Slægts- og lokalhistorie
Højrisparken 50 år i 2021.
Af Frank Artved.
Højrisparken er navnet på en udstykning af villagrunde i den østlige ende af Ikast.
Udstykningen blev startet i 1971 af et privat konsortie. Den havde altså 50 års jubilæum i 2021.
Deltagerne i konsortiet var fra starten tømrermester Regner Madsen, gårdejer Emanuel Larsen,
murermester Sv. A. Jørgensen (Zülau), murermester Ejvind Winter og Sigrid Nielsen, der blev
repræsenteret af sin søn Carsten Nielsen.
Man ønskede en samlet udstykning fordi, man så kunne skabe et attraktivt villakvarter med en
ensartet bebyggelse. I modsat fald kunne man risikere et kvarter med en noget varierende
bebyggelse. Som svar på et brev skrev Ikast kommune den 17. november 1971, at man ingen
indvendinger havde mod en fælles udstykning, at man fandt den hensigtsmæssig, og at
kommunen i løbet af de næste ca. 3 uger ville skaffe det nødvendige plangrundlag.
Konsortiet havde fra starten i alt ca. 135.000 m2 jord, der, efter fradrag af vej, kunne give 110 byggegrunde. Hertil kom teglværksgraven med i alt ca. 29.400 m2.
I samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma R. Christensen, Herning, gik man nu i gang med at lave planer og at kontakte andre lodsejere. Så kunne man få en større udstykning, der hang bedre sammen.
Oversigt over de deltagende lodsejere og deres jord:
Tegning (c) F. Artved
Man fik kontakt med gårdejer Aage Jensen, der indskød ca. 63.000 m2, hvor der kunne blive 49 grunde. Man fik også kontakt med 7 mindre jordejere, der bidrog med i alt ca. 30.000 m2 svarende til 27 grunde. Regnar Madsen stiftede sammen med 2 andre Trijoka A/S, der købte den del af gården Lysholts jord, der lå nord for Lysholt Alle i alt ca. 37.000 m2, der gav 28 grunde.
Konsortiet endte med 14 deltagere med i alt ca. 266.000 m2 jord. Her kunne der udstykkes 214 byggegrunde efter fradrag af vej og stier. Hertil kom Teglværksgraven på ca. 29.400 m2.
(Se bilag 1)
Den endelige udstykningsplan kunne nu laves. Sammen med Ikast Kommune blev vejene og deres belægning fastlagt og kloakerings- samt spildevandsplanplan blev bestemt. Det blev også aftalt, at kommunen skulle overtage teglværksgraven for kr. 0 og holde den som grønt område.
Den 31. maj 1972 blev der afholdt licitation på modningsarbejdet. Der var i alt 6 tilbud, der lå på mellem 2,7 og 3,4 mio.kr eks. moms. Entreprenør Poul Jacobsen, Herning, havde det laveste bud, og den 14. juni blev der indgået en aftale med ham.
Budget for byggemodningen beløb sig til kr. 6.821.000. De største poster var modningsenterprisen på 3.512.000 kr. inkl. moms, tilslutning til el og varme på kr. 1.188.000 og konsortiets deltagere fik kr. 1.269.000 for jord til veje, stier og grønt område.
Ved udgangen af 1975 blev arbejdet afleveret med den aftale, at nogle mangler og fejl ville blive rettet i løbet af foråret og sommeren 1976.
I løbet af modningsperioden blev mange af grundene allerede bebygget. På Bjørn Nørgårds Vej og Sven Dalsgaards Vej var 60% bebygget, inden modningsarbejdet var helt slut i 1976. Efter afleveringen i 1975 måtte konsortiet også indskærpe overfor grundejerne, at skader på veje, kantsten og rabatter på grund af transport og byggeri skal den enkelte lodsejer selv betale for.
