Belodan Limtræ ApS                                 
af Frank Artved

Belodan Limtræ ApS (Belodan) blev startet af Jørgen Ebbesen i 1990.

Jørgen Ebbesens baggrund var en uddannelse som tømrer i 1976. Fra marts 1979 arbejdede han på Idé Døren i Ikast, hvor han mødte Jan Bundgaard Sørensen. Efter 3 års samarbejde stiftede de i foråret 1982 Bel-Vi Møbelindustri i Sunds.

Efter 8 år startede Jørgen Ebbesen Belodan, der fra starten fik store leverancer af limtræ til Bel-Vi Møbelindustri, og med dem som grundlag også opbyggede en ekstern kundekreds.

Belodan fik adresse i lejede lokaler på Thrigesvej 8, Ikast, hvor Brande Listefabrik netop var flyttet ind i den tidligere HAMO Vinduesfabrik.

Her blev investeret ca. 1,6 mio. kr. i maskiner og udstyr, beskæftiget 14 mand og man fik en god start med positive resultater.


Allerede i 1992 flyttede selskabet til Smedevej 16, Ikast. Her lejede man af Birgit Maibom den nybyggede hal A på 1.090 m2 samt kontor og personalerum på 140 m2. Der blev afholdt flytteomkostninger og igen investeret ca. 1,6 mio. kr. i nye maskiner. Beskæftigelsen kom op på 17 mand.
















I 1992/93 led Belodan et betydeligt tab på Bel-Vi Møbelindustri A/S, der stadig var den største kunde. Da tabet på i alt 4,1 mio. kr. i 1993/94 blev endeligt, måtte Belodan få en ordning med de største kreditorer for at kunne overleve. Ordningen betød, at kreditorerne afskrev 60% eller i alt 2,8 mio.kr. af deres samlede tilgodehavender.











Belodan havde herefter en årrække med stigende aktivitet og generelt positive resultater. Produktionen blev udvidet med nye haller, der blev bygget efterhånden som behovene opstod. På Smedevej 16 blev både hal B og C overtaget i 1995/96 og i år 2000 blev kontorer, personalerum mv. udvidet med 155 m2. På Smedevej 18 overtog man hal A og B i år 2000 og hal C i år 2002, så virksomheden nu rådede over godt 6.000 m2.













Produktion af limtræ er groft sagt ”at save træ i stykker og lime det sammen igen”.

Rå fyrretræsplanker, primært i dimensionen 50 x 100, 50 x 115, 50 x 125 og 50 x 135 mm saves op. Savbredden bestemmer pladetykkelsen, og antal lameller bestemmer pladebredden. Det giver stort set muligheder for alle pladetykkelser mellem 10 og 50 mm med et minimalt træspild.  Denne proces er den vigtigste operation i forbindelse med produktion af limtræ. Kravene til udnyttelsen af råtræet er høje.

I en kehler bliver plankerne herefter høvlet på begge sider. Tykkelsestolerancen på lamellerne må ikke overstige +/- 5/100 mm. Derfor skal en kehler være kraftig bygget. En 50 hk motor til klingeboksen var for lille, og den blev udskiftet med en 60 hk. Det siger lidt om de kræfter der skal til for at udføre arbejdet.

Næste proces er påføring af lim og presning af pladerne. Inden pressen sorteres lamellerne, så kunderne får de ønskede kvaliteter alt efter krav til udseende og placering i et møbel. Kravene til en indvendig hylde i et garderobeskab er selvsagt ikke så høje som kravene til en bordplade eller en lågefyldning.

Efter presningen bliver pladerne kvalitetskontrolleret. Små huller, udfaldne knaster osv. spartles over, inden de går videre til pudsning og evt. kantbearbejdning. Herefter går varen til indpakning og forsendelse.

I de travleste perioder producerede Belodan op imod 25.000 m2 om ugen hvilket svarede til 750 m3 råtræ. 3 hele læs om dagen.

Der blev løbende gennemført investeringer, der udvidede og effektiviserede produktionen.










Da udnyttelsen af råtræet var vigtigt, blev en af de store investeringer en optimering af System TM afkorteranlægget, som blev udbygget med en såkaldt Wood Eye skanner og 3 ekstra stablere, så der tilsammen var 8 stablere.

