42 år på Midtjydsk Møbelfabrik i daglig tale Midtjydsk

af Hans Christian Jeppesen

Jeg blev født d 2/9 1947 i Christiansfeld. Familien Jeppesen flyttede nordpå til Nørre Snede og senere til Ikast.

Start på Arbejdslivet

Da jeg gik ud af skolen efter 7. klasse, startede jeg som hjælpedreng på Marius Nielsens Trikotagefabrik i Nørregade.

De havde rundvæve, som jeg lærte at køre med plus forefaldende arbejde, bl.a. med stof der skulle i kælderen og garn,
der skulle op til væve og strikkemaskiner. Men det var ikke så interessant.

Så kom starten på arbejdslivet i træindustrien i 1964

Ikast Finercentral/Bocian Møbler på Gl. Kongevej (Staldbygningerne til Christian Poulsens gård) søgte en arbejdsdreng til    Hans Chr. Jeppesen 2019

forefaldende arbejde i produktionen.                                                                                                                              (Foto: F. Artved)

                                                                    De fremstillede spiseborde, og senere begyndte de at fabrikere skriveborde. Det var mere                                                                                    interessant end at være væver. Der var mulighed for en læreplads, så d. 2/3 1965  1964 kom jeg i                                                                        lære som maskinsnedker.                                                         

                                                             
                                                                    Men Bocian fik en ny ejer, som tændte ild i noget træaffald på møddingspladsen, så han kunne
                                                                    spare penge til fjernelse af det. Som følge deraf nedbrændte staldbygningerne.
                                                                    
                                                                    Så stod jeg der uden læreplads. Hvad så?
       Hans Chr. Jeppesen læsser træ på Bocian.          Min far, som servicerede biler ved Ørum Petersen i Møllegade, servicerede også snedkermester

        Privat foto 1964                                                S. E. Petersens Vauxhall. Far spurgte ham, om han kunne bruge mig som maskinsnedkerlærling

og fortsætte min uddannelse på hans møbelfabrik. Svaret var, at vi kunne komme ind på fabrikken og få en samtale vedr. fortsættelse af min uddannelse. Det var ok, blot skulle jeg have lagt ½ år til min læretid, da der var mere håndværk og flere maskiner. Så jeg accepterede, da der ellers ingen andre muligheder var for fortsættelse af min uddannelse.

Fortsættelse på min maskinsnedkeruddannelse på Midtjydsk Møbelfabrik.

Da jeg så mødte på arbejde den første morgen i Skolegade 45, blev jeg mødt af værkfører Leif Pedersen og gav hånd. Så spurgte han, hvad jeg hed, og jeg svarede: ”Hans Chr. Jeppesen”. Han sagde: Vi har haft en, der hed Christian, og ham havde vi ikke held med, så du hedder Hans her
på fabrikken”. Sådan.

At Midtjydsk havde mere håndværk og mange flere maskiner var korrekt.
Der var:
Finerklipper, finersammensætter, finerpresser, limpåsmører og dobbelttapper. Dem fik jeg et godt og grundigt kendskab til.  
Rundsave og valsepudser.
Båndsaven, som jeg skar spånpladeemner til hjørneskabe i diverse faconer med.
Båndpudsemaskine. På den fik jeg lært at pudse buede fronter til hjørneskabe og andre emner.
Kantpudser og langhuls boremaskinen. Her fik jeg lært at bore til låse, pindhængsler og lign.
Overfræseren blev brugt til sinkning af skuffer, som jeg ofte lavede.
Vi havde dørtvinger til sammenspænding af dørrammer og andet, trekantpresser til påspænding af lister og lignende, spændeform til buede hjørneskabs fronter.
Som følge deraf var der nok at lære med alle de maskiner.

Dog var finerklipperen hellig, den fik man ikke lov at arbejde med, men måske dog til klipning af kantfiner. Alle de andre maskiner fik man
godt og grundigt lært at arbejde med.

