46 år med maskiner i træindustrien i Ikast.

af Hans Jørgen Børsting 

Jeg er født i Torum, der ligger ca. 21 km nord for Skive, den 17. november 1943. Mine forældre var landpost Anton Børsting
og hustru Ruth Irena. I 1952 fik min far job som forsikringsinspektør i Ikast, men først efter 1 år var han så sikker på jobbet,
at han og familien flyttede til Ikast. Vi flyttede ind på Tulstrupvej i Ikast. Efter 10 måneder flyttede vi til Kirkegade 64, hvor
vi boede de næste 9 år.

Da vi kom til Ikast, var jeg ca. 8½ år. Jeg fortsatte min skolegang på Ikast Vestre Skole og gik ud af skolen efter 8. klasse
i 1958. I fritiden havde jeg job i Åse og Jacob Skov Jacobsens Fiskehandel. Jeg tog 9. klasse i 1959-60 på Hammerum
Efterskole.                                                                                                                                                                         H. J. Børsting 2018
                                                                                                                                                                                         Foto: F. Artved

I avisen så vi, at William Larsen søgte en maskinsnedkerlærling. Jeg søgte pladsen og kunne starte som lærling 1. maj 1960.                                  I læretiden arbejdede jeg mest med at lave døre, vinduer og skabslåger til William Larsens mange byggerier i området.                                                                                                               

Vi var på det tidspunkt 11 lærlinge. Jeg var William Larsens første maskinsnedkerlærling. De andre var i lære som tømrere eller bygningssnedkere. Herluf Foghmar oplærte mig og tog sig af mig under hele læretiden. Ret tidligt arbejdede jeg selvstændigt ved maskinerne og sleb selv mine jern, så det var faktisk svendearbejde, jeg lavede. Foghmar sagde til William Larsen, at han udnyttede mig som billig arbejdskraft. Det gjorde, at William Larsen 2 gange stak mig 50 kr., der næsten svarede til en ugeløn, med strenge ordrer på ikke at sige noget til de andre lærlinge.

William Larsens værkstedsbygning var i 3 etager. Kælder, stue og 1. sal. I kælderen pudsede vi bl.a. låger. Når de skulle op eller ned, blev et par gulvbrædder fjernet, og lågen rakt op eller ned til en, der så tog imod. Jeg fik fortalt, at en gang var nogle ved at række låger op, hvor William Larsen, der altid havde meget travlt, skulle forbi. Han plejede at springe over hullet, men da der pludselig blev rakt en låge op, faldt han over den.

Der var ikke særlig god plads i værkstedet. Det var et stort problem, når vi bearbejdede lange emner. Her måtte vi ofte lade dem stikke ud ad vinduet.

Min læretid var 4 år, så den 30. april 1964 blev jeg udlært. Mit svendestykke var en indvendig dobbeltdør med 24 ruder, der i dag sidder i min brors ca. 150 år gamle hus i Ribe. Jeg fik karakteren ”Ros” for den. 

                                                                       
                                                                       Efter læretiden fortsatte jeg som svend i 10 måneder hos William Larsen. Jeg var her med                                                                                   ved udflytningen af værkstedet til Hestlund og opstilling af maskiner her.

                                                                       I marts 1965 kom jeg ind som soldat. Jeg aftjente min værnepligt som menig senere konstabel
                                                                       i Dronningens Livregiment på Nørre Uttrup kaserne. Her var jeg i 14 måneder, inden jeg tog til

                                                                       Cypern for FN i yderligere 6 måneder.

                                                                                                                                                                                                                                                                xxxxxxxxxx            Da jeg kom hjem igen i november 1966, valgte jeg at tage på højskole i 5 måneder. Militæret                                                                              betalte. Jeg følte, at mine skolekundskaber, især i sprog, godt kunne forbedres. Jeg havde                                                                                    gennem en soldaterkammerat hørt, at der på Odder Højskole var mange piger, der ville     

                                                                      videreuddanne sig til sygeplejerske.

Det lød jo godt, så jeg tog til Odder med håbet om at finde mig en kone. Der var mange søde piger, og jeg var heldig at møde Hanne. Hun havde planer om at blive sygeplejerske, men blev i stedet uddannet barneplejerske.

Vi blev gift i 1970 og fik børnene Peter i 1973 og Henrikke i 1979. I 2011 havde jeg den store sorg at miste Hanne alt for tidligt.

Desværre bevirkede militærtjenesten og højskole-opholdet, at jeg blev smidt ud af fagforeningen i 1967,
da der var gået over 2 år. Men jeg fik hurtigt arbejde på Midtjydsk Møbelfabrik. Jeg savede kantlister
op på rundsav. Lønnen var lav, kun 10 kr. i timen.                                                                                 

Her blev jeg i 2 år. Så ringede min kammerat Verner Wacherhausen, at Erik Larsen i Hestlund, senere        Annonce Ikast Avis 1965      

Tulstrup, manglede en maskinsnedker - ikke en tømrer!

