Højris Listefabrik og Ikast Listefabrik
af Frank Artved


Højris Listefabrik, der senere blev til Ikast Listefabrik, lå på den gamle teglværksgrund på
Remmevej 24, Ikast, hvor den næsten var nabo til Plejehjemmet Højris.

Om starten på listefabrikken skriver Herning Folkeblad den 30. marts 1963:


Fra teglværk til listefabrik
Højris Listefabrik har startet produktionen

                                                                                                                                                                              Annonce Ikast, Byen der klær Danmark 1963

Snedkermester Johannes Vestergaard Jensen, Ikast Maskinsnedkeri, købte, som tidligere nævnt,

Højris Teglværk, hvor han har opført en ny, hensigtsmæssig og smuk fabriksbygning, og hvor man

nu er gået i gang med produktionen.

Der er installeret de mest moderne, fuldautomatiske maskiner til fremstilling af alle slags lister,

rustik og andre bygningsartikler. De gamle bygninger er fuldt istandsat, og de nye bygninger

indeholder moderne tørreovne til tørring af baade teak og palisandertræ, fyr og gran med flere

træsorter. Der er ligeledes egen transformator, som har været nødvendig at opbygge paa grund

af den store maskinpark. Bygningen omfatter 3000 m2 gulvflade, og pladsen er fint udnyttet,

saa det hele nu præsenterer sig som et smukt, moderne fabrikskompleks.

Efterhaanden er det meningen at udvide arbejdsstyrken, og formentlig bliver der tale om

helaarsbeskæftigelse”                                                                                                                      KB Sylvest Jensen Luftfoto 1987


Hardy Mogensen, der i 1962 var jobsøgende, skriver om sin ansættelse:


”I Jyllands Posten så jeg en annonce fra en tømrermester Johannes Vestergård i Ikast. Jeg kørte til Ikast og talte med Johannes og hans

hustru Tina …… I samtalens løb spurgte Johannes mig om det ikke var noget for mig, at starte som værkfører/driftsleder på hans nye

listefabrik, Højris Listefabrik. Han havde netop købt Højris gl. teglværk, og han var ved at lave bygningerne om til listefabrik.

I den forbindelse manglede han en dygtig mand til at lede og drive fabrikken.


Jeg tænkte et par dage over tilbuddet, ringede til Teknologisk Institut i Århus, om de kunne lære mig alt om kehling og fræsning med mangespindlet kehlemaskine på 8 dage. De mente, at det var en mulighed, så jeg ringede til Johannes Vestergård og spurgte, hvornår jeg kunne starte. Han svarede ”I morgen”. Jeg måtte fortælle ham, at der ville gå 14 dage. Det var også i orden, så 14 dage efter, den 18/01-63, startede jeg i Ikast på Højris Listefabrik, som om jeg aldrig havde lavet andet. Jeg var da blevet 22 år.

Det gik rigtig godt. Vi fik godt fat i markedet og producerede lister i meget store mængder. Jeg lærte rigtig meget ved Johannes og Tina. Efter fyraften kom tømrermestrene og hentede lister til deres forbrug. Derved lærte jeg mange håndværkere at kende”.


I 1960’erne var der byggeboom, så det gik rigtig stærkt, man var oppe på at beskæftige ca. 12 mand, heraf 2 funktionærer. Kunderne var tømmerhandlere.


Nogle af Vestergaards tømrerlærlinge arbejdede om aftenen til kl. 22 på listefabrikken. De skar gipsplader op og fasede dem til loftsplader.

Hardy Mogensen stoppede i 1965, hvor han startede for sig selv.


I 1966/67 gik Vestergaard konkurs og listefabrikken blev overtaget af Skov fra Grødde gl. skole. Han drev listefabrikken til 1970/71, hvor han også gik konkurs.


Konkursboet blev overtaget af Midtbank, hvor Mads Mouritzen var direktør.

Under et middagsselskab hvor Richard Rohde Nielsen, der var direktør og ejer af Rationel Vinduer, og Mads Mouritzen mødtes, fortalte Richard Nielsen om nogle tanker han havde om at starte en listeproduktion i Sdr. Felding. Det mente Mads Mouritzen ikke han skulle. Banken havde netop overtaget Højris Listefabrik efter en konkurs, og der skulle han starte sin listeproduktion.


Richard R. Nielsen skriver i ”En træmands erindringer”:

”Samme år [1971] købte jeg af Midtbank i Herning en nedlagt møbel- og listefabrik i Ikast.

Denne fabrik, der var på 2000m2 med tilhørende funktionærbolig, var gået konkurs og blevet

overtaget af Midtbank. ………. Sammen med vores datter Rigmor og hendes mand Henry

Vendelbo startede vi så Ikast Listefabrik. Vi stiftede sammen A/S Ikast Listefabrik, og Rigmor

og Henry flyttede til Ikast”.