På Skolegade lavede man hjørneskabe i forskellige modeller, tillige skriveborde, skænke, kommoder og sofaborde i forskellige træsorter
såsom teak, eg, nød og palisander.

Spånpladen havde også holdt sit indtog på Midtjydsk, men jeg erindrer, at bund og dæk til hjørneskabe blev på limet krydsfiner. Måske
havde man ikke tillid til spånplader.

Når der kom spånplader, skulle de læsses af pr. håndkraft. Da dobbeltdøren ikke var bred nok, skulle de ind på skrå, så musklerne blev
også udviklet.

Når så spånpladerne skulle opskæres, så fik man udleveret en skæreseddel, og så var det fat i håndrundsaven og op på stakken og
starte på opskæringen.

Svendeprøven!

         Skive Tekniske Skole ca. 1965. Privat foto                                                       Skive Tekniske Skole.
                                                                                                                             Skolehjemmet ca. 1965. Privat foto.

Så kom efteråret 1968, hvor der skulle laves svendestykke. Det var et sofabord i nøddetræ.
Nøddetræet til prøven skulle opskæres hjemmefra, plus en fineret plade med på limede lister, som skulle medbringes til Skive Tekniske Skole.

Først skulle tegningen laves. Kravet til svendestykket var, at der skulle være 2 kontrakehlinger og en speciel profil på pladen. Jernene til kontrakehling og profil skulle slibes. Efterfølgende skulle træet rettes, høvles i tykkelse og skæres i diverse længder. Side- og ende sarg
skulle tillige skæres på smig, da benene var 60 mm i top og 30 mm forneden. Profilerne skulle fræses, 4 hjørner på benene, 1 på sargene
og 2 på sprosserne.
Derefter hulkehling på sprosser, 2 hjørner og lister til hylden på 4 hjørner. Så var der kontrakehling på sargene med tap og smig i enderne
og derefter kontrakehling på lister til hylden og sprosser med tap i enderne. Benene skulle bores med langhuller til sarg og sprosser.
I Sprosserne skulle der bores 5 langhuller til hyldelister. Sluttelig fræses profil på bordpladen.

Juhuu. Sofabordet var færdigt.

Så var der bedømmelse d. 11/10 1968. Jeg bestod med bronzemedalje.

 

 

 

Bryllup
Den 12/10 1968 blev jeg viet til Annelise, det var så en Guldmedalje jeg fik, har jeg erfaret i årene herefter. Vi fejrede Guldbryllup d. 12/10
2018. Efter endt læretid fortsatte jeg arbejdet til d. 4/2 1969, da jeg blev indkaldt til aftjening af værnepligt. Hjemsendt 23/3 1970. Den 20. december 1969 fik vi Michael, og den 6. oktober 1972 fik vi Henriette.

Viking Møbler
Efter endt værnepligt skulle det ikke være Midtjydsk Møbelfabrik igen. Jeg startede så hos Viking Møbler. Her lavede man spiseborde med udtræksplader og runde borde med tillægsplader. Jeg købte et rundt bord med 3 tillægsplader, så der kan sidde 12 personer ved den.
At lave borde var ikke lige mig, så der stoppede jeg efter kort tid.

SEA Møbler
Derefter var jeg i Bording ved SEA Møbler, hvor de lavede kommoder. Det var desværre for ensformigt.

Det forlød så, at Midtjydsk Møbelfabrik var interesseret, så jeg vendte tilbage. Jeg henvendte mig på Midtjydsk om en samtale ang. løn og
arbejdet, som var kørsel med dobbelttapper og emner på boremaskinen og aftale om starttidspunktet. Jeg sagde så ok til jobbet og opsagde
mit job hos SEA.

Midtjydsk Møbelfabrik
Job og beskrivelse af produktionsforløb

Så kom dagen i 1971, hvor jeg vendte tilbage til Midtjydsk.
Maskinværkstedet var flyttet til Eli Christensens Vej, og så blev jobbet igen spændende.

