Slægts- og lokalhistorie
02. Anes oldefar - Hans Erichsen, Hiortholm (ca. 1674 - 1735)
Ane Hansdatters oldefar var Hans Erichsen. Han er født ca. 1674, hvor er ikke afklaret, da kirkebøgerne ikke går så langt tilbage. Han har
muligvis været soldat under Store Nordiske krig, hvorfra mange soldater blev hjemsendt som ca. 40 årige. Det passer med at han i 1714
fæster Hiortholm i Køng Sogn og samme år bliver gift første gang.
Hiortholm er en gammel enestegård, dvs. en gård, som før landboreformerne lå for sig selv og ikke indgik i et dyrkningsfællesskab.
Gården havde i 1688 matriklen et hartkorn på: Ager 5-1-1-2 plus Skov 0-7-1-0 i alt 6-0-2-2.
Udsnit af kort over Odense Amt fra 1830 Matrikelkort tegnet 1810, Hiortholms jorder markeret med sort.
Hjortholm ligger nord for landevejen Assens – Odense i Glamsbjerg Kommune, som en af de 4 gårde der i Holte var enestegårde.
Hvem der ejede gården i 1714, hvor Hans Erichsen fæstede den, er ikke afklaret, men i 1688 matriklen er ejeren købmand Jean de Sema fra Amsterdam. Han kunne være en af Kronens hollandske kreditorer eller en arving efter en af disse.
Hans arvinger pantsatte i 1697 gården til Anna Margrethe Lassen i Egense Kloster.
Hans Erichsens fæstekontrakt er heller ikke fundet. (Oplysningen fra kilden ”Huse og gårde med udgangspunkt i Holte”).
Hans Erichsen bliver gift 3 gange:
Første gang den 1/7 1714 i Ørsted Kirke med Karen Jensdatter fra Højbjerg. De får et dødfødt barn, der bliver begravet 20/10 1715.
Den 30/3 1719 dør hun i barselsseng med et dødfødt drengebarn. Iflg. kirkebogen blev hun 46 år, altså født 1673.
Han blev hurtigt gift igen. Den 23/7 1719 blev han og Anne Laursdatter copulerede i Gamtofte Kirke. De får fra 1720 til 1731 7 børn.
Heraf dør 2 som mindreårige.
Den 12/9 1734 dør hun i barselsseng og bliver begravet sammen med sit dødfødte barn. Hun bliver 38 år altså født i 1796.
Den 6/2 1735 bliver han, nu som 61 årig, gift med Anna Andersdatter på ca. 21 år. Mindre end en måned efter dør Hans Erichsen ca. 1/3 1735.
5 måneder senere bliver bliver Peder Olufsen i Hiortholm og salig Hans Erichsens enke Anne Andersdatter copulerede.
Hans Erichsen har dog, ifølge kirkebogen, nået at gøre sin kone gravid så 6/11 1735 blev salig Hans Hjortholms barn døbt, med navn Anne.
Om det nu også var salig Hans Erichsen eller den nye mand, der var faren, kan ikke afklares i dag.
Mærkeligt ser det ud, at de ikke venter til efter fødslen med at blive gift.
Hjortholm drives i dag ikke som landbrug, men er udstykket og fungerer som lystgård.