Slægts- og lokalhistorie
Skouhus A/S og Skouhus Fronts A/S
af Frank Artved
Skouhus og Junge A/S, Hammel, blev i 1966 stiftet af Peter Skouhus og Søren Junge. I 1989 overtog Junckers Industrier A/S ejerskabet. I 1990 blev selskabet fusioneret med Ove Hvergel A/S, der herefter blev opløst. I 1998 blev selskabet overtaget af et holdingselskab i Stones Invest gruppen, og i 1999 fik det navnet Skouhus A/S. I år 2000 blev det fusioneret med Ikast Industrilak A/S og selskaber under Brande Listefabrik, som Stones Invest gruppen havde overtaget tidligere. Skouhus A/S var det fortsættende selskab.
Selskabet indgik i Stones Invest koncernen under Industry:
Stones koncernen bestod af 4 divisioner: Industri, Reetail, Leisure og Investment.
Skouhus, der blot er en kasse i diagrammet, bestod selv af flere enheder:
Selskabet havde fortsat adresse i Hammel, hvor produktionen ”Omviklede profiler” var placeret.
Hovedkontoret blev flyttet til Brande Listefabrik A/S tidligere fabriksanlæg på Thrigesvej i Ikast, hvor også produktionen ”Lister og Komponenter” var placeret.
Låger blev produceret på Ove Hvergel A/S tidligere fabrik på Grøddevej i Ikast.
Herudover var der en produktion i Sevel og i Varde.
På Ellehammervej i Ikast fortsatte Ikast Industrilak A/S.
I det følgende vil produktionen af lister, komponenter og låger i Ikast blive behandlet.
På Grøddevej rådede man over ca. 5.500 m2 til lågeproduktionen.
Ikke målfast skitse. H.J. Børsting, H. Frier, 2019
De ca. 50 medarbejdere producerede fyrretræslåger, der blev afsat på det danske, skandinaviske og engelske marked.
Brande Listefabrik havde ejendommen Thrigesvej 8 – 16 i Ikast med 11.200 m2 moderne industribygninger.
Her blev der fremstillet kantlister, hulkehllister, afdækningslister mm. til møbel- og køkkenindustrien samt glaslister til vinduesfabrikkerne. Der blev oparbejdet en stor eksport til nogle af de helt store møbelfabrikker og vinduesfabrikker i Tyskland.
Der blev også produceret halvfabrikata og speciallimtræ til andre i træindustrien.
På persienne-lameller havde man en nicheproduktion, så man blev verdens største leverandør på det marked.
Ejendommen Thrigesvej 8-16, Ikast, som Brande Listefabrik overtog i 1989
I det nye ejerskab fortsatte begge produktioner stort set uændret. Der fandt selvfølgelig fortsat optimeringer af produktionen sted, så alt var ikke stationært.
Omkring år 2000 oprettede Skouhus A/S hovedsæde og central administration i Fredericia.
Skouhus A/S havde på daværende tidspunkt produktion på 6 adresser:
Fredericia (hovedsæde og administration)
Sverigesvej Hammel (fineromvikling)
Industrivej Hammel (låger og kantlister)
Grøddevej Ikast (køkkenlåger)
Thrigesvej Ikast (trælameller og kantlister)
Varde (finer- og formpresning)
Sevel (køkken- og møbellåger)
Nøgletal
Mio. DKK
Nettoomsætning Resultat før skat Balancesum Egenkapital Ansatte
1998 108,1 5,4 68,8 16,1 148
1999 162,5 5,3 126,4 21,2 226
2000 152,3 -1,4 155,4 19,9 239
2001 121,1 -6,3 129,5 16,5 196
Skouhus A/S ekspanderede kraftigt både organisk, men også ved tilkøb af nye virksomheder.
Den kraftige ekspansion medførte en kraftig forøgelse af gælden. I 2001 mistede man en stor omsætning til en kunde, der startede en egenproduktion. Interne investeringer og omorganiseringer belastede produktionen og endelig var markedet præget af stor usikkerhed. Dette medførte en kraftig reduktion af omsætningen med store tab til følge. Ved udgangen af 2002 blev selskabet taget under konkursbehandling.