Dobbelttapper.

På dobbelttapperen skar jeg først i bredde, derefter i længde.
De forskellige emner skulle efterfølgende bores på boremaskinen, så de var klar til kantlimning.

Kantlimeren, som jeg først fik kendskab til, da jeg vendte tilbage, var en ny maskine for mig. Man skulle lære den at kende. Der var en
fast mand, der kørte med den.

Der var også opgaver på småmaskinerne plus oplæring af vores lærlinge. Og sådan gik dagene.

Der blev også investeret i rullebaner. De blev placeret på de åbne områder, som der var, og hvor der var plads foran maskinerne.

Indkørsel og udkørsel fra maskinerne var også på rullebane. Og vogne til mellem transport fra og til maskinerne. Senere kom der en rullebanevendevogn, så stakkene kunne vendes, f.eks. ved kantlimeren ved skift fra bag til forkant. Så det var en god investering.

Da Midtjydsk fik flere og større ordrer, blev det nødvendig at udvide maskinparken.
Der blev købt 2 dobbelttappere og vendeborde. Emnerne blev lagt i første dobbelttapper, skåret i bredde, vendt på vendebordet og ind i dobbelttapper to og skåret i længde, ud på en stablemaskine og ned på rullebanen. Senere blev der købt en gennemløbsboremaskine, så
emnerne kørte automatisk ind i den og blev boret.

Nok en maskine blev købt, en kombineret gennemløbsboremaskine med dyvelisætter og en stor stablemaskine. Nu skulle emnerne så
lægges i den første maskine, og så kørte det automatisk ned gennem maskingaden og blev stablet ned på rullebanen.

Senere blev der investeret i 2 ilæggere, 1 til maskingadens skæreborde og en til kantlimer gaden.

Ilæggeren virkede på denne måde: En gitterlåge blev åbnet, stakken blev kørt ind, lågen blev lukket, og der blev trykket på START. Stakken
blev hævet op til sugekopperne, som skulle tage emnet. For hvert emne hævede ilæggeren sig en plade tykkelse, en arm med sugekopper
løftede emnerne fra stakken og ned på rullebordet. Så stor var ilæggeren.
Derefter kørte emnet ind i første dobbelttapper og så videre ned igennem maskingaden. Nu var det så maskinsnedkerens opgave at
kontrollere og tjekke, at gaden kørte perfekt. Når sidste emne i stakken blev kørt i stableren, blev stakkene kørt på lagerbane klar til
kantlimning. Herefter skulle maskingaden omstilles til næste emne osv.

Kantlimning, kantpudsning
Den sidste ilægger fik plads ved kantlimer/kantpudsergaden. Ilæggeren gjorde, at man kunne lægge lister i magasinet på kantlimeren og
påse, at gaden kørte perfekt.
Kantlimeren påførte smelteklæber på pladekanten, listen blev trukket frem af en pigrulle, listen blev trykket på af 4 trykruller, der var
luftstyret, derefter afkapning af listeender med 2 kapsave, så nedfræsning på over- og underkant, derefter kunne der laves profil på
forkant, så profilpudsning. Det var kantlimerens opgave. Ikke alle emner skulle have profil, da mange kanter var flade.

Maskinførerens opgave var at påfylde smelteklæber i magasinet og kontrollere om klæbemængden var ok. Hvis der var tvivl, skulle man
rykke en liste af og tjekke afkortning af listen, profileringen og profilpudsning. Ikke alle, der kørte med denne maskingade, kunne klare at
få en påtale vedrørende kvalitetskontrollen, som ikke var ok. Det var absolut vigtigt, at man vidste, om listerne sad fast. Det var ikke
firmaets kunder, der skulle påtale, at listerne sad løse.

