Niels Hartvig Jensens egen beretning            
Optegnet af Svend Nielsen.
Redigeret af Frank Artved.

Indledning

Nedenstående er en redigeret udgave af Niels Hartvig Jensens egen beretning,
som den er optegnet af frihedskæmperen Svend Nielsen. Den består af 21
håndskrevne sider med notater. Der er både længere og kortere notater. Der er
mange delvise gentagelser. For at få en sammenhængende historie, har det været
nødvendigt at redigere i materialet. Noget er udeladt, da det ikke har direkte
sammenhæng med Niels Hartvig Jensens arrestation, fængselsophold og hjemkomst.

Dateringen er usikker, men den må være efter 1979, hvor han fortæller, at han blev

ringet op af Arnold Jensen, Kibæk, og før hans død i 1986.

Materialet er udlånt af en arving efter Niels Hartvig Jensen samt redigeret og

offentliggjort efter aftale med vedkommende.
FA, marts 2024.

Medlem af DKP
Det var jo mit medlemskab af DKP, som førte til arrestationen den dag i 1944. Og at jeg overhovedet meldte mig ind i DKP gik til på en ret mærkelig måde.

Det skete i 1937. Det år var der sognerådsvalg, og det var første gang, jeg kunne stemme (født i 1909), den gang skulle man jo være 25 år for at have stemmeret. Jeg havde ikke interesseret mig for politik før og var ikke medlem af noget parti.

For at opstille en liste for Social Demokraterne var der møde på Afholdshotellet. Jeg var naturligvis medlem af fagforeningen og mødte derfor op.

Viggo Siefert blev som ved tidligere valg nr. 1 på listen, som nr. 2 valgtes Ejnar Bendixen og nr. 3 var vistnok Chr. Svendsen. Men da mødet var færdigt, gik bestyrelsen afsides og bestemte at listen skulle laves om, fordi Siefert ikke ville sidde i Sogneråd med Ejnar Bendixen. Da jeg blev klar over, hvad man var i færd med, blev jeg gal i hovedet og sagde til Siefert, at det var et bagholdsangreb – det blev vi uvenner over.

Der var flere, der var utilfredse uden, at der kom mere ud af det. Men det luskeri blev årsag til, at jeg meldte mig ind i DKP. Jeg blev optaget af det Kommunistiske Manifest, fordi jeg følte, at det passede med min forestilling om, at alle  mennesker skulle have det godt. 

Jeg var medlem til efter krigen. Da røg jeg uklar med Aksel Larsen, og siden har jeg ikke været medlem af noget parti.

DKP illegalt - arresteret

På et tidspunkt under besættelsen, det var nok i 1942, fik jeg besøg af en partimand fra Århus, som fortalte om, hvordan DKP nu var gjort ulovlig med den Grundlovsstridige lov, der var vedtaget i Folketinget, og derfor måtte gå ”under jorden” og virke illegalt. Jeg begyndte så at dele illegale blade ud. Sammen med Villy Møller, som også var partimedlem, modtog vi våben og sprængstof til opbevaring. Depotet blev oprettet ved Villy, fordi vi mente, at jeg var den mest kendte, og derfor var det mere sikkert anbragt hos ham.

Vi var efterhånden nået frem til sommeren 1944. Da fik jeg en advarsel om at Tyskerne havde taget personer, som kendte mig, så jeg måtte hellere holde mig borte fra hjemmet en tid.

Kort forinden havde jeg fået et job med at lede en tørveudgravning i Moselund, og i den forbindelse fandt jeg et sted at overnatte. Jeg må her lige indskyde, at jeg jo havde fortalt min kone alt om det, jeg foretog mig, og vi var begge klare over konsekvenserne.

Da der var gået 14 dage, hvor jeg ikke sov hjemme, ville jeg alligevel gerne hjem, og se hvordan det stod til. Min kone var jo alene med fem børn, og vi boede på det tidspunkt i Bredgade 64 (nu Strøget). På cykelturen om aftenen den 6. juli blev jeg passeret af en bil, som havde nr. X2525. Det var et nummer som brændte sig fast, jeg lagde jo mærke til, at den var benzindrevet. Det var netop den bil, Gestapo folkene kom i tidlig om morgenen den 7. juli, og som jeg blev kørt i til Herning.

Ude i tørvemosen skete der det, at vi skulle have nogen tørv vendt. Dem der skulle gøre det kom ikke, så snakkede jeg med Villy Møller, og han og hans kone var så ude og vende de tørv. Så var jeg inde ved ham en aften der på Søndergade, og han fortalte så, at han var mest bekymret for sin kone, for hun vidste ingenting, hvis der skulle ske noget.

