12. Efterskrift
I det foregående har jeg beskæftiget mig med personer, der levede i en periode på ca. 250 år. Fra Hans Erichsen bliver født ca. 1674 til Peder Andreas Hansen dør i 1921. I den periode skete der store forandringer i Danmark.

Ved periodens start havde Danmark mistet Skånelandende til Sverige og kongen var blevet enevældig. Efter krige og pest i 1600 tallet var store landområder næsten folketomme, og der var mange ubeboede gårde.        

I starten af 1700 tallet blev landet næsten tømt for unge mænd, der skulle deltage i Store Nordiske krig.

Den første egentlige fattigforsørgelse blev indført.

Både Hans Erichsen og Lars Hansen kunne få en god gård, efter de måske havde været i krig og/eller havde aftjent deres værnepligt.

Senere i 1700 tallet forbedredes levestandarden for store befolkningsgrupper. Befolkningstallet øgedes, og der blev mangel på gårde.

Måske derfor var der ikke en gård til Hans Larsen, da han i 1801 som 33 årig måske havde aftjent sin værnepligt, på trods af, at han kom fra en god gård.

Englandskrigene i begyndelsen af 1800 tallet betød, at vi mistede flåden og mange handelsskibe. Alliancen med Frankrig betød, at vi ved fredsslutningen mistede Norge til Sverige. Som erstatning fik vi Lauenburg i Nordtyskland.

I 1802 – 1803 fik vi lovgivning om Fattigvæsnets indretning i København, i provinsbyerne og på landet.

Som følge af de store militærudgifter og svigtende toldindtægter gik Staten bankerot i 1813. Dette medførte usikkerhed om pengenes værdi. Perioden med økonomisk usikkerhed og fattigdom for befolkningen varede indtil slutningen af 1830érne.

I 1848 gjorde Slesvig Holstenerne oprør mod den danske konge. Oprøret blev endeligt slået ned i 1851.

I mellemtiden fik Danmark en fri forfatning i 1849. Kongen var ikke længere enevældig, men der var valg til Landsting og Folketing. Mænd over 30 år, med egen husstand, som havde rådighed over eget bo og som ikke havde ikke tilbagebetalt fattighjælp havde stemmeret. Der blev sikret ret til offentlig hjælp til dem, der ikke kunne forsørge sig selv, eller forsørgelsen ikke kunne pålægges andre. Kongen udpegede sin regering.

Et forsøg fra nationalliberale kredse i Danmark på at omgå de internationale aftaler om, at Slesvig og Holsten altid skulle styres sammen, måtte i 1864 føre til krig. Danmark tabte krigen mod Preussen og Østrig og mistede Slesvig, Holsten og Lauenburg.

I 1891 vedtog Rigsdagen den første danske lov om alderdomsunderstøttelse.

I 1901 fik vi parlamentarismen, der betød at en regering ikke kunne sidde, hvis der var et flertal i Folketinget imod den.

I 1915 blev Grundloven ændret igen. Valgretten blev nedsat til 25 år. Kvinder og tjenestefolk uden egen husstand fik stemmeret. Det gjaldt stadig, at personer uden rådighed over eget bo og personer som havde ikke tilbagebetalt fattighjælp ikke havde stemmeret. Retten til offentlig hjælp blev forbedret.

Efter 1. verdenskrig fik vi i 1920 Nordslesvig tilbage, så de nuværende grænser blev etableret.

Det blev under Påskekrisen i 1920 slået fast at det, trods Grundlovens ord, ikke er Kongen men Folketingets flertal, der udpeger Regeringen.

Vi har i disse 250 år set en udvikling fra at ”Danmark” var en mellemstor europæisk ”stat”, der strakte sig fra Nordkap i Norge til Hamburgs forstæder med en enevældig konge, til at Danmark blev et lille land, der er helt afhængig af andre lande, fik demokrati og en social lovgivning på et højt stade.