Slægts- og lokalhistorie
Min oldemors bror Robert Meyer ”Sølvtyven”
Agnes Holsåe, der er min mormors mor, havde en 11 år yngre bror Robert Amando August Meyer. Han er født 9. maj 1881. Døbt i den katolske Sct. Ansgar Kirke i København og har gået i Tysk Realskole.
Efter sin konfirmation har han arbejdet som kelner i København, i Tyskland og på tyske skibe. Han bor hjemme til han er 17 år i 1898, hvor han flytter til Nørrebrogade.
I 1901 bor han igen hos forældrene på Enghavevej.
Som 21 årig holder han i 1903 vagt medens en kammerat begår indbrud, hvor han stjæler sølvtøj og smykker til en værdi af 125 kr. 75 øre samt ca. 4 kr. kontant. Han og Robert har sammen brugt pengene.
Robert har desuden medvirket til brug af ca. 90 kr. som hans forlovede i vinteren 1902/03 stjal fra sin arbejdsgiver. Hun stjal på hans opfordring 3 gange om ugen ca. 3 kr. fra kassen. Robert Meyer har fået alle pengene, på nær 2 kr. og 85 øre, som hun har brugt til et korset.
Robert blev fanget og sat i arresten på Frederiksberg, men flygtede for at undgå straf. Hans opholdssted var ikke kendt, før en lille pige købte et 20 øres frimærke til et brev til Hamburg. Detailhandleren så, at brevet var til Robert Meyer, han noterede sig adressen og gav den til politiet. Ved Hamborg Politis mellemkomst blev Robert igen taget og kom hjem til sin straf.
Dette blev omtalt en del i landets aviser, det lige fra københavnske blade til Bornholms Tidende og Morsø Folkeblad. Her fik han tilnavnet ”Sølvtyven”, som Politiet også benytter på hans registerblad.
Han idømtes 1 års forbedringshus, som blev afsonet i Vridsløselille. Løslades 03. august 1904.
Efter løsladelsen har Robert opholdt sig i København og 4 måneder i Helsingør. Levede af og til som opvarter, men mest som alfons. I oktober 1905 blev han gift med et Offentligt Fruentimmer (prostitueret), som han imidlertid forlod efter 4 måneders samliv, da hun var ham utro.
Fra januar 1905 til februar 1906 har han sammen med en kammerat begået 1 simpelt og 4 grove tyverier, hvor de har stjålet 1 ur, sølvtøj, cigarer mv. til en værdi af 283 kr. og 15 øre og ca. 320 kr. kontant. Han har solgt nogle af ham lejede møbler til en værdi af 330 kr. Han har levet af sin hustrus utugt og efter at samlivet var ophørt af et andet løsagtigt fruentimmer.
For disse forhold idømmes han Forbedringshusarbejde i 2 år. Han afsoner dels i Vridsløselille og dels i Horsens. I 1907 beskrives han i Statsfængslet i Horsens som:
Højde: 170 cm, Ansigtsfarve: sund, Figur: proper, Øjne: gråblå, Haar: m. blond
Særlige kendemærker: Tatov.p. v. Underarms Inderside RM med et 3 kløverblad under.
Vægt:145u, Taler: dansk, tysk og lidt engelsk. Doven og demoraliseret. Vil nødigt til Horsens.
På billedet fra Horsens kan vi se, at han var en nydelig mand:
Robert løslades fra Horsens Statsfængsel den 26. april 1908.
Herefter bor han forskellige stder i København. Den sidste adresse er i 1910, hvor han bor:
Ø. Fasanvej 207 Kælderbeværtningen.
I 1913 udvandrer han via Bremen til Mexico City. Om det er frivilligt, at han udvandrede, eller om han har fået ”hjælp” til udvandringen vides ikke. USA havde længe lukket for kriminelles indvandring. Officielt ”hjalp” man ikke længere kriminelle til udvandring, men der var forskellige Fængselskasser, der kunne betale.
Næste gang vi hører fra ham, er i et brev han 1. januar 1928 skriver til sin søster Agnes. Han fortæller, at han efter 10 års samliv har giftet sig med ”min lille Aurora” den 4. maj 1927. ”Det er jo på Odas fødselsdag og på Edits bryllupsdag, så det er jo en stor festdag den 4. maj”. Selv om han lever langt fra Danmark, følger han altså med i, hvad der sker.
Sidste gang Robert Meyer er fundet er i Mexicos folketælling 1930. Han er gift med Aurora og lever som mekaniker.