Men så sker det jo, at Tyskerne kommer og vil anholde ham. Der har jeg jo en anden mening end, hvad der stod i det illegale brev, hvor det er antydet, at det er hans kone, som skyder på tyskerne. Jeg tror, at det er ham selv, der bliver klar over, at tyskerne er der og finder et skydevåben frem fra depotet og fra køkkendøren, som ligger for enden af gangen, skyder på tyskerne, da de viser sig i yderdøren. Eller der ligger en maskinpistol skudklar, som hans kone rækker ham (så må hun jo vide besked). Så vidt jeg ved, nåede han at såre et par stykker.

Da jeg blev taget kaldte de mig storsabotør, og jeg blev ført i lænker fra Herning til Århus alene i en bil med fire tyskere. Da jeg blev ført gennem Ikast, standsede de og sagde til de omkringstående, at her er en sabotør. På et tidspunkt standsede vi udenfor Silkeborg, og da troede jeg – så nu kommer jeg ikke længere. Men der stod et par mand ud, og så kørte vi igen. 

Da vi kom til Århus til Kollegiet, blev jeg lænket fast til en væg. Senere blev jeg ført ned i en gang, hvor de andre af de 16, som var arresteret samme dag i Ikast og Herning, bl.a. dommer Thestrup og Arnold Jensen Kibæk, var stillet op. Jeg beholdt som den eneste lænkerne på.

Mest chokeret blev jeg over at se Villy Møllers kone og ikke ham blandt de arresterede. Der var strenge ordrer om ikke at tale sammen, men til alt held for mig fik hun gjort mig begribeligt, at han var død, men uden at jeg fik noget at vide om de nærmere omstændigheder.

Den oplysning kom mig til nytte, de gange jeg var i forhør, for de foregav jo, at han sad i en anden celle og prøvede at spille os ud mod hinanden.

Efter jeg var taget, var læge Ovesen, Bording, den første, der mødte op hos min familie. Han var jo medlem af DNSAP, og det kan jo lyde mærkeligt, at jeg som kommunist kan have noget til overs for en med de synspunkter. Jeg havde en sabotør boende, der var såret, og da jeg nævnte det for Ovesen, sagde han straks: Kom du blot til mig med ham, det skal ikke koste noget. Jeg havde stor tillid til ham.

Selvom jeg havde haft kontroverser med Siefert, var han også en af dem, der ydede hjælp til min familie.

Frøslev Lejeren

Bem.: Niels Hartvig Jensen sad i Århus fra 7. juli til 14. august 1944, hvor han, sammen med andre fra Århus, blev transporteret til Frøslev Lejren. Sammen med et hold fanger fra Horserød indviede de lejeren. Det var den tyske besættelsesmagt der stod for byggeriet, men de danske myndigheder der betalte og stod for driften af lejeren. Den blev oprettet for at få danskere i tyske koncentrationslejre til Frøslev og for at forhindre, at danskere blev ført til de tyske koncentrationslejre. Dette holdt dog ikke stik, allerede en måned efter oprettelsen skete den første transport af fanger fra Frøslev til Tyskland.
FA, marts 2024

Vi blev kaldt ud tidlig om morgenen og stod der i bar skjorte. Så gik flere tyskere fra barak til barak og læste navnene op på dem, der skulle på tysklandstransport. Vi fandt aldrig ud af, om der vare noget system, de gik efter. Det skete med en halv snes dages mellemrum.

Det pres var det værste, jeg slap heldigvis.

Der kunne fortælles mange træk både om usselhed og storsind. Fx var der ved et af disse navneopråb en mand, som faldt besvimet om, da hans navn blev nævnt. Til ham gav en af de danske officerer, som var interneret, sine støvler, til trods for at han jo selv fik brug for dem, hvis han skulle afsted næste gang.

Til Sverige

Fra Frøslev kom jeg til Sverige den 20. april 1945. Her boede jeg på en skole ved Helsingborg.

Der kom en seng til hver barak. Vi var 30 mand på min stue og deriblandt en ældre mand på 74 år. Jeg syntes, at det var naturligt, at han fik sengen. På en 6 mands stue boede nogle kendte sammen med overlæger, og selvfølgelig fik de den seng. En aften gik jeg ind til barakformanden, så siger jeg til ham, at jeg havde kendt ham som en god mand og respekteret dig. Nu har du givet den seng væk til ”dem derovre”, men vi har en gammel mand inde på vores stue, og vi har bestemt, at han skal have den seng. Han har mere brug for den end ”dem”. Jeg kan godt sige til dig, at det må du se at få lavet om. I morgen kl. halv ti skal den være der, ellers kan jeg lave oprør i løbet af en halv time, og så tar vi den med magt – den kom tilbage.    

