Ferdinand Morgenstern
af Frank Artved

Min 2 tip oldefar Ferdinand Morgenstern er født den 7. oktober 1810 i København. Forældrene er Procopius Morgenstern og Ane Pedersdatter. Han er døbt 28. oktober 1810 i Trinitatis Kirke.

Som knapt 19 årig kommer Ferdinand den 25. sept. 1829 1 år i lære som skrædder hos Skræddermester Hartvig Gotfred Møller. Herefter må han have arbejdet som skræddersvend, for den 20. april 1836 begyndte han sit mesterstykke og den 30. april 1836 blev han optaget som mester i lauget med karakteren "Godt". Samme dag optages han i borgerskabsprotokollen.

Den 23. november 1849 tager han selv en lærling, Poul Jønson født i Sverige, ind i et år.

Den 1. august 1835 får Ferdinand en søn med Ugift Fruentimmer Ingeborg Petroline Hesselholdt. De bor sammen på Dronningensgade No. 351, men flytter inden drengen bliver døbt til Kjøbmagergade No. 141. Drengen døbes Frederik Ferdinand Edvard Morgenstern på Almindeligt Hospital. Ved næste barns fødsel i 1837 er forældrene gift.

Ingeborg er født 14. december 1813. Hendes forældre er Peter Christian Hesselholt og Elisabeth Møller.

Ferdinand søger skriftligt om at få to af drengene optaget på Det kongelige Opfostringshus. Den 27. maj 1846 "indlægges" Frederik Ferdinand Edvard Morgenstjerne og den 12. maj 1851 "indlægges" Adolph Ludvig Valdemar Morgenstjerne.

Begrundelsen er i begge tilfælde at Ferdinand er familieforsørger for kone og 5 børn. I det første tilfælde blev der endvidere argumenteret med "små omstændigheder og ringe fortjeneste".

Det kongelige Opfostringshus blev stiftet af Frederik d.5. i 1753. Fra 1779 blev skolen underlagt Københavns Magistrat og skolen blev omdannet til et hjem og en belønningsskole for trængende men velbegavede og flittige drenge. De gennemgik fra 10-11 års alderen en 4 årig skoleuddannelse, hvorefter de sattes i lære, men under opfostringshusets tilsyn, til læretiden er udløbet. (Kilde: Den lille Salomonsen, bind 9, 1939)

Det er Københavns Fattigvæsen der tildeler pladserne, så Ferdinands økonomiske kår må have været ringe, når han kunne få to drenge ind på Opfostringshuset.

Ferdinand flytter som mange fattige i København på det tidspunkt meget rundt.

Ferdinand dør som 44 årig 28. oktober 1854.