Meget tidligt i projektet opstod den ide, at lade et antal kunstnere udføre nogle skulpturer, der skulle opstilles i udstykningen. Gennem Carsten Nielsens kusine kunsthandler Birthe Skovhus Jørgensen født Nielsen fik man kontakt til kunsthandler Svend Hansen, der havde Jysk Kunstgalleri i Bredgade, København. Han havde kontakt med 5 kunstnere, som på det tidspunkt ikke alle var så kendte og anerkendte i den brede offentlighed, som de senere blev. Nogen af dem blev opfattet som meget kontroversielle.
Det drejede sig om Poul Gernes (1925-1996), Egon Fischer (1935-2016), Per Kirkeby (1938-2018), Bjørn Nørgård (f. 1947), og Sven Dalsgård (1914-1999). Egon Fischer, Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard var alle tilknyttet ”Eks skolen”, som Poul Gernes var med til at stifte i 1961.
I december måned 1972 var der i Ikast møde med de fleste af kunstnerne, hvor man blev enige om en aftale mellem konsortiet og kunstnerne. De skulle alle skabe en skulptur til det offentlige rum. Som betaling skulle de have et mindre kontant beløb, have en af vejene opkaldt efter sig og have et vejskilt magen til dem, der blev opsat ved vejene. Der blev fra begge sider ikke lagt skjul på, at man betragtede vejnavnet og vejskiltet som en væsentlig del af betalingen.
Alle kunstnerne, på nær Poul Gernes, leverede det aftalte kunstværk. Poul Gernes forslag til værk, blev forkastet. Ifølge én kilde bestod det af en større jernplade på søjler, hvor der bl.a. skulle monteres en militær jernseng og en robåd i fuld størrelse. Ifølge en anden kilde bestod det af en jernseng, der skulle monteres på en søjle. Hvem der forkastede ideen er ikke afklaret, men Svend Hansen havde iht. kontrakten ret til at godkende eller forkaste de enkelte værker. Hvorfor der ikke kom et nyt forslag fra Poul Gernes, er ikke afklaret, men i perioden fra 1968 til 1975 var han også i gang med udsmykningen af det nye Herlev Hospital. Efter flere forgæves forsøg på at få Poul Gernes til komme med et nyt værk, blev det aftalt med Erik Dietman, at han skulle levere et værk.
De enkelte kunstværker er:
Egon Fischer, Rød hankeskulptur.
Den er lavet af rustfri stålplader, der er bemalet, så fantasien sættes i sving.
De øverste dele kunne i begyndelsen bevæge sig i vinden. De er senere
svejset fast, da de larmede for meget.
Per Kirkeby, Huset i Ikast.
Udført i 1973 sammen med murermester Lyngbak, Ikast. Der er elementer
af stationsby arkitektur i skulpturen, og den er et monument over den
murermesterkunst, der tidligere var karakteristisk for stationsbyerne i Jylland.
Husets arkitektur er inspireret af mayakulturens kultbygninger i Mexico.
Skulpturen er også tænkt som et legehus for områdets børn.
Bjørn Nørgaard, Ikast Monumentet.
Fra begyndelsen i 1973 var den udstyret med en lille høj af græstørv, hvorpå
der stod en lagkage med kaffekopper omkring. Højen var placeret i en
glaspyramide, og det hele var omgivet af 3 søjler en af træ, en af glat metal
og en i beton. I betonsøjlen var der indstøbt daglige forbrugsting.
Erik Dietman, Den sidste cigaret.
Da Poul Gernes aldrig leverede sin skulptur, fik Erik Dietman opgaven.
Han støbte en skulptur i beton. Kunstværket blev opstillet i 1977.
Ideen med stigen var, at man kan klatre op ad den og slukke den sidste
cigaret i et askebæger på toppen. Stigen har været fjernet i en periode.
Sven Dalsgaard, Den store Dansker.
En meget dansk skulptur. Den retter bevist blikket mod nord. Den store
Dansker ønsker et fællesskab med de nordiske lande. Året er 1972, da vi
blev medlem af EF. Manden er som skåret ud af et dannebrogsflag.
Udført af galvaniseret jern hos smedemester I. Svindt Jensen, Randers
og bemalet af Sven Dalsgaard.
På en tur rundt i Højrisparken ad stierne kan man
opleve alle kunstværkerne:
1: Egon Fischer, Rød hankeskulptur.