Her var jeg indtil den 4. maj. Den dag skulle vi flyttes til Dalerne, men så kom fredsbudskabet, og derfor blev det ændret til, at vi blev indkvarteret på et skib. Det varede til den 9. maj, hvor jeg kom til Herning.

Hjem igen

Fra Herning ringede Jacob Jacobsen til Johannes Bendixen, der hentede mig i Herning. Da vi kom til Hammerum, var der opstillet nogle frihedskæmpere, som jeg hilste på. Der var ikke mange, jeg kendte udover Marius på Bessegård. Ham havde jeg arbejdet sammen med, han havde skjult våben og ammunition.

Vi kørte videre fra Hammerum til Ikast. Der standsede vi udenfor Bernhard L. hus. Der stod modstandsbevægelsesfolk opmarcheret. Jeg hilste på dem. Da følte jeg, at det var dårligt selskab, for der stod en, som jeg kendte som nazist og en anden, som jeg vidste var værnemager eller havde været det. Jeg syntes jo, at jeg var til grin for min egen indsats. Det var de forkerte, der stod og tog imod. Den skuffelse gjorde, at jeg helt holdt mig på afstand.

Nogen dage efter blev jeg kaldt til Herning til en parade, som skulle være for alle. Jeg havde efter den modtagelse ingen lyst til at deltage. Jeg har også siden holdt mig ude af alt, hvad der havde med den tid at gøre. Jeg blev så skuffet.

Senere blev jeg naturligvis klar over, at der jo også blev udrettet meget af de mennesker.

Erstatning fra Frihedsfonden

Arnold Jensen fra Kibæk ringede en gang i 1979 og spurgte, om jeg havde fået nogen erstatning fra Frihedsfonden. Det mente han jo helt sikkert, at jeg var værdig til. Jeg sagde så, at der kom svar, at jeg var i kartoteket, men havde fraskrevet mig erstatning efter besættelsen. Hvordan det er gået til, husker jeg ikke. Jeg skrev så igen og gjorde rede for min færden før, under og efter besættelsen, og jeg kunne henvise til adskillige mennesker, som jeg havde været i kontakt med. Så blev det taget op igen, og nu får jeg erstatning.

 
Efterskrift

Niels Hartvig Jensen fortæller, at det var hans medlemskab af DKP, der gjorde, at han blev anholdt. Det er nok kun delvist rigtigt.

Den tyske besættelsesmagt forlangte efter Tysklands felttog mod Sovjetunionen i juni 1941, at DKP blev forbudt, og at 72 navngivne, kommunistiske ledere blev arresteret. Der blev anholdt 339. Heraf blev en del hurtigt  frigivet. Senere under besættelsen blev kommunister og andre anholdt for deltagelse i modstandsarbejde og andet illegalt arbejde.

Under arrestationen kaldte tyskerne ham storsabotør og præsenterede ham som sabotør for befolkningen i Ikast. For tyskerne var han sabotør,

det er derfor mest sansynligt, at han blev anholdt for sabotagen mod Schmidt-Møllers Trævarevirksomhed den 4. juli 1944. Her sov en familie med mand, kone og et lille barn kun adskilt fra fabriksdelen af en brandmur. Den sabotage omtaler han slet ikke!

I en telefonsamtale i 1979 med Jesper Vang Hansen fra Frihedsmuseet fortæller han om sabotagen. (se uddrag nedenfor).

Han siger også et sted:
”Man har arbejdet med at finde ud af, hvorfor jeg blev taget. Om det var angiveri ved jeg ikke.”
Så mon ikke han udmærket er klar over, at det var på grund af sabotagen, at han blev anholdt.

Tekst:               Optegnet af Svend Nielsen. Uden datering.
                        Redigeret af Frank Artved, marts 2024

Uddrag af Telefonsamtale den 19.11.1979: Jesper Vang Hansen, Frihedsmuseet, og Niels Hartvig Jensen:
Niels Hartvig Jensen oplyste, at de var 5 i den kommunistiske modstandsgruppe i Ikast. Ham selv, Villy Helmuth Møller og 3 andre.

Ca. en måned før arrestationen den 7. juli 1944 fik de sprængstoffer og våben. De nåede kun at bruge sprængstofferne til sabotagen mod
Richard Schmidt-Møllers Trævarefabrik den 4. juli 1944. De benyttede en brandbombe. Sabotagen blev foretaget af Niels Hartvig Jensen og Villy Helmuth Møller. Efter arrestationen den 7. juli 1944 opløstes gruppen, og de øvrige sabotager i Ikast blev foretaget af en anden gruppe.

Tekst:             Uddrag redigeret af Frank Artved, marts 2024