Det bevirkede, at plankerne blev scannet på alle 4 sider i gennemløb, så snittene kunne lægges de rigtige steder i forhold til knaster, enderevner og andre defekter. De 3 ekstra stablere gav mulighed for at optimere på flere længder samtidig. Det var en rigtig god investering som også højnede kvaliteten betydeligt.












I 1992 blev der investeret i en brugt Waco kehler (svensk produceret høvl) ombygget af Gråsten Maskinservice.

Belodan havde 4 presser, samt et par stykker som blev udskiftet med større anlæg. De 2 største presser var med ”lamelafstryger” som lettede arbejdet for operatørerne. Varmpresserne blev produceret hos Kallesøe Maskiner i Lem ved Ringkøbing, som nok er markedsførende på dette område.












I Viet pudsegaden (over- og underpudser) udbrød der starten af 2019 brand i underpudseren. Det medførte så stor skade, at hele pudsegaden blev udskiftet med en brugt Costa pudselinie. Den skulle dog først gennemrenoveres. Det tog 2 – 3 måneder, og i denne periode blev pladerne pudset hos søsterselskabet, Steens Group, i Kjellerup.

Til pudseren blev der investeret i en automatisk ilægger. Automatisering i forbindelse med pudseren var en vanskelig opgave, da det drejede sig om vidt forskellige emnestørrelser, der skulle håndteres. Ilæggeren blev udviklet af Belodan og leverandøren Obel-P Automation i et tæt samarbejde. Den bestod af en elevator, der førte pladerne op til en indskubber, så de tunge og besværlige løft blev fjernet. Resultatet var en højere effektivitet med en besparelse på en mand.














Kantbearbejdning skete på 2 Homag dobbelttappere som stod i gade. På begge maskiner var der påbygget dele/flæk sav. Det var Gråsten Maskinservice, som havde bygget dem ind i de eksisterende maskiner. Specielt dele saven på dobbelttapper 1 – der hvor pladerne blev savet i længde - blev brugt rigtig meget. Det gav mulighed for at lime korte emner (fra ca. 300 til 600 mm i længden) i dobbelt længde og efterfølgende dele dem på dobbelttapperen i nøjagtigt mål og derefter stable dem med portalstableren. Det sparede tid både ved limprocessen og ved dobbelttapperen. Da dobbelttapper linjen blev automatiseret med en portalrobotter, der stablede træemnerne hurtigt og præcist, gav det en øget effektivitet på 25-30%.

Beskæftigelsen kom op på ca. 50 mand, hvor der var flest.











En produktion i denne størrelse krævede 3 holds drift på næsten alle maskiner. Det affødte en del vedligehold, også på de mere skæve tidspunkter af døgnet. Som regel kunne man selv løse problemet, men en gang imellem blev der sendt bud efter en smed eller elektriker udefra for at få opgaven løst.

Sammen med sin værkfører var Jørgen Ebbesen selv synlig på gulvet i produktionen, så spørgsmål kunne blive afklaret umiddelbart. Fra 1994 blev Carsten Christiansen, der var uddannet indenfor økonomi, ansat som leder af administrationen. Han varetog gennem alle årene både internt salg og den overordnede økonomistyring

Belodan producerede udelukkende møbellimtræ af fyr. 40% til Danmark    
og 60% til eksport. Belodan tilbød kunderne en høj kvalitet og stor
fleksibilitet, de var derfor stort set eneleverandør til de danske møbel-
fabrikker i en årrække. På eksportmarkedet var der et mangeårigt
samarbejde med en stor tysk dørproducent, Mosel Türen i det sydlige
Tyskland. De aftog rammer og fyldninger til  massive indvendige døre,
udelukkende produceret af finsk fyrretræ.


På det polske marked blev der primært leveret til de Ikea baserede produktionssteder. Herudover var HG Polen (Hedensted Gruppens afdeling i Polen), som producerer udstyr til mink produktion, en stor kunde. De købte færdigforarbejdede plader til redekasser. Det Polske marked blev stort, da der på kontoret i Ikast var ansat en polsk medarbejder, der helt forstod det marked både med hensyn til sprog, kultur, salg og service.