Et selskab i Stones Invest koncernen oprettede allerede den 31. januar 2003 et nyt datterselskab Skouhus Fronts A/S, der overtog alle aktiver. Dette selskab overtog produktionen på næsten alle adresser. Produktionen på Industrivej, Hammel blev dog overført til Grøddevej, Ikast. Bygningerne blev sat til salg af konkursboet.
Fineromviklingen på Sverigesvej, Hammel, blev først startet igen som et joint venture, men blev hurtigt overtaget helt af Skouhus Fronts A/S.
Skouhus Fronts fik en vanskelig start med meget små overskud de første år.
I 2005 flyttede man derfor produktionen af låger fra Grøddevej til Thrigesvej. Ejendommen på Grøddevej blev herefter solgt til kommunen,
der har sin materielgård her.
I 2004/2005 overtog man MP-låger i Herning. Efter Skouhus A/S konkurs 2002 havde de overtaget en stor del af lågeleverancerne til en
storkunde i England.
Omkring 2005 overtog man Hodsager A/S, der i nogle år havde produceret fyrretræslåger til møbelindustrien. Der påbegyndtes nu også en produktion af låger i hårdttræ.
Herning Finercentral blev også overtaget af Skouhus Fronts .
I 2007 overtog man Jesper Office A/S, Ulfborg, som i flere år havde specialiseret sig i finerede institutions- og kontormøbler. Det selskab havde produktion både i Ulfborg og i Ukraine.
I 2007 samlede man alle de centrale funktioner: salg, produktion, indkøb og administration på et nyt hovedkontor i Herning.
Selskabet havde på dette tidspunkt af følgende aktiviteter:
Skouhus Herning..................:Hovedkontor med alle de centrale funktioner:
salg, produktion, indkøb og administration.
Skouhus Herning.................: Produktion af formpressede og massive fronter.
Skouhus Grøddevej, Ikast.....: Produktion af MDF fronter.
Skouhus Thrigesvej, Ikast.....: Produktion af lister og komponenter.
Skouhus Hodsager...............: Produktion af fronter i fyrretræ og MDF.
Skouhus Hammel................: Produktion af omviklede produkter.
Skouhus Ukraine.................: Produktion af emner i massivt træ og bearbejdning af råfiner.
Skouhus Fronts A/S beskæftigede nu 255 medarbejdere i Danmark og Ukraine.
Efter en beskeden start realiserede selskabet markante underskud:
Nøgletal
Mio. DKK
Nettoomsætning Resultat før skat Balancesum Egenkapital Ansatte
2002/3 123,0 1,2 62,7 13,0 170
2004 125,0 0,3 62,2 15,1 166
2005 133,0 0,2 117,5 22,1 172
2006 175,0 -3,7 181,0 59,0 260
2007 178,0 -9,4 213,0 60,0 255
Den store satsning lige op til finanskrisen – som ingen havde forudset - måtte give problemer.
Moderselskabet Stones Invest A/S var samtidig i så betydelige vanskeligheder, at det blev erklæret konkurs. Det kunne derfor ikke understøtte Skouhus Fronts længere. Det betød at, selskabet måtte indgive en konkursbegæring i august 2008.
Ejeren af Stones Invest A/S Steen Gude fik en dom på seks års fængsel for sin rolle som hovedmanden bag det skyldnersvig, skattesvig og bedrageri, der foregik i forbindelse med Stones Invests konkurs i 2008.
I Ikast er har kommunen fortsat sin materielgård i ejendommen på Grøddevej.
På Thrigesvej driver Leif Petersen SGS-DOORS A/S, der, med stor økonomisk succes, producerer MDF- og massivtræslåger til mange formål.
Tekst: Frank Artved, august 2023
Tegning: H.J. Børsting, H. Frier, 2019
Foto: KB: Danmark set fra luften
Kilder: CVR registreringer for samtlige selskaber
CVR Årsrapporter
Skouhus brochure 1999
Personalehåndbog 2004
Fagbladet TIB april 2006
Skouhus Info januar 2002
Herning Folkeblad 3 artikler marts 2002
JobIndex, Skouhus Fronts 2004
WoodSupply 19.10.2005, 03.03.2006, 27.06.2006, 17.09.2008
Østre Landsrets dom 07.11.2017
Ikke offentliggjort notat. Jørgen Poulsen:
Et Lille ”INDSPARK” til belysning af midtjysk træindustris historiske udvikling