Jens Kristian Poulsen Dam

af Ester Bukhave


Kaldet morbror Jens, ikke blot af søskendes børn men også af søskendes børnebørn.

Han var født 1873 i Damgård (Præstbrovej 99) i Erslev, søn af gdr. Poul Kirk Pedersen Dam og hustru Else Christensdatter Kudsk.

Han købte 1901 Anneksgården i Erslev, nuværende Kirkevænget 15. Jens var ugift og boede sammen med sin søster Marie.

Hun var ikke medejer af gården, den var Jens´s alene.

 








 






           Erslev Anneksgård. Ca. 1920erne.                                                                                      Jens Dam og hesten Knap. Ca. 1930erne.


Der går i familien en del historier om morbror Jens, ikke mindst om hans pengeglæde:

Søsteren Karen Marie (min oldemor) påstod, at Jens Dam og den ca. jævnaldrende Jens Højgaard skulle have penge med i skole, ellers kunne de ikke regne. Men så kunne de til gengæld også.

Jens Dams øvrige kundskaber var nok heller ikke af de bedste, i alt fald gav præsten ham 1888 karakteren tg i kundskab som konfirmations-vidnesbyrd, medens han i opførsel opnåede det almindelige mg. Det skal bemærkes, at der var særdeles få konfirmander, som fik en så lav karakter.

 

Jens’s far Poul Dam døde, da Jens var 19 år. Moren Else Kudsk blev året efter gift med degnen. Elses børn var imod ægteskabet, da de mente, at degnen giftede sig med hende for pengenes skyld.  

Da parret skulle hen til præsten i Tødsø og bestille vielse, skulle Jens være kusk for dem. Han fik på turen derhen det maget således, at vognen kørte i grøften og væltede med dem, så de ikke kunne køre videre den dag. Men vielsen kunne han dog ikke forhindre.

 

En gang i 1940erne var søsteren Marie på sygehuset, og min mormor sendte min mor om og passe hus og lave mad til Jens og hans mangeårige karl, Osvald. Menuen stod på pandekager, Jens’s livret, og så skulle alt jo være såre godt. Det var det bare ikke, for hun havde til Jens`s store fortørnelse lavet pandekager til Jens og Osvald af samme dej. Efter Jens`s mening behøvede karlen nemlig ikke at få æg i sine pandekager.

Bedre blev det i øvrigt ikke af, at Inger havde dristet sig til at vaske Jens`s ske op. Den måtte nemlig ikke vaskes, men skulle blot slikkes ren og gemmes under bordet indtil næste måltid.

 

Men så slemt var det dog nu heller ikke med Jens og pengene - han sørgede for sin søsters (Karen Maries) børn:

Min mormor og morfar, Else og Peder Pedersen (Kudsk) lånte penge af Jens, da de skulle købe gård i Ørding i 1925. Det var hårde tider i 30erne
for landbruget, men takket være lån fra Jens klarede de skærene.

Det var egentlig meningen, at de skulle overtage Anneksgården efter ham, men da Karen Marie ikke kunne få sin egen søn Jens (Dam) til at overtage Damgård, så overtog de i stedet denne i 1941. Else og Peders søn, Jens Kristian Pedersen blev i 1934 opkaldt efter morbror Jens.

 

Jens ofrede ikke penge på behageligheder hverken i sit eget eller i karlen Osvalds kammer. Der var et stort hul i gulvet i Jens´s kammer, og i Osvalds kammer var der et stort rottehul i væggen. Ingen af de to herrer foretog sig gennem årene noget som helst for at udbedre disse mangler.
Søsteren Marie havde derimod fine stuer.

 

I følge nevøen, Jens Kristian Jensen (Dam) var morbror Jens nu heller ikke så fedtet endda. Hans egen mor, Karen Marie var da meget værre. Da han var barn, var det morbror Jens, som sørgede for at købe (og betale) ordentligt tøj til ham herunder matrostøj - og ikke moren! – Hun mente,
at han kunne gå i søstrenes aflagte tøj. Jens og Jens kørte så til Nykøbing i hestevogn, fulgt af morbror Jens's foxterrier og en af Karen Maries kæmpestore New Foundlænderhunde. De to hunde passede så på hest, vogn og seletøj medens Jens og Jens gjorde indkøb.

Morbror Jens tog også Jens med i cirkus i Nykøbing. Han kendte cirkusdirektøren, så Jens fik en ekstra god plads tæt på manegen, men det var
han nu ikke så glad for, da han var bange for dyrene i cirkusset.

 

Jens Kristian Jensen (Dam) havde i det hele taget (år 2000 i samtale med EB) gode og positive barndomsminder vedr. moster Marie og morbror Jens, medens han ikke havde særlig meget tilovers for sin mor. Her drejede alt sig om penge. Jens overtog i 1944 morbror Jens’s gård.

Efterhånden kendte alle i byen Jens Kristian Jensen som Jens Dam.


Jens og Marie flyttede herefter op i ”Mejerihuset” (Præstbrovej 117) i Erslev, hvor de boede til deres død.


 

Tekst:         Ester Bukhave 2023.

Kilder:        Primært hvad jeg har hørt min mor, Inger Bukhave, min mormor, Else Pedersen (Kudsk) og min mormors bror, Jens Kristian Jensen (Dam) fortælle.