2: Per Kirkeby, Huset i Ikast.
3: Bjørn Nørgaard, Ikast Monumentet.
4: Erik Dietman, Den sidste cigaret.
5: Sven Dalsgaard, Den store Dansker.
Ved projektets slutning overgik alle værkerne til Ikast kommunes ejerskab. Formelt skete det dog først i 1980, hvor kommunen overtog veje og stier.
Som aftalt blev der 5 villaveje, som fik kunstnernes navne. I dag har man altså en Egon Fischers vej, en Per Kirkebys vej, en Bjørn Nørgaards vej, en Sven Dalgårds vej men også en Poul Gerness vej. Alle vejene havde fået navn, inden man fandt ud af, at Poul Gernes ikke opfyldte sin aftale.
Da man havde opgivet at få et værk fra Poul Gernes, forsøgte man uden held at få ændret navnet til Erik Dietmans vej.
Omkring 1990 var der tanker om kunstværkernes fremtid i byen. Flere af værkerne
havde været ude for hærværk, og de var ikke vedligeholdt. Det blev overvejet i
forbindelse med en renovering at flytte skulpturerne fra Højrisparken til den nye
skulpturpark i Frisenborgparken. Kunstnerne var generelt skuffede over det hærværk
og den manglende vedligeholdelse, værkerne havde været ude for, så de så positivt på
en flytning. Grundejerne i Højrisparken oprettede en grundejerforening, der gik imod
en flytning.
Kun Bjørn Nørgaards Ikast Monumentet blev i 1994 flyttet til Frisenborgparken.
Genstandene i pyramiden blev ved den lejlighed støbt i bronze, så monumentet kunne
bevares for eftertiden. Det skete med kunstnerens godkendelse.
I 2013 blev værket igen gennemgribende renoveret.
I 2020/21 er skulpturen igen renoveret og flyttet ”hjem” til Højrisparken.
Alle genstandene i pyramiden er nu af varige materialer som sten og bronze.
Da den blev genindviet i maj 2021, var Bjørn Nørgaard selv til stede og holdt en tale.
Foto: Hamistolen
En deklaration fra 9. august 1972 bestemmer:
”Grunden må kun udnyttes til åben lav boligbebyggelse. Der må kun opføres én beboelsesbygning med sædvanlig udhus, garage(r) og/eller carport(e). Boligbebyggelsen må alene indeholde én lejlighed.
Der må alene opføres bygninger med facademure i tegl eller kalksandsten.”
Ved en rundtur i kvarteret kan man se, at dette ikke altid følges. Der er mange udestuer, tilbygninger, garager mv. i andre materialer. I 2018 fik kommunen en ansøgning om en tilbygning med et andet materialevalg. Den blev afslået. Nu blev det bestemt, at man fremover ville godkende andre materialer, hvis der blot var tale om mindre bygninger og tilbygninger.
I 2021, hvor udstykningen kan fejre sit 50 års jubilæum, er kvarteret fuldt udbygget. Det bliver set som et eftertragtet, roligt kvarter med en god beliggenhed i forhold til indkøb, skole mv. Der er omkring 750 beboere i området. Huse med udsigt sælges til høje m2-priser.
Bilag 1: Oversigt over de enkelte lodsejeres arealer.
Tekst/foto/tegninger: Frank Artved, 2020/2021
Kilder: Regner Madsens eget arkiv om Højrisparken.
S.A.: Arkivalier online: Kirkebøger, Tingbøger.
Tinglysning.dk med indscannede akter.
Kort og matrikelstyrelsen: Historiske kort på nettet, Matrikelkort.
Aftale af 7/2 1973 med Egon Fischer.
Aftale af 19/2 1973 med Poul Hansen.
Breve mellem Højrisparkens Grundejerforening og kunstnerne.
Artikler i Ikast Avis og Herning Folkeblad.
Troels Andersen: Ex skolen. 2010.
Samtaler med Regner Madsen 2019 og 2020.
Telefon med Eigil Nielsen, Helmer Zülau og Emma Kristensen
Skema (c) F. Artved
