne også sige: ”Helge, det godt, det du laver, det er en skam, du ikke laver mere”.

 

På den tid var der rejsegilde på Hotel Ikast, det var Ikast Andelsboligforening, der var vært. William Larsen spurgte Helge, om han kendte hotellet: ”Nej det gør jeg ikke”, svarede han. Nå men så skal jeg vise dig rundt. Da han åbnede døren ind til krostuen råbte alle: ”Hej Helge”.

 

Angående sammenhold og gode arbejdskammerater. En svend havde et lille uheld, et brækket ben. Dengang gik det meget ud over ugelønnen. Vi fik en opgave af mester, det var en fabrik på Villavej, som skulle have den store tur. Vi var 9 svende, som arbejdede i weekenden, hvor det vi tjente gik til skadelidte.

 

 

Afs. 12: Store og små opgaver.

I starten af tresserne kom der nye øjne på mange ting.                              

 

De gamles hjem

                                                                               På De gamles hjem blev der stillet større krav til standarden af værelser. Værelser blev                                                                                         inddraget til brug til baderum og toiletter, og andre blev lagt sammen, så jeg her vil kalde                                                                                     dem for stuer. Det var besværlig at udføre arbejdet, for der var beboere på stedet. Der var                                                                                   aldrig nogen afsnit, der blev lukket ned, og der var altid mange ældre omkring mig, hvor
                                                                               jeg arbejdede. Jeg fandt altid meget glæde i at arbejde her, der var altid nogle beboere, der                                                                                 kunne fortælle spændende ting om deres liv. 

                                                                               

                                                                               Omkring kl. 13,00 var der mange, der fik middagssøvn, og så skulle der helst ikke være for                                                                                   meget støjende adfærd. For at der skulle være rene linjer, gav jeg udtryk overfor den                    (Foto: William Larsen)                                           tilsynsførende fra kommunen, at der medgår uforholdsmæssigt mange timer på arbejdet. Jeg kunne jo ikke bare jage nysgerrige beboere væk. Det blev aldrig et problem, der var fuld forståelse fra kommunen, så jeg kunne slappe af. Det blev til meget arbejde i mange år, så på den måde lærte jeg alle beboerne at kende. Det blev til mange beretninger fra deres lange liv, og dem lagde jeg gerne øre til.

 

Senere blev der bygget sygeafdeling, hvor de mest plejekrævende flyttede ind. Her var det, at gamle Jørgen en dag sagde til mig:
”Do tømmer ka A et fo en nøvl te mi wærls”, så siger jeg: ”Jørgen der er da ingen der vil stjæle fra dig”. Så svarer han:
”Det we a da ett, så læng a ka how tebag har folk da wil stjæl”. Det kunne han have ret i.

 

Demens, var der også nogle, der havde i forskellig grad, selvfølgelig. Der var særligt en ældre herre, der løb væk fra hjemmet. Ham fandt jeg nogle gange tøffende rundt ude i byen i kludesko. Jeg holdt ind og løftede ham ind i bilen. Så blev han virkelig sur, skældte mig ud og kaldte mig en dum knægt. Det var jo også meget forståeligt, jeg havde jo også berøvet ham hans frihed.

 

Ved udvidelse og tilbygning af sygeafdelingen, var det arkitekt Jensen der havde opgaven. Han var min lærer på teknisk skole, så jeg syntes, det var spændende som svend at tale med ham om forskellige problemer ved byggeriet.

 

Nogle år senere havde jeg job på De Gamles Hjem. Jeg kom ind på en stue, der sad arkitekt Jensen. Jeg sagde god dag Jensen, han reagerede ikke på min hilsen. Han var der ikke, han sad bare og flyttede rundt på notesblokke og blyanter og talte om opgaver og projekter, han var i gang med. Når et menneske, som man havde respekteret og set op til, sådan forsvinder, ja så er det lige til at tude over. Demens er en frygtelig sygdom.

 

Højris Hvilehjem.

                                                                                  Højris, Højris Hvilehjem som var navnet, er en meget gammel bygning. Her blev der også                                                                                    stillet krav, et af dem var, at alle vinduer skulle åbnes og lukke helt i. Hængslerne var i                                                                                        forbavsende fin stand, men de var også under et tykt lag maling. At høvle i sådan noget                                                                                      gammel maling er en udfordring. Gammel oliemaling indeholder granitpulver for                                                                                                  holdbarhedens skyld, det er et stort problem, når man skal høvle i det. Jeg fik fragtet en                                                                                      høvlebænk og en slibemaskine til stedet. Jeg lånte en garage, hvor jeg kunne stå. Det

                                                                                  kom til at tage laaang tid at løse opgaven. Aldrig før havde jeg slebet så mange høvljern,                                                                                      men det hele blev løst uden at ødelægge de gamle vinduer.
         (Foto: William Larsen)                                                     Også her på stedet var der mange forskellige jobs gennem tiden.