Så var der kantpudseren. Der var først et fræseaggregat, som lavede runding på over/underkant, derefter et kantpudseaggregat, som
pudsede forkanten, dernæst et aggregat til pudsning af runding på over/underkant. Herefter blev de kontrolleret af en medarbejder vedr. kantpudsning og blev manuelt lagt ned. Når det var profiler, som blev kantlimet, var det kun pudseaggregatet, der blev anvendt. Der blev
så påsat en profilklods, der blev sat et lærredsbånd på, og så kørte det derudaf.

Der var også en kantlimer, som blev anvendt til kantlimning af skuffer og døre på rå spånplade og andre emner, hvor listerne skulle
kantlimes inden finering. Dog skulle de igennem valsepudseren, før de var klar til finering.

Finerafdelingen
Der blev fineren bearbejdet: Klippet i længde, fuget og klippet i bredde. Finerpakken blev lagt ind i klipperen, et håndtag blev aktiveret, en trykbjælke gik ned for at holde finerpakken. Derefter blev der trykket på 2 kontakter med højre og venstre hånd, kniven kom ned og klippede.
Så løsnede trykbjælken sig, og fineren kunne tages ud og lægges ned på en vogn klar til sammensyning.
Finer til døre/skuffer/dæk skulle være med kraftig åretegning. Det krævede meget omhyggelig syning/sammensætning.

Symaskinen syede fineren sammen med en smeltetråd, som zigzaggede over fugen.
På låger/skuffer/dæk skulle der syes et lige antal stykker finer sammen, 2 eller 4 stk. afhængigt af, hvor brede finerbladene var.

Herefter skulle de sammensyede emner kontrolleres på lysbordet for tynde finerhuller og lignende. Alt andet finer var ikke afhængig af lige
antal stykker finer.

Finer til bagsider, på bund og dæk på højskabe, plus hylder i underskabe og på skuffer, eller sagt på en anden måde, bagsider, som ikke
kunne ses, når man stod foran møblet, var klar til finering. Det blev købt og leveret fra PVH Finer A/S i Ribe.

Spånplader/MDF/lister/bagbeklædning/skuffebunde/foldeskuffer
Opskæring af spånplader, MDF og lignende på Midtjydsk var begrænset, da det blev leveret i mål. Spånplader i fiksmål blev leveret fra spånpladefabrikken i Engesvang og senere fra Swedspan i Sverige.

Fiksmål var lig med 2 cm i bredde og længde større end færdigmål. Der var en størrelse pr. palle og måske flere paller med samme størrelse.
Når de blev leveret, blev de aflæsset og stablet oven på hinanden i første omgang.

Dernæst skulle de placeres som produktionsforløbet var, altså sidste emnestørrelse bagerst osv. Samtidig skulle overskydende emneplader
fra en tidligere serie lægges oven på pallen. De overskydende emner var modregnet ved bestilling af ordren.

Vedrørende diverse overskydende emner blev de lagt på en palle. Efterhånden som emnerne blev fineret, blev de noteret på en seddel med emnenavn og mål på bredde og længde. Når serien så var afsluttet, blev sedlens antal tastet ind på computeren, som også havde holdt sit
indtog på værkførerkontoret. Når der så kom ordre på en ny serie, hvor de emner indgik i, blev ordren tastet ind, og så blev overskydende
emner modregnet og der kunne udskrives en bestillingsseddel, derefter over på hovedkontoret og sende den pr. fax.
Denne procedure blev også brugt på andre emner til en serie.

MDF/lister/bagbeklædning/skuffebunde/foldeskuffer. Disse emner blev leveret fra underleverandører.

Fineranlægget
Anlægget bestod af en limpåsmører, en gennemløbsfinerpresser og en stablemaskine.
Der var 2 mand til betjening af anlægget: 1 ved limpåsmører og 1 ved presserens indføring.

