Min 3 tipoldefar Procopius Morgenstern

Procopius Morgensterns fødsel og oprindelsesland er ikke fundet. Han er måske kommet til Danmark som hvervet soldat.

Han ernærer sig som Fri Barber, dvs. en barber der ikke er medlem af Barberlauget. Det var en mulighed for tidligere hvervede soldater, at de kunne slå sig ned som Frimestre i deres håndværk. Det er derfor en mulighed, at han er kommet til Danmark som hvervet soldat. Hvis det er tilfældet, vil det være et rent tilfælde, hvis en falder over ham i hvervningslisterne og dermed kan spore hans oprindelse.

En nærliggende mulighed var at han kom fra Morgenstern i det sydlige Slesvig, men den mulighed er efterprøvet ved opslag i kirkebogen for det pågældende sogn, og der findes han ikke.

Han er første gang fundet i FT 1801, hvor han bor som logerende hos Erich Nestgaard, Katteopbringer, og Hustru Anne Pedersdatter. Han bliver senere gift med Ane Pedersdatter (Ane/Anne er et almindeligt navn, men det er påfaldende, at hans hustru har samme navn som hans tidligere værtinde). Vielsen er ikke fundet.

De får sønnen Ferdinand i 1810.

Procopius flytter som mange fattige på den tid meget rundt. Hans adresser kan følges i Vejviseren for København: Kongensgade 71 i 1827 og 1828, Ll. Kongensgade 94 i 1829, Ll. Regnegade 187 i 1831 og Store Grønnegade 261 i 1833

I FT 1840 bor han stadig i St. Grønnegade 261 som Fri Barber og Enkemand 73 år gammel. Han bor sammen med Pouline Bang, 51, der er Enke og ernærer sig ved syning.

Han dør på Almindeligt Hospital 28.06.1841, som Enkemand og Barbersvend 74 år gammel.