Herning Folkeblad skriver den 28. maj 1971 om den konkursramte listefabrik i Højris i Ikast:

”Fabrikken er overtaget af Rich. Nielsen, Rationel, Sdr. Felding, og det er tanken at man

genoptager liste-produktionen.
- Vi skal i gang hurtigst muligt, men det er klart, at vi starter forsigtigt, siger Rich. Nielsen. Vi vil begynde med tre - fire mand, og vil forsøge at oparbejde en selvstændig virksomhed. Vi starter med en produktion af lister til Rationel, men på længere sigt må fabrikken i Ikast, konkurrerer med andre fabrikker om leverancer til Rationel”.


                                                                                                 Henry Vendelbo og svigerfaren var i Ikast for at se på fabrikken og                                                                                                                   funktionærboligen. Henry gik med billedet af boligen i brystlommen i nogle                                                                                                       dage, inden han viste det til Rigmor. Der ville hun ikke bo. Resultatet blev

                                                                                                 dog, at de startede en listeproduktion og flyttede ind i funktionærboligen.

                                                                                                 Efter 6 måneder byggede de hus på Haslevej og værkføreren Arne Heesgaard                                                                                                   overtog funktionærboligen. Rationel Vinduer var selvfølgelig den store kunde,                                                                                                   men der blev også solgt mange lister til andre vinduesfabrikker, især når de                                                                                                       havde travlt, så det kneb med selv at producere listerne.
Herudover blev der solgt lister til trælaster, byggecentre og tømmerhandlere over hele landet.


Henry var med overalt i produktion og salg. I starten var det dårlige tider for byggeriet og for mange vinduesfabrikker, men efter energikrisen i 1973 gik det pludseligt stærkt. Vinduer med 1 lag glas skulle udskiftes til isolerende vinduer med flere lag glas, og der skulle bruges lister til alle vinduerne. Da det gik bedst, var der ansat 12 mand. Efter en konkurs i 1990 kom produktionen aldrig op på samme niveau, der var nu kun 2-3 mand ansat.











Ikast Listefabrik, medio 1980erne


Henry Vendelbo døde pludselig i februar 1999. Den tidligere medarbejder Mogens Aarup Dahse overtog aktierne og førte virksomheden videre frem til efteråret 2000, hvor den gik konkurs.


Herefter førte Jan Rene Jørgensen listefabrikken videre, med kapital fra Færøerne, i selskabet Wood-Denmark ApS, til den igen gik konkurs i 2003.

Efter Henrys død overtog Rigmor ejendommen og lejede den ud til fortsat produktion.


I 2005 sælger hun hele ejendommen til Ejner Rahbek, der herefter river fabriksbygningerne ned. I den østlige ende udstykkes en parcelhusgrund på 1.250 m2, medens resten - ca. 4.000m2 - stadig i 2018 henligger som en ubebygget storparcel.


                                                                                                                             Træindustrien har ry for mange brande. Det kan være helt                                                                                                                                naturligt, at en gnist antænder træstøv, så der opstår en                                                                                                                                  brand. Især i tidligere tider, hvor man ikke havde den                                                                                                                                      samme kultur omkring miljø og sikkerhed, kan brandene                                                                                                                                  også skyldes det, vi, med nutidens øjne, vil kalde sjusk                                                                                                                                    samt manglende rengøring og vedligehold.



Når man ser listefabrikkens brogede skæbne, får man et billede af de betingelser mange underleverandører til byggebranchen lever under.

Når der er byggeboom, og det kniber med at følge med, lægger fabrikkerne produktionen af standardprodukter ud til underleverandører, og

de har så gode tider. Når byggeriet igen er i krise, trækkes underleverandørarbejdet hjem, så de selv kan bevare beskæftigelsen, men det går

så hårdt ud over underleverandørerne, der pludseligt mister deres afsætningsmuligheder.

Det er en virkelighed mange underleverandører må leve med.



Tekst:       Frank Artved, august 2018/november 2019

Foto:        Hvor andet ikke er angivet: Privatfotos udlånt af Rigmor Vendelbo

Kilder:      Hardy Rosborg Mogensen. Ikke trykt notat, januar 2018, offentliggjort på www.ikasthistorie.dk/træindustrien.
                Richard R. Nielsen: En træmands erindringer, privattryk, Sdr. Felding, 1991.

                Samtaler med Hardy Mogensen og Rigmor Vendelbo august 2018
                Samtale med Bjarne Højland november 2019

                Regnskaber og registreringer offentliggjort på cvr.dk
                BBR-registret
                Herning Folkeblad, Ikast Avis samt lokale telefon- og adressebøger