I 1969 kom jeg så ud til Erik Larsen. Lønnen steg til 13,50 kr. i timen. En stigning på 35%, så det var noget, der kunne mærkes. De andre ansatte var tømrere, de havde forbud mod at røre maskinerne.

Ud over Erik selv var jeg, som uddannet maskinsnedker, den eneste, der måtte betjene dem.

Produktionen bestod hovedsageligt af døre og vinduer – bl.a. hæve-/skydedøre og vippevinduer til Jens Yde, Økonomilageret i Skive og en tømmerhandel i Odense. Erik havde en stor ordre med at bygge Silkeborg Højskole. Der blev arbejdet meget med at gøre produktionen effektiv og minimere opstillingstiderne.

Vi havde en lille dobbelttapper, hvor vi havde alle vore tapværktøjer på skiver og bokse. Så var det hurtigt at skifte fra at tappe karme til at tappe rammer. Vi havde også en Weinreich Kehler med 6 eller 8 spindler. Det var en fin maskine med kardantræk, der gjorde, at der ikke var så mange rystelser som med kæde- eller remtræk.

Jeg blev valgt til sikkerhedsrepræsentant. På et tidspunkt var jeg på sikkerhedskursus sammen med Erik i en uge.

Fra tømmerhandleren i Odense, der fik leveret rigtig mange døre og vinduer, fik Erik ikke alle sine penge for al sin flid. Det er klart, det var jo ikke et verdensfirma, han havde i Tulstrup, så han gik konkurs i 1982. Det var meget ubehageligt for Erik og familien, og jeg mistede mit job.

Den 22. april 1982 startede jeg som maskinsnedker hos Ove Hvergel på Grøddevej 27.

Fabrikken var oprindeligt en tidligere landbrugsejendom, hvor tidligere Logi Døren havde været.  Der blev hurtigt pladsmangel, og medens jeg var der, blev der bygget til 5 gange ved ”knopskydning”.

Ove Hvergel havde kun få, men store kunder. En af dem var TM i Randers, for hvem vi lavede mange låger, bl.a. skydelåger på 50 og 60 cm. i massiv fyr og teak. En anden var Invita Køkkener i Bording, som købte bl.a. låger og formspændte, buede lyslister til overskabe.

Her startede jeg med at skære træ op til låger. Det var massivt træ: Eg, teak, ahorn, rødel og bøg.

Gennem hele perioden hos Ove Hvergel oplærte vi ca. 25 lærlinge. Det kunne give mange udfordringer, men også mange sjove oplevelser. Jeg fik 10 kr. ekstra i timen for at tage mig af lærlingene, og jeg var også med, når de på Teknisk Skole præsenterede deres svendeprøve for skuemestrene.

Jeg blev gennem alle årene valgt som sikkerhedsrepræsentant. Det gik uden de store problemer både med ledelsen og med kollegaerne.

Jeg er sikker på, at der er mange, der i vores fag har høreproblemer. Det var usædvanligt til at begynde med, hvis man havde høreværn. Der var selvfølgelig hen over så mange år nogen, der mistede en finger. De sidste mange år blev mange af de store maskiner pakket ind i lydhuse, og mange af de små maskiner fik meget mere afskærmning. Nogen kom også til at arbejde med forskellige væsker, men hvis vi skulle bruge den slags hos Ove Hvergel, så fik vi det sikkerhedsudstyr, åndedrætsværn mv. vi skulle bruge. Ove ville jo også selv passe på sine folk. 

På et tidspunkt blev jeg udnævnt til værkfører, og jeg var på værkførerkurser 2 gange. Men jeg gjorde op med mig selv, at det ikke var noget for mig, da det i længden ville blive for belastende for mig. Jeg sagde til ledelsen, at enten fik jeg mit gamle job som maskinsnedker tilbage, eller også ville jeg stoppe. Det endte med, at jeg fortsatte som maskinsnedker, og Jørgen Rasmussen blev værkfører i stedet for mig.

Efter at Ove Hvergel solgte virksomheden, fortsatte jeg under de skiftende nye ejere. Da firmaet i 2005 flyttede ud på Thrigesvej 8, flyttede jeg også med.

I 2007 kunne jeg fejre 25 års jubilæum.

Firmaet, som nu hed Skouhus Fronts A/S, lukkede i efteråret 2008, og jeg gik herefter på pension. Det blev så ca. 46 år med maskiner, så hørelsen er ikke, hvad den har været.

Hans Jørgen Børsting.
April 2018