Produktionen forløb således: Spånpladerne blev lagt op på limpåsmøreren, pladerne kørte ud på en knivbane med stop, så der kun var en
plade af gangen. Et stykke finer blev lagt ned på indløbsarealet, en pedal blev aktiveret og en knivbane vippede op, så pladen rullede ned
og blev lagt på fineren. Et stykke finer blev lagt ovenpå emnet. På et emne på 2 meter var der 1 stk. pr. bredde, hvis det var korte emner:
2 til 5 stk. i forlængelse af hinanden.

Ved finering af lange emner var der 2 mand til nedlægning af pladerne, efterfølgende blev der trådt på en pedal og emnet kørte en bredde
frem og så samme procedure igen. Når indløbsbåndet var fyldt op, blev en anden pedal aktiveret. Så afventede man, at finerpresseren
åbnede sig, når pressetiden var udløbet. Så startede gennemløbsbåndet, og emnerne kørte ud på stablemaskinen og ned på rullebanen,
hvorefter det, der var lagt klar til indkørsel, blev ført ind i presseren, som lukkede. Det var forløbet på fineranlægget.

Ansættelsesforløb på Midtjydsk
Fortsættelse af min maskinsnedkeruddannelse i efteråret 1965 til den 11/10 1968.
Maskinsnedker fra d. 11/10 1968 til d. 3/2 1969, så værnepligt til d. 23/3 1970
Fra 23/4 1970 Viking og SEA Møbler og Midtjydsk igen som maskinsnedker fra 1971 til januar 1984
Formand fra januar 1984 til 11/4 1987 i maskinværkstedet til forefaldende arbejde, oplæring af vore lærlinge, vedligeholdelse af maskinparken og koordinering af produktionen på maskinerne.
Værkfører fra 1/4 1987 til 2004.
Driftsleder fra 2004 til 12/3 2008, da fabrikken lukkede.

 

En hverdag på Midtjydsk
Som værkfører og driftsleder startede min dag kl. 5.00, da ringede vækkeuret.
Så morgenmad - madpakken havde min skat Annelise smurt - og pakke. Så ud og op på cyklen til Midtjydsk.
Var derude ca. kl. 6.00 og ind på mit kontor og få overtøj af og madkassen i køleskabet.
Derefter gik jeg ud og startede kompressoren, så der var trykluft på maskinerne, derefter tjekke kantlimeren, om limkaret var under opvarmning, ud til fineranlægget og tjekke, om opvarmningen var ok.
Så var det retur på kontoret og starte dagens opgaver: Opgørelser, kalkulationer, timeregistrering og bestilling af materialer, skrive materialesedler, emnebeskrivelse og format, skæresedler på nye modeller osv.
Så jeg kedede mig aldrig.
Vedr. sygefravær i 42 år, kan det tælles på en hånd

Det var så min beskrivelse af maskinparkens produktionsinfo, materialeinfo osv. og min egen hverdag på Midtjydsk.

Job efter Midtjydsk Møbelfabriks lukning

Jeg blev ansat hos Dan Modul på Smedevej som Maskinsnedker til forefaldende opgaver. Men det var ikke lige det, som jeg forventede, så jeg valgte at fratræde efter ca. 1½ år.

Et firma, som hed Zystm, havde lejet sig ind hos Dan Modul. De lavede skabe og borde og mange andre møbler til hospitaler og laboratorier. De fik nys om, at jeg ville fratræde hos Dan Modul, så direktør Michael Kudsk spurgte, om jeg kunne tænke mig at arbejde hos dem. Jeg sagde ok.

Jobbet bestod i at skære diverse emner i færdigmål. Materialerne var spånplader med melamin eller laminat, der var kompaktlaminat og MDF, diverse emner i alu. og diverse plastmaterialer.

Her arbejdede jeg til sommerferien i 2012, hvorefter jeg fratrådte, tog på ferie, og gik på pension den 2. september.

 

Hans. Chr. Jeppesen.
d. 29/1 2019