Slægts- og lokalhistorie
Tømrer Hardy Rosborg Mogensen
af Hardy Mogensen
Jeg er født i Mønsted den 20/5-1940 som den yngste i en søskendeflok på 6. Mine forældre var tømrermester
Jens Chr. Mogensen og hustru Johanne Katrine Mogensen. Jeg startede i Mønsted Skole i 1947. Det var i ordets
bedste forstand den stråtækte. Vi var kun i skole hver anden dag, fra jeg var 10 år, holdt jeg fri om sommeren.
Jeg skulle selv tjene mine penge, og det gjorde jeg ved at arbejde på en planteskole eller ved landbruget.
Derudover havde jeg en avisrute med Jyllands Posten. Det var meget lærerigt, for jeg kom jo rundt til 78 hjem,
og der gik jeg og handlede med alt fra ure, cykler, grammofonplader, høns, duer og kaniner, så det gav en rigtig
pæn dagløn. Hardy Mogensen 2018
Foto F. Artved Som 13 årig gik jeg ud af skolen i 1954 og kom i tømrerlære. Lønnen var 5 øre i timen med en 48 timersarbejds-
uge, gav det 2,40 kr. pr. uge. Året efter fik jeg 10 øre i timen, dertil kom kost og logi. Jeg sluttede læretiden med
et ophold på Vinding Håndværkerskole, hvor jeg aflagde en svendeprøve, som jeg opnåede sølvmedalje for.
Derefter fik jeg ansættelse ved Almind Huse. Jeg fik min bror hjem fra Norge, og vi dannede makkerpar.
Vi byggede huse i Danmark og Tyskland. Vi lavede et hus om ugen, men det var også med en 70 timers arbejdsuge.
Firmaet Almind Huse kom ud i vanskeligheder, så vi blev sendt hjem i en uge på grund af manglende ordrer. Det
passede mig meget dårligt, for jeg var lige blevet gift med Inga som 21 årig, og jeg ville ikke være arbejdsløs.
I Jyllands Posten så jeg en annonce fra en tømrermester Johannes Vestergård i Ikast. Jeg kørte til Ikast og talte
med Johannes og hans hustru Tina - meget flinke og venlige mennesker - og vi faldt i hak med det samme. De
havde opbygget en rigtig god tømrerforretning.
I samtalens løb spurgte Johannes mig, om det ikke var noget for mig at starte som værkfører/driftsleder på hans
nye listefabrik, Højris Listefabrik. Han havde netop købt Højris gl. teglværk, og han var ved at lave bygningerne Svendebrev 3. november 1958
om til listefabrik. I den forbindelse manglede han en dygtig mand til at lede og drive fabrikken. Jeg tænkte et par
dage over tilbuddet, ringede til Teknologisk Institut i Århus, om de kunne lære mig alt om kehling og fræsning med mangespindlet kehlemaskine
på 8 dage. De mente, at det var en mulighed, så jeg ringede til Johannes Vestergård og spurgte, hvornår jeg kunne starte. Han svarede ”I morgen”. Jeg måtte fortælle ham, at der ville gå 14 dage. Det var også i orden, så 14 dage efter, den 18/01-63, startede jeg i Ikast på Højris Listefabrik, som om jeg aldrig havde lavet andet. Jeg var da blevet 22 år.
Det gik rigtig godt. Vi fik godt fat i markedet og producerede lister i meget store mængder. Jeg lærte rigtig meget ved Johannes og Tina. Efter fyraften kom tømrermestrene og hentede lister til deres forbrug. Derved lærte jeg mange håndværkere at kende.
En aften kom Kristian Hansen efter lister. Han beklagede sig over, at det var næsten umuligt at skaffe vinduer og døre. Der var op til et halvt års leveringstid. Jeg gik dengang med en tanke om at starte en produktion af møbelbeslag i træ. Vi talte videre om problemet og enedes om, at der måtte være uanede muligheder ved at starte en vinduesfabrik. Det blev starten på Hamo Vinduer Ikast.
Jeg kunne skaffe 25.000 kr., og Kristian Hansen sagde, at så ville han også skyde 25.000 kr. ind i selskabet. Derefter lavede vi Hamo Vinduer Ikast I/S. Vi byggede en lille fabrik på Højris Alle 89, den var på 260 m2, og den 1/5-1965 startede jeg op med at producere vinduer. Det gik strygende, allerede første år havde vi overskud. Vi udvidede stort set hvert andet år, og i de 20 år vi var på Højris Alle, udvidede vi 9 gange og sluttede med 5.000 m2 under tag. Derudover købte jeg Rex Gartneriet på Grøddevej og renoverede bygningerne, så vi fik 2.200 m2 til samleværksted. Vi sluttede på Højris Alle med i alt 7.200 m2.
Der var også nogle meget svære bump på vejen. I 1973 købte jeg Kristian Hansen ud med et pænt stort millionbeløb. Den 15/11-1973 startede oliekrisen. Danmark gik i stå, telefonen ringede ikke mere, billøse søndage, det var helt forfærdeligt. Vi kørte med et dagligt underskud på 5.000 kr., og vi var meget tæt på at gå fallit. Men i 1975 fik vi en ny regering med Anker Jørgensen. Fordi olien var blevet en mangelvare, blev der
vedtaget en lov om, at man ville give tilskud til isolering. Der var jo millioner af vinduer med 1 lag glas, så fra den ene dag til den anden lød spørgsmålet: Hvornår kan I levere?
Så gav det penge, mange penge. De efterfølgende 10 år opbyggede vi en meget stor egenkapital,
så stor at vi besluttede at bygge en helt ny fabrik på Thrigesvej 8-16. Vi købte 40.000 m2 jord af kommunen, og i 1985 startede vi byggeriet af en ny fabrik. I starten på 8600 m2, i 1986 en tilbygning på 800 m2 og i 1987 en hal på 2.400 m2, i alt sluttede vi med 11.600 m2.
En investering på ca. 40.000.000 kr., som vi stort selv kunne finansiere. Det gik bragende godt, vi Industriminister Niels Wilhjelm tjente mange penge.
på Thrigesvej ca. 1988. Alting har sin pris. Jeg kunne ikke stå distancen og gik ned med flaget. Vi var da oppe på ca. 100
mand. Alt kørte på mig især fagforeningen. De ville gerne styre det hele og satte 2 mand ind i min bestyrelse. De mente åbenbart, at de var bedre
til at styre fabrikken, end jeg var. Det gik mig meget på, så jeg fik en meget slem og alvorlig blodprop i hjertet den 8/3-1989.
Overlægen på Herning Sygehus sagde, at nu skulle jeg bare tage hjem, og fortsætte som jeg slap, så ville de snart se mig igen, men jeg ville jo nok ikke se dem igen. Jeg indså, at prisen var blevet for høj. Jeg var kun 48 år, og jeg ville gerne have mange år endnu sammen med min kone og tre drenge.
Jeg besluttede, at nu sælger jeg det hele. Efter 14 dage havde jeg solgt hele mit livsværk. Jeg beholdt fabrikken på Højris Alle, som vi stadig ejer, men den er udlejet til Ikadan.
Jeg kunne forlade Hamo med 40 millioner på lommen. Det var meget bittert, at jeg blev tvunget til at sælge fabrikken, for den var meget mere værd, men som situationen var, var det den eneste rigtige beslutning.
Det var min indflydelse på træindustrien i Ikast. Det var 28 meget spændende og begivenhedsrige år.
Hardy Rosborg Mogensen.
Januar 2018.