 

Ombygning og tilbygning af Ikast kirke i 1968.                     

Det var Arkitekten Viggo Hardie-Fischer, der havde opgaven. Han var dengang kendt som en meget dygtig arkitekt. Her i vores område er Mariehøj kirke i Silkeborg mest kendt, den blev bygget fra 1952 til 1958.

Sådan noget kirkebyggeri er altid spændende, der stilles meget højere krav end til at bygge et almindeligt hus.

                        (Fotos: William Larsen)

Jeg var så heldig at få opgaven med at montere prædikestolen, lydhimlen og knæfald. Det var sammen med en gørtler fra Holbæk en meget dygtig en af slagsen. Her lærte jeg virkelig meget med udmåling i skæve vinkler. Der er nogle, der er dygtige, og så er der dem, der er meget dygtige.

 

Til montering af prædikestolen var der beskrevet, at trin og repos skulle fastgøres med massive messingskruer. Det skulle ske ved at undersænke skruerne, men kun næsten. Skruehovederne skulle være med kærv i træets retning og ikke helt glat med overfladen. Derefter blev skruerne med en håndpudser slebet glat med. Det så virkelig fint ud, det gør det også i 2018.

 

Når jeg tænker tilbage på den tid og William Larsen, så er der nogle ting, jeg altid vil huske. Det kunne være at, hvis der var nogle ting, der var for dårlig udført, så sagde han: ”Sikke noget huggehus arbejde”. Var der noget, der var stillet for store krav til, og det tog for lang tid, så kunne han sige: ”Jamen, jamen, det er jo det rene husflidsarbejde”.

 

Noget jeg lærte, var noget om proportioner. Menighedsrådet havde udset sig en belysning til søjlerne. Her var arkitekten skarp, han sagde: ”Kan i ikke se den er for stor, den tager jo det kolossale af søjlen”.

 

Der var også tid til lidt sjov. Jeg stod på prædikestolen og monterede pulten, den biblen ligger på. Op ad kirkegulvet kommer formanden for menighedsrådet, Bo Roswall, en stor, kraftig mand. Da starter jeg med at synge salmen: ”Den store mester kommer”. Det kunne han ikke stå for, jeg kunne se, han syntes, det var sjovt.

 

Der var indvielse 26. maj 1968. William Larsen kom med en hilsen fra arkitekten, der gav os meget ros. Det er altid rart med tilfredse kunder.  

 

Holstebro Sygehus, bygning i 8 etager.

                                                                                  Omkring 1967 fik William Larsen en stor ordre. Det var montering og isætning af                                                                                                  vinduesfacader på et stort nybyggeri i 8 etager på Holstebro Sygehus. William Larsen fik                                                                                      opgaven som underleverandør fra firmaet Asmussen og Weber. Det firma findes ikke mere.
                                                                                  Det var et stort byggeri, der strakte sig over flere år. Der var i Holstebro hyret lokale                                                                                            svende, men fra Ikast var vi med i arbejdet i lange perioder. Jeg kørte i denne tid                                                                                                reparationsvogn, her kunne vi være 3 mand. Tidligt om morgenen var jeg rundt for at
                                                                                  hente svende. På vejen holdt vi ind til bageren i Simmelkær for at købe rundstykker og                                                                                        basser.

           (Foto: William Larsen)                                            Der kunne nogle gange være bidende kulde. Når vi arbejdede i højden, kunne det blæse,                                                                                       så vores små stiger væltede. Sikkerheden den gang var ”en by i Rusland”. Der kunne ligge is og sne ud til kanten, hvor vi færdedes. Alt blev udført uden ulykker, og vi var aldrig syge trods nogle kolde vintre. Og dog, når vi skulle ind for at færdiggøre og kom i et varmt rum, så blev vi forkølet.

 

Jeg havde fornøjelsen med at lukke og slukke med vores arbejde. Først på året i 1971 monterede jeg det sidste facadeelement ved Ambulancegården ved Grønnegade. Her kører man ind svarende til 3. etage.