I perioden fra midt 90`erne til ca. 2008 var England også et betydeligt eksportmarked. Her leverede Belodan færdigbearbejde emner som garderobeskabssider, dækplader og rigtig mange skuffefronter til mange forskellige fabrikker.

I årene op til finanskrisen i 2008/09 blev fyrretræ  generelt og møbelmarkedet i særdeleshed presset både i Danmark og til eksport. Det store investeringsprogram i øget kapacitet og effektivitet blev afsluttet i de år. Det gav en betydelig øget produktion, men resultaterne på bundlinien blev svage.

I nedgangstider vil en underleverandør som Belodan typisk blive ramt ekstra hårdt, da mange kunder vil trække produktion af limtræ hjem for at udnytte sin egen kapacitet bedre.

Da finanskrisen indtrådte i 2008/09, faldt aktiviteten så kraftigt, at bruttoresultatet blev mere end halveret fra det ene år til det næste. Besparelser på omkostningerne slog ikke igennem med samme hast, så nettoresultatet blev et betydeligt underskud. Antallet af medarbejdere blev reduceret til ca. 15 mand. Markedet for fyrretræ faldt fortsat, og polske producenter tog nu deres andel af det. De følgende år fortsatte derfor med lav aktivitet, og da omkostningerne ikke kunne reduceres tilsvarende, blev resultaterne negative.

I 2016 svigtede en kunde med et større tab til følge, og da markedssituationen ikke så ud til at ændre sig, indgav selskabet en konkursbegæring i oktober måned.

Om konkursen udtalte kurator:

”Man skal se at få standset, når man kan se, at det er ved at gå galt og selv indgive en konkursbegæring, så man ikke stifter yderligere gæld. På den måde ligner det her rettidig omhu fra ledelsens side, og i forhold til omsætningens størrelse, så er det egentlig en lille kreditormasse, vi taler om.” 


Belodan A/S

Der var en stor interesse for at overtage konkursboet og drive Belodan videre. Kurator fik hurtigt kontakt med 3 interesserede, og allerede ved udgangen af oktober 2016 blev et nyt selskab Belodan A/S stiftet af Birger Ø. Christensen.

Selskabet blev etableret med en kapital på 500 tkr. Det overtog maskiner, inventar mv. for et beløb, der svarede til bogført værdi.

Jørgen Ebbesen blev ansat som fabrikschef i det nye selskab. Nogle enkelte af de tidligere medarbejdere havde fået nyt arbejde, men resten af de 15-16 mand blev genansat. Søsterselskabet Stens Group A/S havde tidligere været en sporadisk kunde, men afgav nu løbende ordrer. En del af administrationen blev varetaget af moderselskabet, og en genforhandling betød, at huslejen blev reduceret. Alt dette betød, at det nye selskab kom godt i gang og opnåede positive resultater.

Primo 2020 er aktiviteten solgt til VTI Vinderup Træindustri A/S. De har købt kundekartoteket og produktionsudstyret, som nu er flyttet til Letland og fremover fortrinsvis skal producere hobbyplader.

Medarbejderne blev alle tilbudt arbejde i Vinderup og 5 – 6 stykker sagde ja til tilbuddet. De øvrige medarbejdere fik arbejde på andre virksomheder i Ikast området. Jørgen Ebbesen arbejder ved årsskiftet 2020/21 freelance med at få maskiner installeret og sat i drift i Letland.


I løbet af 2020 har Engsig Transport, der tidligere lejede én hal, men havde hovedkontor i Sunds, samlet alle sine aktiviteter i de bygninger, der tidligere husede Belodan.

 
Et kapitel af træindustriens historie i Ikast er slut.


 

Tekst:                 Frank Artved, feb. 2021

Fotos:                 Private, venligst udlånt af Jørgen Ebbesen, hvis andet ikke er anført.

Kilder:                Ikke offentliggjorte notater fra og samtaler med Jørgen Ebbesen
                          CVR: Selskabsregistreringer og årsrapporter for alle årene
                          Weblager: Bygningsoplysninger
                          Ikast Avis: Stillingsannoncer og div. artikler
                          Wood Supply: Diverse artikler